Reformation betyder ikke fornyelse!

30. oktober 2017
3 minutters læsetid

Af Mikael Brorson

I dag er det 500 år siden, at Martin Luther satte reformationen i gang ved at banke sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg. Markeringen af jubilæet har dog allerede varet længe, og det er selvfølgelig på mange måder glædeligt, fordi det har betydet et stort fokus på den afgørende historiske begivenhed, som reformationen er og var. Men fejringen har også afsløret en række graverende misforståelser af, hvad reformationen egentlig var, og hvad den dermed betyder for os i dag.

Måske bunder de udbredte misforståelser i nutidens sprogbrug, som den kommer til udtryk i det politiske liv. Her hersker reformiveren, og der skal omstruktureres og tænkes nyt ud i det uendelige, hvad end det så drejer sig om dagpengereformer, foleskolereformer, reformer af kontanthjælpssystemet eller noget helt fjerde.

Moderniseringsmyten

Meget kunne tyde på, at Luthers reformation ofte ses som et historisk eksempel på en sådan reform; med sine teser påbegyndte Luther en modernisering af den katolske kirke – eller måske endda hele datidens samfund – ved at lue ud i de bedagede traditioner og de gamle dogmer. Og – lyder rationalet videre – det samme kan vi i dag bruge reformationen til at gøre.

Således skriver Rethink Reformation (som er et samarbejde mellem Århus Universitet, Århus Domkirke og Folkeuniversitetet i Aarhus i forbindelse med at Aarhus er “europæisk kulturhovedstad” i 2017) eksempelvis om deres markering af reformationsjubilæet, at Luther “først og fremmest var en oprører, der udtrykte et behov for forandring”, og at de inspireret heraf “udfordrer dig til at forestille dig en ny verden for fremtiden”.

Ak ja, en ny verden for fremtiden, det var hvad Luther ønskede. Og det er vel den samme tankegang, som driver andre til at hævde, at islam trænger til en reformation. Hermed menes også en modernisering, hvormed terror og bogstavtro gerne skulle forsvinde; at Luther så med sit “skriften alene”-dogme nok kunne kvalificere sig til en titel som netop bogstavtro, er en anden sag.

Det var også med en lignende argumentation, at Århus Domkirke i begyndelsen af året forsøgte sig med en moderne gentænkning af gudstjenesten under navnet Befri gudstjenesten, hvormed man ville eksperimentere med en ny gudstjenesteform. For, som biskop over Århus Stift Henrik Wigh-Poulsen udtrykte det i Kristeligt Dagblad, det er “en protestantisk eller luthersk dyd at være opmærksom på, at man ikke bliver fortabt i sit eget, i sine egne måder at holde gudstjeneste på”.

Reformation betyder ikke fornyelse

Misforståelserne er med andre ord mange, når man bilder sig ind at reformation mere eller mindre betyder fornyelse. For nok har biskop Henrik Wigh-Poulsen ret i, at man ikke skal fortabe sig i sin egen måde at gøre tingene på – det giver næsten sig selv. Men Luther var jo, i modsætning til projektet i Århus Domkirke, ganske forsigtig med at ændre på gudstjenestens form, fordi det ydre ikke skulle få for meget vægt; fordi det ikke skulle fjerne fokus fra det vigtige, som er Ordet. Og ja, islam har sandelig brug for en radikal ændring af den traditionelle måde at læse koranen på, men en reformation i luthersk forstand ville betyde det modsatte; en venden tilbage til en mere tekstnær læsning af koranen under mottoet “skriften alene”, som – hvis man har et blot basalt kendskab til koranens indhold – ikke nødvendigvis ville afhjælpe problemerne med islam.

Det kan siges ganske kort: Den lutherske reformation var ikke progressiv. Luthers sigte var ikke “en ny verden for fremtiden”, og derfor kan man heller ikke i dag bruge Luther og reformationen til at argumentere for utopisme eller blind modernisme, hverken i samfundsmæssig eller kirkelig henseende. På mange måder var reformationen tværtimod reaktionær, for ordet betyder netop “om-” eller måske snarere “gendannelse”, og at gendanne var netop hvad Luther gjorde. Kirken havde forladt den rette vej, og det bragte ikke Luther til at udtænke en ny vej for kirkens videre færd; det fik ham derimod til at forsøge at bringe kirken tilbage på rette spor. Tilbage til Ordet.

Ordet skal være rettesnoren

Vi kan glæde os over, at reformationsjubilæet har fået os til at tale om reformationen, ikke blot som en historisk begivenhed men også som en dom over og en fordring til os i dag. Kirken skal altid reformeres, men det betyder ikke at den skal moderniseres, effektiviseres eller nytænkes.

Det betyder, at kirken altid skal bringes tilbage på rette spor. Det er et krav om gendannelse, som altid foregår med Guds ord for øje. Det var Luthers sigte dengang, og det skal være vores sigte i dag.

Glædelig reformationsdag!


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside