Selvfølgelig kan kristendommen forsvares

26. oktober 2017
7 minutters læsetid

Eftersom min nye bog #Troselv er blevet debatteret vil jeg gerne give mit besyv med. Først bragte Critique et skriv af Jacob Munk, hvori han forsvarede,  apologetikkens plads i teologien i dag. Derefter svarede Mikael Brorson med et klar ”Nein” til apologetik. Jeg vil i nedenstående give en kortere præsentation af, hvorfor jeg mener, at apologetik har en plads i teologien.

Jeg er på det seneste blevet glad for klassisk musik. Den klassiske musiks store variation af instrumenter og dermed udtryk tiltaler mig. Men førend et værk kan kaldes vellykket kræver det, at de forskellige komponenter spiller sammen og udfylder deres rette plads. Teologi er ligeså. Vellykket teologi består af mange forskellige komponenter, hvor hver komponent skal finde sin plads og spille på de rette tidspunkter. Her kan man med rette spørge, hvad apologetikkens plads er i teologiens symfoni? Og det har Brorson med rette gjort ved flere lejligheder.

Jesus

Lad os starte ved Jesus. Han kan måske kaldes dirigenten for teologiens symfoni. Hvis hans anvisninger ikke følges, så er man med sikkerhed ude af sync. Det er i hvert fald min teologi. Matthæus bringer i slutningen af sit evangelium nogle meget vigtige ord fra Jesus. I kapitel 28 vers 18b-20 siger Jesus: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Det tekststykke er rimelig oplagt at tolke som et kald til, at kristne skal leve i mission. Kristne skal leve med målet om, at næsten skal møde den Jesus, som vi selv kender. Her har Brorson helt ret i, at Gud sagtens kunne åbenbare sig selv uden, at det var nødvendigt for os mennesker at gøre noget. Men Gud har alligevel valgt, at han gerne ville bruge os mennesker. Det er derfor helt oplagt, at vi skal sprede det glade evangelium på samme måde som sædemanden i Markusevangeliet 4,1-20. Nogle mennesker vil så være modtagelige for evangeliet, mens andre vil melde hus forbi. Personligt tror jeg på, at denne stillingtagen skyldes, at Gud har givet mennesket et frit valg om, hvorvidt det ønsker at leve livet med ham.

Apostlenes Gerninger

Lige efter Jesu himmelfart følger beretningerne om, hvordan Apostlene virker i opbyggelsen af de første kirker. Jeg vil gerne fremhæve to afgørende iagttagelser: 1) Apostlene prædiker på gader, stræder og hvor end de ellers kan komme til. Hvor end muligheden melder sig bruger de den til at prædike Guds ord. 2) Her tillader jeg mig at sakse lidt fra et tidligere svar til Brorson bragt i Kristeligt Dagblad.

”I kapitel 13 prædiker Paulus for jøderne i synagogen. Han udlægger her, hvordan Jesus er fra Davids slægt og samtidig er opfyldelsen på profetierne om messias. Paulus bruger således det Gamle Testamente til at udtrykke, hvorfor jøderne bør omvende sig til messias. I kapitel 17 prædiker Paulus igen. Men denne gang er det for græske filosofer, og det er interessant at se, hvor anderledes Paulus prædiker her. Paulus vælger nu at fokusere på ”en ukendt gud”. Her bruger Paulus en eksisterende græsk filosofi som udgangspunkt for at tale om frelsen. Endnu vildere er det her, at Paulus ikke engang nævner Jesus ved navn! Paulus tager således her udgangspunkt i grækernes forudgående tanker, som han bruger som afsæt til at pege på frelsen, og dermed Jesus. Grækerne har altså ved brug af fornuften forstået dele af Guds sandhed, mens omvendelsen stadig kræver en åbenbaring. Denne åbenbaring hænger oftest sammen med en præsentation af evangeliet. Dette er et eksempel på, at menneskets fornuft kan være behjælpelig, men aldrig tilstrækkelig, til at skabe omvendelse”.

Pointen fremstår forhåbentligt tydeligt, Paulus bruger grækernes forudgående viden, som faktisk er i tråd med åbenbaringen, til at fortælle dem om, hvem Gud er. Endvidere kunne også nævnes Peters ord fra 1. Petersbrev 3,15: ”… men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har”. Det understreger, at forsvaret af troen har en plads. Det har en relevans, at vi forsvarer, hvorfor det giver mening at tro på Jesus. Men dette skal selvfølgelig spille sammen med de andre komponenter i teologien, Peter fortsætter derfor i vers 16 med at skrive: ” men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer”. Det understreger således, at apologetikken har en rolle, men det skal gøres i kærlighed.

Opsummerende kan det siges, at jeg mener, at der er to bibelske kald, som påpeger, at apologetikken har en plads. Først og fremmest har apologetikken en plads, fordi den kan gøre en forskel i missionen. Nogle gange kan apologetikken åbne samtaler, som ellers var lukkede. Dermed kan apologetikken være en del af at gøre mennesker til disciple. Derudover har apologetikken en plads, når vi skal forsvare os overfor andres indvendinger.

Min forsømmelse af Kierkegaard læsningen og andre kætterier.

Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg har forsømt min Kierkegaard læsning. Jeg plejer kun at citere Kierkegaard for to ting, det ene er hans tale om trosspringet, som jeg naturligvis mener er det afgørende for menneskets omvendelse. Det andet er hans tale om, hvordan man både vil fortryde at gifte sig og fortryde at lade være. Brorson har formentligt hørt første variant.

Men jeg skal da tydeligvis have læst ”Indøvelse i Christendom”, siden man udelukkende ved at citere den er Kierkegaard kender. Spøg til side. Brorson citerer Kierkegaard for at skrive: “man kan overhovedet intet ‘vide’ om ‘Christus’; han er Paradoxet, Troens Gjenstand, kun til for Troen […]. Om ham kan Intet vides, han kan blot troes.” Jeg forstår ærlig talt ikke, hvad Kierkegaard mener med dette citat. For hvis Kristus kun er tilgængeligt for troen, hvorfor forsøger vi så uge efter uge at gribe ham i prædikener i kirker verdenen over? Prædikener hvor enhver prædikant vel og mærke fortolker teksten, så snart han begynder at tale om, hvad det betyder. Her bruger forkynderen fornuften såvel som troen. Endvidere kan der spørges om, hvorfor Jesus kaldte os til at lære alle folkeslag om, hvem Jesus er, og hvilke love han gav (jf. Matt. 28,18-20)?

Brorson får sig også svinget op på den store klinge og anklager ”Menighedsfakultetets apologetbande” for at fratage Gud hans almægtighed. Det udelukkende fordi, at vi forsøger at gribe Gud gennem videnskaben. Om end jeg må indrømme, at ”apologetbande” er et ret sjovt udtryk, som leder mine tanker hen på Bjørnebandens utallige fejlslagne forsøg på at åbne Joakim Von Ands pengetank, så er der intet sjovt i at anklage andre kristne for at fratage Gud hans almægtighed. Gud er naturligvis over hans skaberværk, som er naturvidenskabens objekt.

Derfor kan der også siges meget mere om Gud, end hvad man kan udlede ud fra naturvidenskabelige iagttagelser. Meget mere! Hvilket jeg da også nævner afslutningsvist i min bog #Troselv. Den kan i øvrigt anbefales Brorson, jeg forærer dig gerne et eksemplar. Men netop fordi Gud i hans almagt har skabt verden, så mener jeg, at han har sat sit aftryk derpå. Hvilket David jo også kan berette om i Salme 19 vers 2 med ordene: ” Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk”.  Jeg tror på, at den almægtige Gud har gjort sig synlig gennem naturens bog. Eller med andre ord, at den naturlige verden vidner om ham, mens Bibelen giver en mere fuld beskrivelse af, hvem han er. Dette omend jeg heller ikke mener, at Bibelen giver en afsluttet beskrivelse af, hvem Gud er. Gud er naturligvis også større end Bibelens beskrivelse om ham.

Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift

Jeg vil gerne slutte af med at vende kritikken den anden vej. Brorson har flere gange kritiseret mig, men jeg har egentlig aldrig grebet muligheden til at stille ham spørgsmål den anden vej. Jeg vil derfor gerne give tre spørgsmål til ham.

  1.  Hvordan adskiller din tro sig fra Jødens tro? Har du nogen grund til at tro, at du har ret, mens jøden tager fejl? Har du nogen grund til at tro, at Jesus faktisk var messias, eller er det udelukkende en åbenbaring?
  2. Er det kristnes opgave at forkynde evangeliet til ikke kristne? Eller skal vi blot vente på, at Gud kalder dem, og at de kommer i kirken?
  3. Hvorfor skal Gudstjenesten indeholde en prædiken? Hvis kun troen kan forstå Kristus, hvorfor skal vi så forsøge at bruge vores mangelfulde ord på det?

I den efterfølgende debat på Christian Egander Skovs Facebook væg skrev Jacob Munk en kommentar, som jeg synes rammer plet:

” Jeg tror på en kompleks hermeneutisk vekselvirkning mellem at fornuften styrker troen, og troen styrker fornuften (sidstnævnte jf. Anselm). Derfor mener jeg den klassiske apologetik har sin berettigelse men har brug for den mere post-moderne tilgang hos C.S. Lewis, Alister McGrath og præsuppotionalisterne, hvor Gud antages som fortolkningsnøgle, mens denne fortolkning konstant evalueres i lyset af erfaring osv.”

Hverken den rendyrkede fornuft eller den fritstående tro er for mig den sande teologiske symfoni. Hvis orkesteret skal spille vellydende så kræver det, at teologien eksistere imellem disse to poler. Ligesom Apostlenes virkede udfoldede sig imellem disse to poler. Det er svært at få denne balancegang til at lykkes. Og jeg lykkes ikke med det. Derfor er det også vigtigt, at Jesus altid er vores dirigent, og at vi tillader Jesus at rette vores teologisk symfoni til, når komponenterne ikke spiller rigtigt sammen.

Kristoffer Hjorth Kruse

Kristoffer Hjorth Kruse er stud.theol., forfatter til bogen #Troselv og Studentermedhjælper i Center for Kristen Apologetik.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside