Primærvalg i Alabama: Derfor har Trump mistet forbindelsen til sin base!

Af Thomas Gress

I løbet af i dag afholdes der i delstaten Alabama anden runde af republikanernes primærvalg, hvor der skal stemmes om hvem republikanerne vil opstille som kandidat til at overtage eks-senatoren, nu justitsminister, Jeff Sessions plads i senatet. Dagens sejrherre vil formentlig blive valgt ind i senatet til vinter. De to kandidater, hvoraf ingen fik over 50 pct. af stemmerne under første runde 15. august, hedder henholdsvis Luther Strange og Roy Moore. Hvad der har overrasket mange er, at Trump har valgt at give sin anbefaling til den af etablissementet foretrukne kandidat, Strange.

Valget er spændende, fordi udfaldet kan ende med at blive en advarsel til Trump. De samme vælgere, der sikrede Trump sin sensationelle sejr i fjor, er ikke nødvendigvis loyale Trump-støtter, men er derimod i højere grad loyale over for det budskab og den vision, man troede og stadig håber, at Trump står for. Dermed er det ikke selve personen Trump, der er usårlig – det er den politiske vision, han med succes gjorde sig til budbringer for, der er særlig kraftfuld. Trump er stadig meget populær i Alabama, men Trumps anbefaling af Strange syntes ikke at have påvirket meningsmålingerne synderligt.

Roy Moore – protestens stemme

Mens Trump har ført kampagne for Strange, har Moore kæmpet en hidtil sejrrig kamp mod sin langt mere velpolstrede modstander. Således fik Moore 39 pct. af stemmerne efter første runde mod Stranges 33 pct. De seneste meningsmålinger tyder på en komfortabel sejr til Moore senere i dag.

Strange blev af Alabamas guvernør udpeget til at overtage Sessions’ plads efter Sessions takkede ja til posten som justitsminister, og han nyder bred opbakning hos det republikanske etablissement. Det har lovet at poste henimod 65 mio. kr. i hans kampagne. Moore er derimod en berygtet kulturkriger, der vel at mærke fik et komfortabelt pluralitet af stemmerne under den første runde, men anses af bl.a. Mitch McConnell, leder af det republikanske flertal i senatet for at være en for upålidelig samarbejdspartner.

Moore blev særlig notorisk da han i 2003 lod en 2½ tons klippe, hvorpå de ti bud, foruden citater fra uafhængighedserklæringen, var indgraveret placere i foyeren i delstatens højesteret. Sagen endte hos en appeldomstol, hvor Moore blev påbudt at fjerne monumentet, hvilket han efterfølgende nægtede at gøre. Derpå blev han fjernet fra højesteretten, blot for at vende tilbage på ny i 2013.

Moore er en morsom fætter, den politisk korrektheds værste mareridt og en uddøende race. Han mener, at evolutionsteorien er vrøvl, at homoseksuel adfærd bør være ulovligt, samt at Islam er en falsk religion, der ikke bør nyde godt af ytringsfriheden. Han beklagede den tiltagende splittelse amerikanere imellem, og kaldte i den forbindelse asiatere og indianere for ”gule og hvide”. Der er meget at kritisere ved ham, men frygtløshed over for den politiske korrekthed i vores tidsalder må siges at være en tiltrængt dyd. Intet under, at det republikanske etablissement tager afstand fra ham.

Hvorfor støtter Trump parti-eliten?

Mens Strange nyder godt af etablissementets opbakning har stort set samtlige af Trumps kendistilhængere valgt at bakke Moore i stedet. Det gælder Steve Bannon, Nigel Farage, Sarah Palin og Sebastian Gorka, m.fl.

Det store spørgsmål er 1) hvorfor har Trump valgt at bakke McConnells foretrukne kandidat op? Og 2) hvorfor Trumps hidtidige loyale tilhængere har valgt at gå imod Trumps anbefaling.

