Historien om Danmark: Som man behager

Af Anders Orris

Der ses en mand på fjernsynsskærmen. Han er situeret to steder: I en dramatiseret fortid og i et nu. De to situationer har mindst en ting til fælles: Der er påfaldende mange kvinder, kulturradikale og venstreorienterede til stede. På snurrig vis er manden på fjernsynsskærmen også situeret i et krydsfelt på anden vis. Han gestaltede nemlig Jens Otto Krag i dramaserien Krøniken, som selvsamme fjernsynskanal viste for omtrent et årti siden. Denne Jens Otto Krag er igen allestedsnærværende, for den historiske figur Jens Otto Krag, den nye, dramatiserede Jens Otto Krag og Jens Otto Krags ihærdige biografist er meget sigende alle til stede i dette Historien om Danmarks sidste afsnit, beskrivende perioden fra cirka 1940 til et underligt fastsat endepunkt, først i 1990’erne.

På sin vis er det ikke rimeligt at anmelde en fjernsynsudsendelse ved at begynde med at pege på de tomme stole. Den-og-den var der ikke, man-kunne-også osv. Imidlertid kan intet ligevægtigt menneske, og slet ikke nogen ligevægtig faghistoriker, gøre gode miner til slet spil og slå fast, at det var da vel nok nydeligt: Manden på fjernsynsskærmen taler pænt, dog har han svært ved at få sagt af og ved i stedet for på, men det er jo en folkesygdom, og hvor ser det flot ud med den blanke Ferguson og den blanke Folkevogn. Hvor ligner parcelhuskvarteret dog godt, det brune tøj er udsøgt, det er en fin rød Opel Kadett C, vandet ved B&W er knaldblåt og så ryger og drikker fagforeningspamperne tilmed. Den gestaltede fremtidens Jens Otto Krag stopper også lidt kejthåndet sin pibe, medens han sidder der på kontoret og udstrækker sin administrative og politiske omsorg for det danske folks velbefindende. Altså: Som det faktisk var.

Næsten. Et ”k” kunne nemlig ikke overleve til 2017. Det er kommunisterne, så de må have oprejsning. Det kræver en nærmest skizofren skildring og indstilling, for på den ene side udbreder fjernsynsudsendelsen sig om det glædelige ved, at de vestallierede, i form af briterne, befriede Danmark, i stedet for Sovjetunionen, men omvendt heroiseres en i øvrigt perifer figur som fruentimmeret Inger Merete Nordentoft ud over al rimelighed, til trods for hun antageligvis var en af dem, der gerne havde set Danmark, ikke blot befriet af Sovjetunionen, men – som kommunister gjorde det på den tid – også styret derfra. Vi får i hvert fald ikke med, at det parti, Nordentoft repræsenterede i en årrække, ville omstyrte folkestyret med vold. Dog var hun så god ved børn. Valget af Inger Merete Nordentoft som prisme afslører dels en anløben, men sejlivet kommunist-/kommunismeapologetik, dels et utvetydigt 2017-anliggende ift. rødstrømperi og børns (ødelagte) opvækstvilkår.

Nuets fruentimmere på fjernsynsskærmen gestikulerer frenetisk, det har de sikkert lært på et bekosteligt kursus, Bo Lidegaard kan heller ikke lade være, og sådan sidder de og snakker og snakker, dog sjældent længere end 30 eller 45 sekunder, længere kan børn mellem 6 og 56 jo efterhånden ikke koncentrere sig, og så får vi den grundlæggende pointe serveret: Historien står nu i det nære ikke engang mellem det gode og de onde, tilstede her er kun de gode. De svages beskyttere, kvindernes frigørere, dem der vovede nyt og rev det gamle ned. Midt i det hele står dén flerdimensionelle Jens Otto Krag, eftertiden har udråbt til visionær, men som datidens vidnesbyrd snarere udlægger som en distanceret teknokrat og enspænder med sammenknebne øjne og et noget dubiøst forhold til — kvinder.

Man slipper for at besværlige tredjemænd jamrer sig over, at nogle udlægges som de onde, for det er så nemt: De er der ikke engang. Der er ingen nationalt sindede frihedskæmpere af typen Jørgen Kieler, som det officielle Danmark forsømte at tildele Elefantordenen, før han sagde farvel. Der er ingen borgerlige, der protesterer mod velfærdsdemokratiet. Det var ikke nødvendigt at finde nogen til at gestalte stovte Erik Eriksen, der jo forresten gav landet en ny Grundlov sammen med Kong Frederik IX, som også blev vejet og fundet for let. Mogens Glistrup sletter man med et pennestrøg. Erhard Jacobsen ligeså. Rabulister, klamphuggere og landsbytosser. Poul Schlüter får vi ikke et billede af, vi ser kun, at hans politik drev folk fra hus og hjem, men indrømmes må det da, at han bragte orden på de offentlige finanser. Udlændingeloven af 1983, det måske mest skæbnesvangre fikspunkt for den nyeste Danmarkshistorie og bagtæppe for en fremragende dokumentarudsendelse i fem afsnit vist af Danmarks Radio for år tilbage, er også skrevet ud af historien. Den betyder ikke noget.

Historien om Danmark slutter med fad, men tidstypisk behagesyge, forsikringer om at tilhøre den bedste af alle samfundsmodeller, tilsat en suffisant påstand om at den indre modstand kvaltes og i dag udrenses med velfærdsdemokratiets terapeutiske foranstaltninger. En af disse foranstaltninger går under navnet Danmarks Radio. Måtte den snart miste sin magt.


Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet og redaktør ved tidsskriftet Replique.