Kampen imod den danske alkoholkultur er misforstået!

Af Kuzma Pavlov

Med mellemrum dukker debatten om unge danskeres alkoholvaner op i medierne. Senest rejste det en del debat, at unge islændinge stort set er holdt op med at drikke alkohol og ryge tobak efter en omfattende indsats fra den islandske regering.

Mange bekymrede danskere mener, Danmark bør have lignende tiltag for at sætte en stopper for drukkulturen. Som gammel bartender i en af Københavns travleste natklubgader forstår jeg til fulde bekymringen. Det er sørgeligt at se de horder af mennesker, der er så sanseløst berusede, at de hverken kan stå oprejst eller gøre rede for, hvor de befinder sig. Folks opførsel svinger fra uværdig til tåkrummende pinlig. Synet gentager sig hver eneste weekend og bekræfter mig i, at forargelsen over min generations alkoholvaner er helt på sin plads.

Ikke hvor meget, men hvordan

Alligevel kan jeg ikke undgå at tænke, at vi retter vores skyts det forkerte sted hen. Måske ligger det sande problem ikke i, hvor meget vi drikker. Måske ligger det snarere i den måde, vi drikker på. Når min generation går i byen, gør den det ikke for at være sig selv og slappe af. Den gør det for at være en anden, end man er. Man skal se lækker ud og gerne have dyrt mærkevaretøj på. Man skal være den smarteste og den mest charmerende i rummet. Det er man ikke, hvis håret sidder dårligt, så med jævne mellemrum må man forlade selskabet for at sætte det påny. Musikken skal være så høj, at man ikke kan tale sammen. Så kan man nemlig bruge tiden på at hælde drikkelse i sig. Det er en fordel, for målet fra morgenstunden har været, at man skal drikke sig sanseløst beruset. Og mens man drikker sig i fordærv, skal man stråle af selvsikkerhed, så alle i klubben kan se, man er en stor kanon.

Drukkulturen er en naturlig fortsættelse af det moderne selviscenesættende projekt, som handler om at være noget for sig selv, tænke mest på sig selv og score sig selv. Man skal have flest likes på Facebook, flest matches på Tinder og kun perfekte billeder af sig selv på sin Instagram. Uanset hvordan ens liv er, skal man altid over for omverdenen signalere, at det hele går som smurt. Og det alter ego, man har skabt sig, tager man med sig i byen.

Løsningen er værtshuse

Men sådan behøver en bytur jo ikke være. Alkohol er jo ikke lig med fest på tvivlsomme steder til den lyse morgen. Et værtshus er den diametrale modsætning til den moderne selviscenesættelse. Her tager man hen med nogle gode venner, drikker en kold øl og ryger et stykke tobak. Man taler om livet, om Nationalbankens rente eller om Andreas Christensens horribelt lave bedømmelse i Fifa 18. Man er der for hinanden, deler sit liv og sine bekymringer med ens nære. Man er ingen stor kanon. Man er sig selv og kan for en stund glemme sit alter ego.

Det er da klart, at det ikke forlænger ens liv at drikke øl og ryge tobak på et værtshus, men med mindre man påtænker at slå Metuzalems aldersrekord, gør det nok heller ikke så meget. Samvær over en pilsner er opbyggeligt og nærværende på en måde, som de sjæleløse natklubber ikke kan måle sig med. Alkohol er ikke i sig selv synderen. Det er tobak for den sags skyld heller ikke. Begge dele kan skabe nærvær, bekendtskaber og hyggelige stunder. Måske skal vi holde op med at tale om alkohol som en ensidig størrelse og gøre det hele op i genstande.

Måske skal vi have mere fokus på, at det reelle problem ikke er, at at du bruger din aften på at drikke nogle genstande i stedet for at sidde derhjemme og se tv. Problemet stikker langt dybere end det. Der er forskel på alkoholkultur og drukkultur. Alkoholkulturen har vi altid haft i Danmark. Det er drukkulturen, vi er bekymrede for, når vi taler om min generations alkoholvaner.


Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Bloggens fokus vil derfor spænde bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!