Knyt sylten, græskarfjæs!

 

Af Christian Egander Skov

Da jeg var barn fandtes Halloween ikke. (Og så var skovsnegle sorte, overvej lige det!)

Ikke herhjemme i hvert fald. I Amerika naturligvis. Men det var på samme måde, som der findes Dala-heste i Sverige og edderkopper i juletræet i Ukraine. Det var noget fremmed, næsten folkloristisk, som var med til at give Amerika sin særlige karakter. Fint med det. Vi elsker jo den brogede verden.

Men så gik det galt. Jeg tror det var i starten af 00’erne, at dæmningen bristede, og først legetøjsbutikkerne og siden detailhandlen i almindelighed gav Halloween indfødsret.

Dengang blev det stadig opfattet som noget fremmed og pjattet. Noget man ikke kunne tage alvorligt. Ligesom Fars Dag eller Første Maj. Et udslag af uheldig udenlandsk indflydelse og globalisering. Forbrugersamfundets svar på FisFis og de marokkanske dansetyve.

Men langsomt sev det altså ind: Pynten, udklædningerne, det mådeligt oversatte ”Slik eller ballade” (så vælger jeg ballade og prygl) og naturligvis de forbandede græskar.

Det gyselige kæmpegræskar er skudt frem overalt i danske parcelhuskvarterer som en slags eksem, der understreger svækkelsen i vores kulturelle immunforsvar. I sig selv kan det nu være ganske hyggeligt, men de repræsenterer den kulturelle kolonisering af vores tilværelse. Knæfaldet.

Langt mere end de uhyggelige tænder, som krea-kvinder af enhver slags skærer i kørbissen, er dette kilden til den egentlige uhygge, når man sådan slentrer rundt i Amaryllisvænget ved aftentide.

Hvordan kunne det ske?

Ifølge Irving Kristol skulle Hannah Arendt have sagt, at alle civilisationer i hver generation invaderes af barbarer. Vi kalder dem børn. (Ja, jeg behøver ikke forklarer det yderligere). Hver generation står vi altså over for valget, om vi vil lade det hele flyde eller om vi vil gøre den møjsommelige indsats, det er, at integrere disse barbarer i vores samfund.

Indtil for nyligt har vi foretrukket det sidste. Det er tiden løbet fra. I dag lader vi som de forskræmte vestromere i folkevandringstiden, der for at sikre sig giftede sig ind i de germanske adelsslægter, barbarerne sætte kursen. Du godeste, vi skulle jo helst blive venner med vores børn!

I det kulturelle klima, kan vi naturligvis ikke stille noget op, når der fra forbrugersamfundets fremskudte bastioner prædikes en ny tradition, der bekvemt nok vil øge omsætningen. Her må vi nikke, neje og skrabe og købe det Frankenstein-kostume. Ja, og være åben, ej at forglemme.

Nu jeg tænker over det. Da jeg gik i børnehave skar vi faktisk roelygter. Det vil sige, det gjorde pædagogerne, for der var ingen, der mente, at det var en god idé, at femårige skulle betjene skarpe knive. Det kan være, at det var i forbindelse med Halloween. Måske. Det kan jeg da ikke huske.

Roelygter er en ældre dansk tradition, som generelt har hørt senefteråret til. Mon ikke dets historiske rødder er de samme som de halloweenske græskarlygter. Uanset hvad hører det fortiden til.

Nu står den på græskar.

Det er der nok ikke noget at gøre ved. Ikke andet end på egne vegne at afsondre sig fra nybruddet, sende de tiggende unger bort og bede dem komme tilbage til Fastelavn og så i øvrigt bede de storsmilende, hoverende amerikanske græskarfjæs om at knytte sylten.


Christian Egander Skover ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.