Virker den nye gymnasiereform?

12. oktober 2017
4 minutters læsetid

I disse uger er der godt gang i spekulationerne over fremtiden på landets gymnasier. De nye 1.g’ere nærmer sig afslutningen på det korte grundforløb og skal nu vælge sig ind på en af gymnasiets studieretninger.

Det er samtidig tegn på at en ny gymnasiereform er trådt i kraft, men nok endnu ikke i karakter. Dertil er erfaringerne endnu for små, og følelsen af at asfaltere, mens vi kører, stadig for stærk hos adjunkterne og lektorerne på det almene gymnasium.

Alligevel kan man  ane konturerne af det, der kommer, og så småt fornemme, hvad der ikke længere er med fra den gamle reform.

Disse anelser vil jeg her forsøge at tegne tydeligt op. Til det formål har jeg spurgt tre af sektorens folk om deres syn på den nye reform. De adspurgte er først to af Gymnasieskolernes Lærerforenings mest konservativt klingende stemmer, historie- og dansklærer Asger Boe Wille og sproglærer i tysk og engelsk, Sigrid Jørgensen. Begge er medlemmer af GL’s hovedbestyrelse. Dernæst har jeg spurgt klassisk filolog og rektor ved Lemvig Gymnasium, Bo Larsen.

Med deres ord som guide håber jeg her at kunne tilbyde et første og forsigtigt blik på det nye gymnasium og dets stærke og svage sider.

Hvad er blevet bedre?

I forbindelse med gymnasiereformens tilblivelse oplevede man i Danmark pludselig en debat om dannelse og gymnasieskolens formål. Denne debat – i samspil med en debat om øget faglighed og skærpede adgangskrav – er noget både Wille, Jørgensen og Larsen kommer ind på.

Sigrid Først Jørgensen skriver:

”Mange gymnasielærere har hilst den fornyede diskussion om gymnasieskolens formål, almendannelsen og studieforberedelsen, hjertelig velkommen [..] manglende faglighed og det nødvendige løft, præcisering af krav til pensum, fordybelse og evaluering samt øget vejledningsindsats samt adgangsbegrænsning er temaer og tydelige signaler, som gerne skulle skærpe især de unges appetit på den nødvendige uddannelse.”

Bo Larsen peger specifikt på adgangsbegrænsningen:

”Karakterkravet er i øvrigt fornuftigt. Det er kun rimeligt med et karakterkrav, som dog ikke skal være skrappere end nu, og hvor elever har mulighed for en optagelsesprøve, hvis de ikke klarer karakterkravet til folkeskolens afgangsprøver.”

Asger Wille fremhæver også den forudgående debat, og roser ligesom Sigrid Jørgensen dannelsesdebatten:

”Op til forhandlingerne om reformen var vi vidner til en flammende debat om dannelsesbegrebet og dets placering i gymnasiet. Det er efter min mening én af de vigtigste konsekvenser af reformen”.

Der er andre styrker, som flere af de adspurgte skolefolk er enige om. Både Sigrid Jørgensen og Bo Larsen nævner det mere begrænsede studieretningsudbud. Larsen fremhæver, at ”det sender et signal om prioritering af den traditionelle faglighed og giver måske skolerne bedre muligheder for at få flere elever til at vælge naturvidenskab og sprog, hvilket er en erklæret politisk ambition med reformen.”

En sidste ting, der forener, er glæden ved afskeden med det tværfaglige ’Almen studieforberedelse’ (AT), samt den nye mundtlige eksamen i den store skriftlige opgave, SRP’en. Wille skriver:

”En af de største styrker er afskaffelsen af AT og indførelsen af en mundtlig eksamen i forbindelse med SRP. AT var kronjuvelen i den tidligere reform og resultatet af en opfattelse af tværfaglighed som en saliggørende størrelse, der skulle gøre op med det, man opfattede som en forstenet faglighed.”

Asger Wille og Bo Larsen er i den forbindelse begge inde på, at tværfaglighed som sådan kan være godt og rigtigt, men at AT ikke altid skabte den naturlige ramme for dette. Larsen skriver:

”Det tværfaglige samarbejde bliver bedre på skolerne. Vi får mere frihed til at lave lokale strukturer for fagsamarbejde, og det hele peger nu frem mod studieretningsprojektet med et mundtligt forsvar i stedet for synopsis i Almen Studieforberedelse, som aldrig er blevet den succes, man håbede på.”

Ikke lutter lagkage

På trods af stor enighed om styrkerne ved den nye reform, er der også ting, der bekymrer. Både Bo Larsen og Sigrid Jørgensen er fælles om en bekymring for det tre måneder korte grundforløb, og hvordan man får det gjort fagligt fornuftigt. Jørgensen skriver om den konkurrence om eleverne der opstår mellem fagretninger:

”Det forkortede grundforløb skulle ideelt set give eleverne bedre mulighed for at vælge retning, men selvejets irrationelle rationale smitter grundforløbet; objektiv faglighed bliver til en hårfin konkurrence fagene imellem; der er en mærkbar tendens fra fordybelse til tivolisering. I stedet for at læse noget fornuftigt præsenteres eleverne for skønmalerier og tekster i – såkaldt – øjenhøjde.”

Sigrid Jørgensen er endvidere bekymret over sprogfagenes og de naturvidenskabelige fags plads i den nye reform:

”Politikerne blev enige om et valg mellem 18 (13) studieretninger. Det store spørgsmål er, om disse vil fremme tilgangen til de mere upopulære, lidt sværere retninger med 3-4 naturvidenskabelige og 3-4 sproglige fag. Alle elever skal obligatorisk have et naturvidenskabeligt fag på B og de fleste matematik på B. Det kan eleverne nok lære at leve med, men jeg savner de konkrete incitamenter til valget og styrkelsen af fremmedsprog. Det står skolerne frit for at udbyde, men ikke at oprette fortsættersprog på højt niveau, og det får alvorlige konsekvenser.”

Asger Wille vender i diskussionen om svaghederne ved den nye reform tilbage til et emne, der tidligere har fyldt her på bloggen, nemlig forståelsen af dannelsesbegrebet og ministeriets nye bud på en definition:

”I første spørgsmål skrev jeg, at jeg var glad for forligspartiernes fokus på dannelse. Ikke desto mindre ser man også i reformteksten, at mange af politikerne nok har ønsket én ting, men enkelte politikere og dele af embedsværket har alligevel formået at få de fire kompetencer med i den nye reform. De er nu skrevet ind i hvert fag. Opgaven til fagkonsulenterne lød på at inddrage kompetencerne, når det gav mening. Det har de forskellige fagkonsulenter klaret meget forskelligt. I nogle læreplaner har ordene en fremtrædende rolle i et kaudervælsk af moderne uddannelseslingo. I andre spiller de en ligegyldig rolle.”

Dommen

Baseret på mine egne erfaringer samt de svar jeg har fået, er der ingen tvivl om, at Det almene gymnasium overordnet set er blevet styrket på indholdssiden. Der er dog også mange bekymringer, hvoraf en del endnu ikke rigtigt har materialiseret sig helt.

Man skal dog ikke tro at gymnasiet herefter bare får ro til at stille og roligt at arbejde sig ind på den nye reform. Nej; det almene gymnasium er, som resten af uddannelsessektoren, konstant politisk relevant og konfliktfyldt farvand.

Se blot på den seneste debat om problemer med plagiat og snyd via Internettet til skriftlig eksamen. Nok har vi fået en ny og lidt bedre gymnasielov, men diskussionen om gymnasiets fremtid slutter aldrig.

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside