Othello i klædeskabet

I Det Kongelige Teaters nye opsætning af Shakespeares Othello er handlingen henlagt til et klædeskab, hvor der hænger hundredvis af jakkesæt på rad og række i stationære bøjler. Hvis man tror, at dette er lavpunktet i forestillingen, og at den herfra kun kan hæve sig kvalitetsmæssigt, kan man godt tro om igen.

For der er langt flere narrestreger på spil i Elisa Kragerups opsætning. Det største ”scoop” er, at Othello er blevet til en kvinde, der lever i et lesbisk parforhold med Desdemona. En ide man er så forelsket i, at den får lov til at overskygge stort set alt hvad stykket – et af Shakespears hovedværker – har at byde på.

Som både indvandrer, kvinde og homoseksuel lider Othello under omverdenens foragt og fordomme, hvor de heteroseksuelle, hvide mænd med Jago i spidsen ser hende som billedet på en verden i forfald, hvor deres nedarvede privilegier ikke længere er noget, der kan tages for givet. Hovedskurken Jago er misundelig og ond ved Othello, fordi hans køn, hudfarve og seksualitet nu ikke længere er nok til at sikre ham den position, som han mener sig berettiget til. Han repræsenterer ”kældermennesket”, der gør oprør mod det nye, som han ser som en trussel.

Det kan efterhånden næppe overraske, at Elisa Kragerup (igen) iscenesætter, hvad der mere virker til at være egne, personlige idiosynkrasier hentet fra et stærkt begrænsede verdensbillede end Shakespeares lagt mere almengyldige tragedie.

Lad os først lige slå fast, at det ikke engang er særlig originalt at lade kvinder indtage de mandlige roller i Shakespeares stykker. Asta Nielsen spillede eksempelvis en kvindelig Hamlet allerede i 1921.

Mere nyt er det formentlig at lave historien om til en homoseksuel kærlighedshistorie. Man hvad får man helt præcist ud af det? Meget lidt, hvis overhovedet noget. Det tilføjer ingen værdi eller nuancer til historien, men synes mest af alt at være et udtryk for sensations- eller effektjageri. Selv hvis man køber præissen om den hvide, heteroseksuelle mand, der forsvarer sine privilegier, så tilføjes der heller ikke her noget videre til dén debat: Man siger blot, hvad der allerede har været sagt om dén sag adskillige gange før. Og man siger det på nogenlunde samme måde. Og så har man jo reelt ikke noget at sige.

Effektjageri synes at være et af Kragerups særkender. Og heller ikke denne gang skånes vi for ”musikalske” indslag leveret live fra scenen, der svinger mellem det støjende og det sentimentale. Naturligvis kastes der også rundt med de mange jakkesæt. Der råbes og skriges og skuespillerne kravler rundt på de mange bøjler og springer rundt mellem tilskuerne på de første rækker. Man synes igen at overse, at Shakespeares tekster som regel er nok i sig selv. Det er sjældent nødvendigt, at man skruer op for lydstyrken eller tilføjer effekter.

Kragerup har for vane at tilsætte effekter, når det hele bliver for alvorligt. Opsætningen af Kong Ødipus og Antigone sidste år havde samme problem. Ligeledes hendes opsætning af Romeo og Julie for år tilbage, som Othello låner en del fra stilistisk i form af både de musikalske indslag og ideen om, at skuespillerne skal klatre rundt på scenen.

Andre indfald er eksempelvis en masse plat- og vittigheder, der stoppes ind overalt, især i første akt. Eksempelvis kommer skuespillerne mange gange bevidst til at omtale Othello som ”han”. Igen et eksempel på, at Kragerup er mere forelsket i sin egen ide om en lesbisk kærlighedshistorie, end hun er i at formidle Shakespeare. Hertil kommer diverse skøre indfald, hvor Ricardo eksempelvis sidder fast i bøjlerne, som han klatrer rundt på.

Kragerup har det i det i det hele taget svært ved at tage stoffet alvorligt, og hun mangler desværre noget af den modenhed, som det kræver at begive sig i kast med Shakespeare. Og hvad er så lettere end at reducere det hele til en historie om kvinde- og seksualitetsfrigørelse, når det nu oven i købet passer så godt ind i eget verdensbillede, hvor hvide, heteroseksuelle mænd er nogle skurkagtige Dansk Folkeparti/Donald Trump-typer, der konstant konspirerer i krogene for at underkue kvinderne/indvandrerne/de homoseksuelle?

Langt mere vellykket var hendes opsætningen af Et vintereventyr på Republique i vinters. Her viste hun noget af den modenhed, der er så fraværende i Othello, fordi hun dér turde gøre mindre og lade Shakespare tale for sig selv. Med Othello gør man igen for meget.

Det hele kunne så være ret så lige meget, hvis Shakespeares tekst var ledsaget af fornuftige skuespilpræstationer. Også dette måtte man i reglen kigge langt efter, da jeg overværede opsætningen (den 7. oktober 2017). Jens Jørn Spottag var hele vejen igennem glimrende som den intrigante Jago, men herudover var der ikke det helt store.

Mange af skuespillerne udviste hverken den modenhed eller den seriøsitet, det kræver at begive sig i kast med Shakespeare. Og det har intet med alder at gøre. Jeg har i England set Shakespeare opført til noget nær fuldkommenhed med skuespillere, der ikke syntes ældre end et par og tyve år. Jeg tror egentlig ikke, at det er skuespillernes evner, så meget som det er er personinstruktionens fokus på gøgleri frem for på Shakespeare, der gør karaktererne uvedkommende: For mens skuespillerne ikke viste synderligt talent for at gøre Shakespeare så nærværende og vedkommende, som han kan være, ja så var de bedre til at skabe sig tossede og gøgle rundt i den betydelige del af opsætningen, som ikke havde noget med Shakespeare at gøre. Hele tiden blev der over- eller underspillet. Altid vittigheder og effekter når man ikke formåede Shakespeare.

Alle andre steder end i København ville den slags dilettanteri, som jeg har skitseret ovenfor, formentlig være blevet afvist af et kræsent kulturborgerskab.

Men København er ikke normen. København er undtagelsen. Jeg er ikke tilfreds.