Historien om Danmark: Hil dig, Stauning og forsoner!

Af Christian Egander Skov

Historien om Danmark nærmer sig sin afslutning – bare rolig jeg taler naturligvis om serien på Danmarks Radio og ikke Danmarks saga i det hele taget. Det næstsidste afsnit, der netop i skrivende stund er rullet over skærmen, skulle dække perioden fra systemskiftet op til midten af Anden Verdenskrig. Det gjorde det ikke uden væsentlige problemer.

Som altid var der naturligvis tale om en flot fremstilling af Danmarks historie, som vi bør være Danmarks Radio taknemmelige for. Men lad det være sagt med det samme. Det var et afsnit, der næsten gabte sine kæber af led i forsøget på gabe over det hele.

Den store fortælling var ligesom i seneste afsnit demokratiseringen af Danmark. I sagens natur måtte man dog også kaste mere end et forsigtigt sideblik til denne periodes to verdensbegivenheder, nemlig Første og Anden Verdenskrig. Dertil kommer så, at seriens forfattere havde truffet det valg, at vi også skulle følge Marie Christensens kamp for tyendes vilkår, samt – mere mærkværdigt – høre en hel masse om barnemordersken Dagmar Overbye.

Jovist historien om Overbye taler til følelserne og fremkalder reaktioner. Den er isoleret set godt TV. Men denne anmelder kunne ikke ryste fornemmelsen af sig, at den lange dvælen ved dette umenneskes misgerninger var et udslag af effektjageri. Man har vel villet bruge historien til at sige noget om forholdene for kvinder generelt, men det er mere end uklart, i hvilket omfang vi kan sige noget generelt ud fra denne lille kulørte tragedie.

Et par gode ting

Der var mange ting, der fungerede udmærket i afsnittet. Det er helt rimeligt at gøre demokratiseringen af samfundet til omdrejningspunktet for en beskrivelse af denne periode. Også selvom det ikke blev gjort særlig elegant. Ligeledes er det mere end rimeligt at fortælle en historie, der tildeler Det kgl. Danske Socialdemokrati en hovedrolle. Ved valget i 1935 fik partiet 46 procent af stemmerne!

Stauning var sin tids Estrup, og i modsætning til den rigtige Estrup fik Stauning, hvad der tilkom ham. Perioden var ikke blot den vælgermæssige kulmination for Socialdemokratiet, men jo også blot begyndelsen på en særegen – og afsluttet – epoke i Danmarks historie, hvor Socialdemokratiet omskabte Danmark i sit billede.

Det fortjener også ros, at serien huskede de danske sønderjyder, der måtte kæmpe i tysk uniform under Første Verdenskrig. Så glemmer vi næsten, at den har glemt Sønderjylland i de første ca. 1000 år af landets historie. Ligeledes må man fremhæve det som positivt, at afsnittet i hvert fald havde en ambition om at formidle den komplicerede historie om grænsedragningen i Sønderjylland efter krigen, samt dens endnu mere komplicerede efterspil i form af Påskekrisen.

Jovist, der mangler nuancer, og man kunne nok sætte mere end en finger på tendensen i skildringen ( f.eks. at Det Radikale Venstre jo ikke blot var afvisende over at få mere af Sønderjylland tilbage til Danmark, men også i årene op til havde stået for en nationalt set meget betænkelig politik i forhold til Danmarks krav på Slesvig og støtten til den danske majoritetsbefolkning i det tabte land.)

Men lad det nu alt sammen ligge. For det blegner ved siden af afsnittets egentlige problem: Det var grundlæggende fejldisponeret. Den megen snak om kvinder og tyende og journalisten Pia Friis Laneths uendeligt mange interventioner betød, at behandlingen af den politiske, økonomiske og åndshistoriske udvikling i mellemkrigstiden blev uhyre overfladisk. 1920’erne var (bortset fra nogle kvinder i korte kjoler) forsvundet ned i glemslens mørke. Det samme gjaldt hele den glødende debat om folkestyrets krise i 1930’erne, som man ellers skulle mene, måtte stå centralt i Historien om Danmark.

Velfærdsstaten på uindbudt visit

Det værste var uden tvivl, at velfærdsstaten kom på uindbudt besøg adskillige gange. Desværre godt hjulpet på vej af nogle af de talende hoveder, der burde vide bedre.

F.eks. erfarede vi, at reguleringspolitikken under Første Verdenskrig var en slags forløber for velfærdsstaten. Senere var det så Kanslergadeforliget i 1933, der var forløberen for velfærdsstaten. Nu kunne man nemlig modtage offentlig hjælp uden at miste sin stemmeret. At dette også var muligt – og reglen – før, var der ingen der bekymrede sig om at fortælle.

Sandheden er, at velfærdsstaten var utænkelig såvel under Første Verdenskrig som for Kanslergadeforligets parter. I virkeligheden var Danmark langt ind i 1960’erne et superliberalt lavskatteland. Velfærdsstaten hører kort sagt en senere tid til.

Kanslergadeforliget skal forstås som dels en måde i en ophedet situation, hvor landbruget var i krise og en storkonflikt truede på arbejdsmarkedet, at løse et presserende problem fra det politiske systems side. I bredere forstand blev det en opvisning i parlamentarisk handlekraft. Kanslergadeforliget skabte ikke grunden for en velfærdsstat – faktisk var det vel bønderne og Venstre, der fik mest ud af det – men det viste, at det parlamentariske demokrati ikke var sklerotisk, som tidens diktaturapologeter hævdede.

Den historie kunne Historien om Danmark ikke fortællte, fordi den ikke fortalte os om kampen mellem demokrati og diktatur i mellemkrigstiden. Den var blevet fortrængt af en traditionel såkaldt arbejderhistorisk fortælling, der ledte tankerne hen på en eller anden glittet brochure fra Arbejdermuseet.

Danmark for folket

Reguleringspolitikken under Første Verdenskrig handlede endnu mindre om velfærdsstaten og pegede endnu mindre frem mod den.

Derimod pegede den frem mod en større statslig rolle i økonomien. Det vil sige i retning af planøkonomi og korporatisme. Reguleringspolitikkens succes betød ligesom erfaringerne med den statsstyrede krigsøkonomi i andre lande, at laissez faire kapitalismen fik et skud for boven. Reguleringspolitikken pegede altså i retning af et alternativ til det bestående økonomiske system. Heri lå dens radikale potentiale. Og det er den interessante historie: I hele resten af perioden blev planøkonomi for mange et stærkt positivt ladet begreb, og det var en almindelig antagelse, at det borgerlige samfund med den private ejendomsret og liberalt demokrati ville lide en stille – eller knap så stille – død.

Den historie kan Historien om Danmark heller ikke fortælle. Det perspektiv er slet ikke til stede, fordi man vælger at opfatte perioden som en slags forhistorie til velfærdsstaten. Det krisefyldte årti 30’erne bliver fremstillet som noget, der minder om en reklamefilm for et for længst svundet Danmark. Borte er konflikterne. I stedet idel glæde, fremskridt og samling om kongen og folkestyret. Man forledes til at tro, at Socialdemokratiet har skabt velstand. Men nej, Danmark var også før Stauning et af verdens rigeste lande (først i den socialdemokratiske epoke gik det tilbage)

Vi bliver slet ikke bliver i stand til at forstå, ja bliver end ikke introduceret til den ideologiske kamp mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet i 1920’erne og 1930’erne, ja faktisk er det som om, det borgerlige Danmark slet ikke eksisterede.

Og således blev 50 procent af landets befolkning skrevet ud af Historien om Danmark.

Men det er nok OK, når bare de ikke er kvinder.


Christian Egander Skover ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.