Den tabte sommer

af Louis Kevin Nordal Hansen

På ryggen mod det stikkende græs har jeg udsigt til lyseblå himmel, grønne plæner omkring mig og for neden en lille å med stille vand, der spejler med yndefuld glans i solens blændende lys . Vandet løber lydløst over de glatte sten og ledes ubemærket frem til den blanke sø. Et åndehul her i den travle by, omringet af forretningernes foretagsomhed, bilernes røg og industrihavnens kolde facade.

Bevæger man sig gennem parken er det som at bevidne et lysegrønt betagende bølgelandskab. Træerne står sporadiske i den bakkede bøgehave, men ser man op, dannes ubrydelige tætninger af blanke kroner. Jeg dufter til solens varme og plænerne omkring mig, imens vinden lader blade og grene svæve roligt. De hvisker i mine ører og vugger mig i søvn.

I den nære baggrund anes gule murstensbygninger. De danner et fæstningsværk omkring denne evige have, hvor jeg har nydt min ungdom. Op ad de gule mursten kravler grønne vedbend, der tvinger skønhed over formålsløs funktionalisme. Slyngplanter der rejser sig fra selve jorden, vikler sig om sten og beton og skaber forening mellem farver og materier. Det minder mig om naturens umådelige vilje og styrke.

Mindet om en kvinde

Det er ikke tilfældigt, at jeg i denne stund mindes en kvinde. Hendes bølgende, mørkeblonde hår havde en kaotisk dybde, der log sig kredse og flette om min hånd. Det vakte sig som et slør om et kærligt smil. Under de fine bryn fandtes der farverige øjne, der ejede den eventyrlige dybde, man gerne lader sig fortabe i. Forgyldte runer.

Jeg kan se hendes gamle værelse herfra. Et rum af gamle møbler, genstande og billeder fra fjerne lande. Et klædeskab iklædt alskens farver, fra loftet svævede tibetanske bede-flag. Under dem en antik stofsofa, hvorfra man kunne beskue søen i måneskinnet, de vajende trækroner i vinden under den klare stjernehimmel. En mild klang af gyngende klokker idet man bevægede sig frem og tilbage i det lille rum. En duft af røgelse og nedbrændte stearinlys, der strakte sig fra vinduskammen over møblerne og ind i klædeskabet. Hvad mon hun tænker på lige nu?

Jeg er lige ved at svimle bort i minderne, men vågner brat til de gyselige vinde, der gerne suser kort før efterårets stormvejr, og bladenes rødlige forfald, der varsler trænernes snarlige død. Solens varme afløses af bygeblæstens kolde regn og gråvejr. Årstiderne udtrykker den evige cyklus mellem storhed og forfald, og at intet varer evigt i denne verden.

Den fortabte ungdom

Tiden mellem somre, vintre, varme, kulde, farver og mørkning minder mig om, hvor vores civilisation er på vej hen. Vores unge hylder steriliseringen af arkitekturen, de genkender på én gang personlige forvirringer i abstrakte kunstværker og i det betonlagte bybillede. De spejler deres kolde ydre i de enorme glasbygninger, imens de bevæger sig igennem gadebilledet iklædt sort og hvidt, sådan som moden nu dikterer.

Ungdommen er som tomme hylstre, tomme bogreoler. Derfor dekorerer de deres hjem med svenske discountmøbler, der hverken rummer sjæl eller liv. Ungdommen har ingen ambitioner om at skabe et varigt eftermæle, og det reflekteres tydeligt i deres smag og valg. Ej at excellere som sjælelige mennesker. De er mere interesserede i statistik og nytte, som danner rammer om mening hos dem. De er så opslugte af rationaliteten, at de genbruger dens logos i den måde de lever, bor, studerer på, i deres forhold og bekendtskaber. Derfor ser vi, at de unge fravælger familie, bånd og børn. De er mere interesserede i chance, karriere og tykke tegnebøger.

Den tabte musikalitet

Jeg ser flere og flere unge kvinder, der gemmer sig bag et lag af skønhedsprodukter. En fjern facade som dyrkes og repeteres igennem de sociale medier i et omfang, at den næsten bliver virkelig. De sidder alene tilbage med forfærdede blikke uden retning. Materialistiske og selvoptagede. Dog fortabte. Teknologien har skabt flere erotiske dates end rolige aftner med fordybelse. Det betyder, at ungdommen er afskåret fra kontakten med litteraturen, sangskatten og dens vældige kiste af indsigter og erfaringer, der rummer noget lang mere værdifuldt end hurtige, uforpligtigende bekendtskaber.

Man kan tale om et kolossalt dannelsestab. Ungdommen forædles ikke længere op mod et højere mål. I stedet for at studere mesterværkerne og lytte til klassikerne, hengiver vor tids unge sig til primitiv larm og konstant beruselse. Hvorfor? Sproget er jo som bekendt værens hus, og det er igennem sproget vi anskuer vores verden. Hvordan skulle ungdommen kunne se de større meningerne, hvis de aldrig har været i kontakt med de store forfattere, der skriver om de højere mål? Derfor går de unge allerede i stå i puberteten, hvor eros melder sig. De mister musikaliteten i livet til fordel for den konstante søgen efter endnu en udløsning .

Den glemte ild

Jeg er selv barn af denne mørke tid. Jeg har set venner forsvinde ind i intetheden og ligegyldigheden, hvorfra man ej undslipper uden sjælelige ar. De er nu for evigt fængslede i deres små hjerner; fængslede af deres kolde hjerter, deres liv må altid følge de ensomme passager. De tror, at mennesker for altid vil være fremmede for hinanden, og at ingen rigtig kender hinanden . Det er en forfærdelig skæbne, som desværre rammer flere og flere unge.

Til jer der ønsker musik frem for larm, passion frem for pjat, glæde frem for nydelse, sjæl frem for mønt, skønhed frem for forretning: I finder intet hjem i denne moderne og trivielle verden. Er I så dømt til at vandre langs de ensomme passager? Forhåbentlig får vore tids unge nok af denne verden. De unge bør ikke forsøge at leve i en tid, som allerede er passeret. Vi kan nemlig ikke skrue tiden tilbage til de timer, hvor vores lunger var raske, vores blod varmt og vores kroppe unge. Vi kan ikke efterligne de gamle dage. Sommeren er forbi. Den er en glemt ild i evigheden. Men en tilsvarende ild kan rejse sig igen. Se hjem igen.

For inspiration takkes Kasper Støvring, Thomas Wolfe og Hermann Hesse.


Louis Kevin Nordal Hansen er cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet. Han har skrevet speciale om demokratisk overlevelse. Han har arbejdet i Udenrigsministeriet og som underviser ved Institut for Statskundskab. Louis stiller på aarsskriftet-critique.dk skarpt på de aktuelle problemstillinger i forbindelse med identitetspolitik, demokrati og udenrigspolitik.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!