Konservativ Ungdom og fascismen

I anledning af det berømte 10. afsnit af Matador, hvor man ser Konservativ Ungdom marchere i uniform gennem Korsbæk, offentliggør jeg her et udklip af mit kapitel fra min afhandling Den nye Tid specifikt om KU og deres ideologiske position. Hvis man efter læsning når frem til, at det er spændende kan jeg anbefale at købe min bog om mellemkrigstidens konservatisme, der udkom sidste år. 

Konservativ Ungdom havde siden stiftelsen i 1904 stået på et stærkt nationalt, men også udpræget socialkonservativt grundlag.  Foreningens organisatoriske og ideologiske konsolidering havde fundet sted under Aage Kiddes og Christmas Møllers ledelse i årene 1911-1922 og fulgte oven på et opgør med den såkaldt højreradikale fløj under ledelse af Poul Jacobsen, som siden forsøgte lykken med Det Nye Højre.[1]

Da Christmas Møller blev politisk leder i 1928, var der stadig en nær forbindelse mellem ham og ungdomsorganisationen. Under en række formænd med rod i landbomiljøet betonede KU en opfattelse af politik som det muliges kunst samt troen på folkets lønlige konservatisme og uvilje mod hastige forandringer. Nykonservatismen var forblevet et akademisk fænomen.

KU afgrænsede sig endog eksplicit fra tidens højreradikale og fascistiske strømninger gennem en negativ fascismeretorik, der afviste disse bevægelsers revolutionære indstilling som udansk og opfattede deres æstetiske former, korpsdannelser og uniformering som ”vel meget mystiske”.[2]

I forbindelse med den almindelige nykonservative fremgang i slutningen af 1920’erne bevægede nye idéer sig fra studenterkonservatismen over i KU. Studenterforeningens Konservative havde bl.a. under ledelse af Carsten Raft ikke blot videreført en nykonservatisme i linjen efter Det Unge Danmark, men havde knyttet tætte forbindelser til den allerede radikaliserede svenske ungkonservatisme i Sveriges Nationella Ungdomsforbünd, SNU, der byggede på lundkonservatismens og Rudolf Kjelléns idéer. Det var også Carsten Raft, der på et møde i KU som repræsentant for S.O.S.-bevægelsen introducerede KU for de moderne agitationsformer, der havde slående lighed med dem, som man få år forinden havde afskrevet som vel meget mystiske. Fra valgåret 1932 skulle disse former i stadig højere grad komme til at tegne billedet af KU.[3]

Udviklingen tog fart i valgåret 1932. Ungkonservatismen ville genindtage det offentlige rum, som man mente, at Socialdemokratiet havde monopoliseret, hvilket næppe var helt forkert. Det skete med en markant fascistisk inspireret æstetik og et nyt, militant udtryk, der indebar march i tæt geled, grønne partifaner – som modsvar til socialismens røde – kampsange, marchtrommer og masseoptrin. Det var lagt an på at begejstre og forarge – og det virkede. En følge af kampen om byrummet blev spredt politisk gadevold ikke mindst i København. De derværende ungdomspolitiske foreninger af forskellige politisk observans oprettede særlige korps, der skulle agere mødeværn og eliteagitatorer.

Konservativ Ungdom kaldte sit Stormtropperne eller blot ST. Korpset var uniformeret i den forstand, at det som sine umiddelbare forbilleder hos de forskellige fascistiske og højreradikale bevægelser gik i ensartet påklædning af militært tilsnit: skjorte, skrårem, ridestøvler (hvis man da havde råd) og et grønt KU-armbind. DsU’s og ungkommunisterne havde allerede anlagt egentlige uniformer. I 1933 forsøgte Stormtropperne i København at gøre dem kunsten efter og indføre en egentlig uniform bestående af grøn skjorte med stiv flip, skrårem, sorte ridebukser og ridestøvler, men regeringens uniformsforbud få dage efter forhindrede denne uniforms udbredelse. Korpsene tjente et praktisk formål, ligesom agitationsformernes succes i vid udstrækning kan forklares på baggrund af deres succes. Alligevel kan formerne ikke forstås alene med henvisning til deres funktion, for der var sammenhæng mellem formel og ideologisk nyorientering. [4]

Stud.jur. Jack G. Westergaard (1908-1975) var den centrale ideologiske skikkelse i den ungkonservative nykonservatisme. Han var KU’s formand fra 1932 til 1936. Han havde rod i studenterkonservatismen og repræsenterede i udpræget grad en ny generation af mere radikale nykonservative, hvis kanter ikke var blevet afslebne i mødet med det daglige politisk-parlamentariske arbejde. I en principiel artikel om konservatismen i Det Nye Danmark havde han i 1931 således skrevet:

”I Virkeligheden er Sympati eller Antipati for lige og almindelig Valgret og Parlamentarisme et af de mest talende Vidnesbyrd om ens principielle Grundindstilling i Politik. Sympati for disse Foreteelser er Udtryk for en demokratisk Indstilling, Antipati for en konservativ Indstilling.”

