Credo ut intelligam: et svar til Bøgh og Brorson

Af Jacob Munk

Hvis vi vil tale om Gud i en post-moderne tid, har vi et problem. Det problem er epistemologi. Hvordan skal jeg kunne vide noget om Gud, når der er en uoverstigelig kløft mellem dig og mig og mellem mig og verden? Enten må vi insistere på, at sandheden faktisk ikke er utilgængelig, eller også må vi alene tale om Gud som et forhold til den enkelte.

Det sidste svar har været attraktivt for teologer gennem det 20. århundrede. På den måde har man kunne give store indrømmelser til bibelkritikken, socialkonstruktivismen og post-modernismen men samtidig fastholde kristendommens relevans. Gud er jo den absolut Anden, som Barth lærte os, så når fornuften gang på gang skælver ved tanken om Gud, så lærer det os blot, at vi står i et absolut modsætningsforhold til Gud, vi arme syndere, overgivet til den totale relativitet som vi er.

En tanke lig denne ligger bag Bøgh og Brorsons kritik af Kristoffer Kruses apologetiske projekt, som den blev bragt i Kristeligt Dagblad den 4. oktober. Når Kruse med filosofien og naturvidenskaben forsøger at evaluere Guds eksistens og bibelens troværdighed, går han galt i byen ”For dermed lader han Gud blive målt med videnskabens målestok – og det kan Gud ikke. Gud lader nemlig ikke videnskaben bestemme virkeligheden. Den bestemmer Vorherre selv.”

Jeg tror de tager fejl. Nuvel, naturligvis er enhver teismes påstand, at Gud, og ikke videnskaben, er naturens skaber. Betyder det, at videnskaberne ikke kan give overbevisende, sandfærdige beskrivelser af virkeligheden? Naturligvis ikke. Min erfaring er da også, at de fleste dialektiske teologer i den grad lytter til videnskaben, blot skal vi holde Gud ude af denne ligning. Men er Gud ikke naturlovenes skaber? Giver vi ham netop ikke lov til at være Gud ved at betragte naturen og dens lovmæssigheder som hans suveræne skaberværk? Og hvis filosofien og videnskaberne leder os til at hævde en transcendental agens, skal det så ikke bare glæde os som teister?

Fra et eksistentielt perspektiv har Brorson og Bøghs argument i den grad sin berettigelse. For nu at dele lidt ud af min egen historie på dette punkt: da jeg for nogle år siden stiftede bekendtskab med de klassiske indicier for Guds eksistens, var det en kæmpe omvæltning for mig. For første gang i mit liv talte kristendommens forkyndelse ikke længere til mig som poesi fra fiktionens verden, men som en klar og alvorlig stemme fra virkelighedens inderste hjerte. Hvis Jesu genopstandelse skulle have nogen virkning på mig, måtte der være gode grunde til at tro, at den havde fundet sted, og at man meningsfuldt kunne tro på en Gud, som kunne virke den slags.

Men diskussionen er svær, og en livstid er slet ikke tilstrækkelig tid til at afgøre disse vanskelige spørgsmål. Skal vi da bare give agnostikerne ret og stille os til tåls med lykkelig uvidenhed? Men det er ikke et liv. Redningen blev for mig (som for så mange andre) at stifte bekendtskab med Søren Kierkegaards ”Afsluttende uvidenskabelig efterskrift”. Her opfordrer Kierkegaard mennesket til midt i al sin tvivl at vise mod til at træffe et valg: tro Kristus eller fornægt ham! Der er kun disse to muligheder.

Jeg tror. Men nu hvor jeg tror på Kristus, vil jeg gerne undersøge, forstå og diskutere. Det er vigtigt for mig, at min tro potentielt kan falsificeres, hvis den ikke holder. Når jeg taler om tro med ateister, muslimer, mormoner, Jehovas vidner etc., forventer jeg oprigtigt, at de ville være parate til at omstille deres overbevisninger, hvis deres argumenter skulle vise sig ikke at holde vand. Med mere sekteriske religiøse grupperinger er dette sjældent tilfældet, og jeg har endnu til gode at høre noget andet svar fra mormonske missionærer til mine kritiske spørgsmål end: ”vi har Helligåndens private vidnesbyrd.” Hvad vil Bøgh og Brorson svare hertil? Skal vi ikke sige et ord om, hvor langt mere historisk troværdige end Mormons Bog de fire kanoniske evangelier er? Det forekommer mig absurd.

Men indrømmet, virkeligheden er mere kompleks. Ikke kun min fornuft men mit hele menneske er involveret i min tro. Hvis jeg skulle blive ateist, ville det kræve stærke argumenter både af personlig og filosofisk karakter, lang tids bearbejdelse, sorg, tab af fællesskab, nye vaner, nyt studie og meget andet. Jeg opgiver ikke kristentroen, fordi jeg en dag møder et godt argument, jeg ikke på stående fod kan svare på. Jeg holder rigtig meget af T.S. Eliots skelnen fra ”Notes Towards the Definition of Culture”: vi skal være skeptikere, ikke pyrrhonister. En skeptiker kan udskyde afgørelsen og sige ”lad mig tænke over det”. Når argumenterne falder i en given retning, viser han da mod til at trodse sin tvivl og træffe et valg. Pyrrhonisten slår sig derimod til tåls med at leve i evig uvidenhed. Hans liv er derfor helt og aldeles meningsløst, han lever for intet, dør for intet, og hvor heroisk hans projekt end må have forekommet ham, er han intet mere end en kujon.

En løsning på det post-moderne problem findes i Anselms berømte udsagn: ”Neque enim quaero intelligere ut credam, sed credo ut intelligam”: jeg forstår ikke for at tro, men tror for at forstå. Vores tro bygger på noget dybere end relative argumenter, men den må altid føre til dybere indsigt. Der findes ikke noget sådant som et Gudsbevis, og det har Kruse aldrig hævdet, men der findes indicier både for og imod Guds eksistens, og dem skal vi tage seriøst og evaluere. Men vigtigere endnu er troen den hermeneutiske nøgle, vi bruger til at forstå al anden viden, som videnskaberne og filosofien tilbyder. Vi må derfor også stille dette ”bagvendt apologetiske” spørgsmål: giver kristendommen en bedre helhedsforståelse af verden end de andre muligheder? Bøgh og Brorson har jo ganske ret i, at døren til moderniteten for længst er lukket, og hvis deres projekt var at påpege, at apologetik altid bygger på forforståelse og ikke en ren, positivistisk metode, så havde de min fulde støtte. Men når de kritiserer apologetikken som sådan, endda helt uden bibelske eller filosofiske argumenter, må jeg erklære mig helt og aldeles uenig.

Men hvor havde det været godt, hvis Kruses apologetik kunne mødes med Bøgh og Brorsons postmoderne epistemologi i en nuanceret, eksistentiel og filosofisk rig diskussion af, hvad det vil sige at tro.


 

Jacob Munk er stud.mag. i Litteraturhistorie og Religionsvidenskab og har bl.a. udgivet akademiske artikler om tysk og engelsk romantisk poesi. På aarskriftet-critique.dk behandler han emner som politisk filosofi, luthersk teologi, betydningen af den fælleseuropæiske kulturelle arv, seksualmoral, poesi og kritisk samtidsanalyse med henblik på at forsvare traditionelle konservative værdiers gyldighed i det post-postmoderne samfund.