Frihed til at sidde i fængsel

Af Jon Eirik Lundberg

Blandt borgerlige er der opstået en splittelse i synet på det såkaldte ”burkaforbud”. Liberale stemmer mener man med et forbud ”ofrer frihedens principper” og ”begrænser friheden til at ytre sig”. Det er en mystisk vinkel på problemstillingen, alt den tid formålet med burkaen jo er at forhindre nogen i at ytre sig.

Det liberale standpunkt er, at enhver må klæde sig som de vil, og at forbuddet forhindrer dette. Men faktisk er det jo sådan at burkaen dækker over personens beklædning, og annullerer den frihed de liberale mener er truet af forbuddet. Så hvis man betragter beklædning som en ytring, og mener det at ytre sig på den måde er en frihed for alle, må man nødvendigvis være tilhænger af forbuddet mod burka.

Et andet ankepunkt handler om, at kvinder, der normalt skal gå i burka, vil blive holdt indespærret, hvis burkaen forbydes. Så meget for frivilligheden, altså. Hun skal på den en side være fri til at bære burka, men hvis dette forbydes bliver hun, som en følge af forbuddet, holdt indespærret i huset?

Dette argument understreger jo netop at ingen bære burka frivilligt. Den er påtvunget kvinden af en mand. Får han ikke påtvinge hende burkaen, bliver hun holdt inde i huset. Men det er jo ikke sådan at uden forbuddet er hun fri. Burkaen er husarresten i en mobil udgave. Hun er ikke klædt i et stykke tøj men i et hus. Hun bærer sin arrest på kroppen.

Er dette en ytring samfundet skal beskytte? Nej, det er det modsatte. Burkaen er et visuelt udtryk for at bæreren er nægtet adgang til det offentlige rum.

Liberale borgerlige fører værdikamp på ”retten til at bære burka”, selv om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har slået fast, at et forbud mod tildækningen er i overensstemmelse, og ikke i konflikt, med menneskerettighederne. Den liberale modstand mod forbuddet opponerer indirekte mod menneskerettighedernes højeste autoritet i verden – og gør det med henvisning til de selv samme menneskerettigheder. Man er måske blevet mere troende end paven?

Opposition mod Menneskerettighedsdomstolen i et forsvar for mænds ret til at holde kvinder i husarrest er altså, i nogles øjne, en liberal tilgang til spørgsmålet om individets frihed. Men kampen for frihedsrettighederne implicerer en afvisning af mænds mulighed for at holde deres koner i husarrest.

Det er ikke en statens utidige indblanding i privatlivet at forhindre denne form for undertrykkelse – andet kan man ikke med rimelighed kalde det – men et udtryk for at den drager omsorg for individets mulighed for at udfolde sig.



Jon Eirik Lundberg, (f. 1974) Cand. Mag. i filosofi fra Københavns Universitet, skribent og kunstformidler. Mit filosofiske omdrejningspunkt er den politiske frihed. Hvad er det der skaber den, hvad er der gået galt de gange den er gået tabt, hvordan kan man forstærke den og bringe den andre steder hen, hvor den er efterlyst.