Et vink herom er at spore i det citat, Steve Bannon kom med kort efter sin afsked med Det hvide Hus tilbage i august: ”The Trump Presidency that we fought for, and won, is over”.

Ser man på Moores holdninger, afspejler de et budskab og en vision, der er bedre i tråd med Trumps oprindelige kampagneløfter. Derfor var det oplagt, at Trump ville bakke Moore op.

Mens Moore mener, at USA bør tale »”agte og bære en stor kæp”, mener han også at USA’s krigslyst har taget overhånd, og at beslutningen om at føre krig skal føres tilbage til kongressen. Strange lovpriste derimod Trumps beslutning om at optrappe krigen i Afghanistan (der årligt koster godt 300 mia. kr.) – en beslutning, som bl.a. Bannon var modstander af, og som mange vælgere formentlig håbede, at Trump ikke ville træffe. Moore er indædt modstander af DACA (de facto amnesti til unge illegale), mens Strange har været påfaldende stille herom – hvilket vil sige, at han formentlig foretrækker amnesti til alle illegale, i tråd med etablissementets ønsker.

Trump mister forbindelsen til sine vælgere

Hvorfor har Trump så valgt at støtte Strange?

Som jeg ofte ynder at påpege, er Trump et intellektuelt tomrum. Her er jeg enig med redaktøren Peter Brimelow. Mens Trumps grundholdninger generelt bærer præg af at være politisk ukorrekte, betyder hans overfladiske emneindsigt, at han ofte er sårbar over for sine mere intellektuelt velpolstrede fjender – især dem i sit eget parti.

Trumps intellektuelle mangler gør ham sårbar over de partifæller, der ønsker at ignorere det essentielle i de løfter, med hvilke Trump sikrede sig sejren i fjor. Herfor har det også altid været af afgørende interesse, hvem der ville udgøre kernen i Trumps rådgiverkreds, og hvordan de interne magtkampe ville udmønte sig.

Hen over foråret rasede konflikten ifølge medier først imellem Bannon, der ofte lyder som en genkomst af palæokonservative Pat Buchanan og ”Javanka” – Jared og Ivanka, Trumps hhv. svigersøn og datter – siden nationalsikkerhedsrådgiveren General McMaster, der anbefalede en optrapning af indsatsen i Afghanistan – en anbefaling Trump som bekendt endte med at følge. Da Steve Bannon tog sin afsked var det endnu et søm i kisten for den dagsorden, mange vælgere håbede på, at Trump ville gennemføre.

I et interview i programmet 60 minutes forklarede Bannon efterfølgende, at Trumps (og hans) måske største fejl efter valgsejren var at slutte fred med etablissementet. Spørgsmålet er imidlertid, om der var nogen anden udvej?

Resultatet synes vi at se nu. Omkranset af personer med holdninger, der afspejler den klasse hvortil de hører, nemlig eliten, synes Trump i højere og højere grad at miste forbindelsen til den vælgerkerne, der banede vejen for hans sejr.

Først en kulsejlet sundhedsreform, manglende tilbagekaldelse af dekretet DACA, en optrapning af en formålsløs krig, og nu med forlydender om en skattereform, der vil sænke de øverste marginalskatter uden at modsvare disse ved at udhule de særlige skattefordele, der er målrettet de mest velstillede – som i øvrigt er Trumps mest indædte modstandere.

Trumps opbakning til Strange er blot endnu et symptom på fortrængningen af det intellektuelle ophav, uden hvilke #MAGA dagsordenen med sikkerhed ikke vil fuldendes.


Thomas Gress cand.polit fra Københavns Universitet, dansk-amerikaner, og er vokset såvel ”over-there” som herhjemme. Han har en brændende interesse for samfundsvidenskaben, amerikansk og europæisk historie, og bidrager med sit brede kendskab og interesse for amerikanske samfundsforhold og USA’s internationale rolle.