Fra petro-dollar til petro-yuan: Wall Street-imperiets kollaps?

Den finansielle verdensorden er under forandring. Magten glider langsomt USA af hænde som følge af årtiers afindustrialisering og Wall Streets kasinokapitalisme. I kulissen skabes der alternativer, iværksat af nationer med klare industrialiserings- og udviklingsambitioner. Månedens kronikør tegner et aktuelt perspektiv på udviklingen.

Af Bjørn Rasmussen

Det nuværende pengevæsen har sit ud­spring i de allieredes topmøde i Bretton Woods i 1944. Det er et finansvæsen, hvor dolla­ren blev til verdens reservevaluta, idet USA kom ud af verdenskrigen som en rig industrination. Rig fordi USA i begyndelsen var neutral og guld og fordringer strømmede ind fra de krigsførende nationer – hvoraf myten om at krig er godt for økonomien opstod. I 1944, da krigen nærmede sig sin ende, og USA var blevet verdensmagt, aftalte de allierede at dollaren, som var guldindløselig i forholdet 35 dollar per ounce guld (1 ounce = 31.1 gram), skulle være kernen i et nyt finansvæsen, som de andre af den første verdens valutaer skulle bindes til i et fastkursforhold.

Valutakrise og petro-dollar

Op gennem tresserne steg de amerikanske statsbudget- og handelsbalanceunderskud som følge af Vietnamkrigen og and-et, meningsløst forbrug. USA’s nye allierede havde genopbygget deres produktivkraft, og de udkonkurrerede amerikansk industri på flere kerneområder som stål og automobiler, og dollaren burde have været devalueret for at udligne USA’s fald i relativ produktivkraft. Dollar-væsenet begyndte at vise sine svagheder. De europæiske lande og Japan samlede store mængder af fordringer mod det og begyndte at presse USA til en valutarisk reform, som bankverdenen modsatte sig for at undgå spekulative tab.

 

Den mest spektakulære demonstration af reformkravet satte Frankrigs daværende præsident Charles De Gaulle i scene, da Frankrig i 1968 sejlede et fragtskib, ledsaget af et krigsskib, til New York for at indfri Frankrigs fordringer i overensstemmelse med Bretton Woods-aftalen og det i rent guld til den politisk bestemte kurs, dvs. 35 $ pr. ounce. USA’s centralbanks New York-filial havde guldet, som de brugte tre uger på at laste, men der var tale om et stort dræn på beholdningerne. Imens afviste Sydafrika at sælge guld til 35 $ pr. ounce, men gik til gengæld i forhandling med Frankrig om at skabe et reformeret, men fortsat guldbaseret Bretton Woods-system.

Den uafhængige sydafrikanske stillingtagen blev knækket med sanktioner, mens De Gaulle mistede kontrollen over begivenhederne som følge af omfattende spekulative angreb på det franske finansvæsen og voldsomme studenteroprør.

Guldhandelsindskrænkningerne, som skulle beskytte Bretton-Woods-systemet, førte til den guldsmugling som indledningsvis tematiseres i James Bond-filmen Goldfinger fra 1964, hvor den grimme guldsmugler køber guld i London til den politisk fastsatte pris på 35 $ pr. ounce og ulovligt udfører det og sælger det i Schweiz – på verdensmarkedet – med fortjeneste. I 1971 ophævede USA’s præsident Richard Nixon dollarens guldindløselighed, hvorved dens værdi blev en abstraktion, og den raslede ned i kurs. I 1973 tillod USA fri omsætning af guld. Men i 1973 skabte et olieprischok – angiveligt efter et kunstigt forløb – en olieprisstigning på 400% på få måneder, og ud af forløbet kom det, Henry Kissinger kaldte petro-dollaren.

Verden behøvede olie og Washington aftalte med OPEC, at de olieproducerende lande fik mere for olien, men til gengæld ville afslå fra at modtage andet end dollar for olien. Der var dermed skabt en ny efterspørgsel efter dollaren, som snart steg i kurs overfor den vesttyske D-mark og japanske yen. Finansdisciplin i USA var blevet uvigtig. Hele verden måtte købe dollar for at forsyne sig med energi. Wall Street-bankerne svømmede i penge fra alverdens dollar-konti, som de forvaltede. Dollar-kasinoet var åbnet og hele verden blev flået af det. USA importerer i dag langt flere varer end de eksporterer – skibene sejler fulde til USA og næsten tomme derfra – og utallige europæiske virksomheder er blevet opkøbt af amerikanske kapitalfonde for penge fra dollar-kasinoet.

Petro-dollaren er et pudsigt fænomen, for nu at sige det mildt. Den høje dollarkurs har lukket store dele af de amerikanske fremstillingserhverv, mens finansinstitutionerne på Wall Street har fået større magt end stater. Samtidig er USA gået fra at være verdens fabrik og långiver til at være verdens største skyldner og forbruger. Denne forvandling er ikke sket uden indre spændinger, der bl.a. har ført til valget af Donald Trump, som også udgjorde den amerikanske menigmands protestvalg mod Wall Streets magt.

Kasinoets amokløb

Wall Street brugte sin magt på at blæse den ene spekulative boble op efter den anden. I stedet for at lede kreditlinjen til renoveringsmoden amerikansk infrastruktur og fremstillingsvirksomhed, blæste de efter bankredningerne i 2008 endnu en megaboble op i aktiemarkedet, hvor prisen for en krones overskud (P/E) nu ligger over niveauet i 1929 og næsten på højde med IT-boblens top. Store selskaber optager lån for at købe deres egne aktier – og pumper dermed aktiekurserne op – mens myten om en økonomisk genopblomstring propageres af de korporative medier. I Danmark advarer bankerne nu selv mod en boligboble i København.

Imens tjener den gennemsnitlige amerikanske familie i reale priser (inflationskorrigeret med den officielle inflationsrate) nogenlunde det samme i dag, som den gjorde sidst i firserne. Husprisernes himmelflugt er dog ikke medregnet i de officielle inflationstal. De faldende reale indkomster er blevet udlignet af øget privat låntagning, som er på et historisk højdepunkt, mens den amerikanske statsgæld har rundet ubegribelige 20.000.000.000.000 $ og fortsat er hastigt stigende.

Status er at den amerikanske industri i dag ligger i udlandet. Tilbage er en ”service-økonomi”, hvor prekariatet må have flere deltidsjobs for blot at få betalt terminerne og huslejen. Den eneste faktor som forhindrer et dollar-kollaps er den militære magt og  statsundergravende NGO’er. Så længe andre verdensdele skiftevis kom i krise, var der intet alternativ til at købe flere amerikanske statsobligationer. USA kunne trykke dollar efter forgodtbefindende, med værdien sikret af jagerfly og tanks, finansierede af og rettet mod de lande, som ville opbygge et alternativ. Irak begyndte som den første udbryder i 2002 at modtage euro for sin olie. Iran tog fra 2007 først mod euro og senere guld. Rusland skiftede i 2008 afregningen på Sankt Peterborgs råvarebørs fra dollar til rubler, hvorefter hundredetusindevis af liberale demonstranter gik på gaden i et forsøg på at vælte styret. Og Libyen hvervede i 2010 i Den Afrikanske Union for at Afrikas nationer kun skulle sælge råvarer for guld.

Den nye økonomiske silkevej

Store folkerige udviklingslande har ført en industrialiseringsstrategi uafhængigt af vestens finanskapitalisme – eller rettere laissez faire-kapitalisme – og den har ført til dannelsen af økonomiske og politiske strukturer uden for vestlig indflydelse. Kina er kommet langt med industrialiseringen de sidste fire årtier og begynder nu at ville udbrede sin industrialiseringsstrategi til landene omkring sig i Fjernøsten. På et topmøde i Kasakhstan i 2013 bekendtgjorde Kinas præsident Xi Jinping planerne om ”En vej, et Bælt” under slagordet ”Den nye økonomiske Silkevej”. Kun få i Vesten var opmærksomme. Men de forenede kinesiske og russiske bestræbelser – bl.a. virkeliggjort af diplomatiet i SCO, dvs. Shanghai Corporation Organisation – går ud på at binde det vældige eurasiske landmassiv og marked sammen med højhastighedstog, havne og energiledninger, endda på mindre end et årti med den nuværende fremdrift. Det økonomiske potentiale på det folkerige eurasiske kontinent vil langt overgå det gældsplagede og stagnerede Nordamerika med dets eurasiske brohoveder, EU og Japan. Hvad der indtil nu manglede i deres planer var den finansielle uafhængighed fra det amerikanske finansvæsen og sikkerhed mod sanktioner.

Den gulddækkede ”petro-yuan”

Det har været en kendt hemmelighed i årevis, at Kina og Rusland opkøbte enorme mængder af guld overalt hvor de kunne skaffe det, også på Londons og New Yorks børser. Hvor meget og hvad strategien var med det står hen i det uvisse. Var det for at sprede deres centralbankers valutarisiko eller var det for at skabe tillid til deres valutaer? Nu vil vi måske ikke skulle vente så meget længere på svaret.

Kina meldte i foråret ud, at de i andet halvår 2017 vil lancere en guldindløselig yuan-oliekontrakt til handel på børsen i Shanghai og dermed udfordre dollarens monopol på kulbrintehandel. Hvis det udmeldte initiativ bliver til virkelighed, vil koblingen mellem enorme oliemængder og den beskedne guldmængde forskyde forholdet mellem prisen på olie og guld, dollar og yuan. Planen er – så vidt udmeldt – at Kina vil lade oliekontrakter handle i yuan på børsen i Shanghai. Disse kontrakter vil blive guldindløselige på den måde, at Kina for handelspartnerne vil lade yuan-fordringerne veksle til guldfordringer på New Yorks ædelmetalbørs. Guld-yuanen bliver i første omgang lavet, så det bliver amerikanerne som må skaffe guldet, der skal dække yuan-olie-futurene, mens Kina kan slippe af ned nogle af sine mange dollar.

Et lille regneeksempel belyser, hvor store forskydninger dette initiativ kan føre til: Med en oliepris på 50 $ pr. tønde og en guldpris på 1300 $ pr. ounce udløser en ounce guld 26 tønder olie eller en tønde olie koster 1,196 gram guld. Dette kan meget vel være en uholdbar lav købekraft for guldet, for mængden af olie som går til Kina er enorm: 8 mio. tønder om dagen. Alene Saudi Arabien sælger 1 mio. tønder til Kina om dagen. Hvis blot saudierne beslutter sig for at tage yuan for olie og guld for yuan, skal saudierne have 38.462 ounce om dagen, svarende til 437 ton om året – og saudierne er som bekendt ikke de eneste olieproducenter. Produktionen fra miner og genbrug skaber omkring 3.000 ton guld om året. Læg dertil, hvis OPEC-medlemmerne vil veksle nogle af deres dollar-fordringer til guld for at beskytte sig mod geopolitiske risici som de sanktioner, Qatar for nylig blev udsat for. Buddene på guld kunne komme til at stige betragteligt i såvel dollar som yuan. Papirpengene ville altså blive devaluerede over for guldet. På hvilket leje priserne stabiliserer sig, står hen i det uvisse, men skelsættende forandringer kan være under optræk.

Forbindelsen mellem olieprisen og guldet kan være Kinas første træk til at genindføre guldindløselige penge i hele verden. Devalueringen af Dollaren ville så forårsage USA alvorlige økonomiske problemer – bl.a. dyrtider og importproblemer, hvis alverdens mange dollar ”vender hjem”. Mulighederne for at manipulere markederne og priserne vil glide Wall Streets finanskartel af hænde, hvis det geopolitiske magtcentrum flytter fra Nordamerika til Asien. Vil USA i så fald lade sin magt og rigdom smuldre eller reagere med hård magt? Er sommerens mærkværdige påsejlinger af destroyerne USS John McCain og USS Fitzgerald med 17 døde amerikanske søfolk til følge – og Nordkoreas raketaffyringer – i virkeligheden en kinesisk opklaring af USA’s militære styrke; altså militær forberedelse på en verdensomspændende finansiel, økonomisk og politisk forvandling?

Vi kan endnu kun gisne om, hvorvidt kineserne virkeliggør de udmeldte planer om den guldindløselige petro-yuan eller om det forbliver en prøveballon? Men det er nu en åben mulighed, at kommende historikere vil skrive, at dollar-imperiets æra varede fra 1944 til 2017/2018. Og har Danmark forberedt sig på dette mulige verdenshistoriske og skæbnesvangre ombrud?

Bjørn Rasmussen er civiløkonom.