Hans konservatisme var blevet farvet af miljøet i studenterkonservatismen, men stod måske særligt i gæld til Harald Nielsen, hvis bog Konservatisme fra 1925 han flittigt henviste til. Westergaards konservatismeopfattelse lå milevidt fra enhver situationel betragtning. Konservatismens kerne var, ifølge ham, udtryk for ”evige Sandheder – for en under alle Tider og Forhold gyldig Erkendelse, som uanset Skiften af ydre Former kan fastholdes uændret”. Den vigtigste af disse evige sandheder var ”Erkendelsen af Ulighedens Betydning og Værdi i alle Livets Forhold”.[5]

Denne markante accentuering af uligheden betød, at konservatismen måtte være en resolut afvisning af ethvert sådant system, der baserede sig på en forestilling om menneskets politiske lighed. At Westergaard i 1931 repræsenterede en mere radikal position end Kraft og Bindslev, er der ikke tvivl om. Hans artikel var den eneste, som blev optrykt i tidsskriftet med et redaktionelt forbehold. Men det var Westergaards radikalisme, der varslede nykonservatismens udvikling de kommende år. Westergaard blev formand for KU, men Kraft fik også en særlig tilknytning til foreningen, og i hvert fald nogle af de nykonservative folketingsmænd opfattedes nærmest som repræsentanter for ungkonservatismen på tinge.

Selvom Kraft i sine erindringer har udtrykt sin modstand mod dele af udviklingen i KU – f.eks. antagelsen af den oprakte højrearmshilsen – var det overordnede billede, at han omfavnede udviklingen i KU og i den så en realisering af sine egne idéer. En indikation på forbindelsen var udviklingen i Det nye Danmark, for da tidsskriftet genopstod i 1934 efter et par års pause, var Jack G. Westergaard blevet dets redaktionssekretær og en drivende kraft, ligesom tidsskriftet efterhånden rummede mange indlæg fra skribenter med tilknytning til KU.

Under indtryk af den ideologiske og agitatoriske nyorientering eksploderede Konservativ Ungdoms medlemstal. Fra 1932 til 1936 fordobledes det fra ca. 15.000 til ca. 30.000 medlemmer. Det Konservative Folkeparti havde selv omkring 60.000.[6] KU udgjorde altså en tredjedel af den samlede bevægelse. Ydermere blev organisationens aktivistiske linje opfattet som en medvirkende årsag til den konservative vælgerfremgang ved landstings- og folketingsvalgene i 1932. For moderne indstillede socialkonservative repræsenterede KU et bevis på, at konservatismen kunne være bred, folkelig og ung – kort sagt have fremtiden for sig. Og KU havde stadig tætte bånd til Christmas Møller, som opfattedes som en af dens egne. I skellet mellem ung og gammel konservatisme opfattedes Christmas Møller som ungdommens mand, der i 1929 havde gjort op med den ydmygende afhængighed af Venstre og med Jack G. Westergaards ord havde sat gammelmandsstupiditeten stolen for døren.[7]

Først med aktualiseringen af skellet mellem system- og antisystempositioner kom der kurrer på tråden, idet det blev klart, der var tale om divergerende drømme om konservatismens fremtid. Dette skulle først blive synligt i oktober 1933, da partiet skulle have nyt program, og KU håbede at se sine idéer afspejlet heri. Vi skal senere vende tilbage til dette program, her er det nok at konstatere, at KU her blev skuffet.

I den sociale nationalismes tidsalder

Skuffelsen over Det Konservative Folkepartis program viste en tiltagende afstand mellem parti og ungdom. Kort sagt gjorde programmet det klart, at partiet sin oppositionelle rolle til trods ikke stod på spring for at indtage en antisystemposition endsige tage skridt i den retning. Det afgørende her er KU’s reaktion, for skuffelsen ledte til udkrystallisering af en særlig KU-ideologi, der indebar en klarere differentiering mellem den liberale socialkonservatisme og den antiliberale nykonservatisme. Hvad var perspektivet i dette skel? De ideologiske spændinger mellem parti og ungdom har sine paralleller i Norge og Sverige, der i det hele taget på en række områder minder om Danmark. I alle tre lande var det ungdommen, der først og fremmest sugede næring fra de nye tanker. I Norge forblev de ungkonservative tæt tilknyttet partiet gennem perioden, men i Sverige gik det anderledes. SNU havde hele tiden formelt set været en selvstændig bevægelse, der var knyttet til de svenske konservative i Allmänna valmansförbundet (AVF), men i 1934 kom det som følge af den ideologiske divergens til et brud, således at SNU blev til et selvstændigt parti, som efterhånden kom til at hedde Sveriges Nationella Förbund (SNF). KU havde tætte relationer til SNU/SNF og blev stærkt inspireret af denne bevægelse, der kronede sin selvstændighed med at placere sig på det højreradikale overdrev.[8] En artikel af Jack G. Westergaard i Det Nye Danmark fra 1935 understreger, hvordan den ideologiske differentiering også for KU førte til en radikalisering af nykonservatismen.

Westergaard identificerede i artiklen på typisk vis tidens linje, hævdede, at samfundet befandt sig i den sociale nationalismes tidsalder, og vurderede på den baggrund de enkelte partiers muligheder for at indfri denne tids fordring. Det var en gentagelse af hovedpunkterne i nykonservatismen. Krigen havde skabt åndelig, social og økonomisk krise. Den gamle tid var forbi. Ungdommen var præget af en længsel efter ”fuldstændig Omstøbning af [samfundet]”.[9] Tidens revolutionære imperativ betød, at liberalismen i Jack G. Westergaards øjne allerede var en udlevet form, der måtte ryddes af vejen, for at det levende liv kunne udfolde sig.

Forskellen fra lignende analyser hos Kraft og Bindslev ligger i detaljen. De havde stået i et opgør med liberalismen og ikke mindst konservatismens fortsatte ideologiske og politiske afhængighed af liberalismen. I en vis forstand havde deres arbejde været ideologisk oprydningsarbejde. For Westergaard forholdt det sig snarere sådan, at liberalismen ikke engang kunne tages alvorligt som ideologisk modstander. Netop fordi liberalismen og dermed også den borgerlige samfundsorden i nogen meningsfuld forstand allerede var afgået ved døden, blev spørgsmålet om denne ordens afløsning af et nyt nomos sat på spidsen. Dette var i virkeligheden resultatet af nykonservatismens samtidstolkning og dennes tilsyneladende bekræftelse gennem tidens tilskikkelser: Den nye tid var krise, og krise kaldte på afgørelse. Derfor var den en kampsituation, hvor marxisme og nationalisme stod opmarcheret over for hinanden.

Rettelig forstået var der kun to mulige udfald. Enten kunne marxismen sejre, eller også kunne den sociale nationalisme, den nye konservatisme, sejre. Tertium non datur. En tredjevej, en forhandling mellem den nye tid og den gamle tid, som Kraft sigtede efter, eller mellem liberalisme og socialisme, som socialkonservatismen i kraft af sin centrisme fastholdt som ledemotiv, var ingen mulighed. Derfor sympatiserede Westergaard og ligesindede med fascismen og opfattede den danske ungkonservatisme som et parallelfænomen dertil.

Fascismens sejr i Italien og Tyskland var nationalt specifikke resultater af ”den sociale Nationalismes Tidslinie”.[10] Nok var han kritisk over for overdrivelserne i disse styreformer, men når alt kom til alt, var de i pagt med den nye tid; den nye tid var bedre end den gamle, og overdrivelserne kunne retfærdiggøres, fordi alternativet var kommunismens absolutte anomi. Forholdet gjaldt ikke kun nede i Europa, men var generelt. I en artikel i Berlingske Tidende slog han således fast, at tidens strid nødvendigvis ville ende med en diktaturpræget sejr til en af parterne.

Han kaldte Landstinget for en sovepude for Stauning og ønskede dets afskaffelse fordi det ville skabe klarhed over de principielle politiske skillelinjer, hvilket for Westergaard indebar en radikalisering – i positiv forstand – af den politiske strid. Det ville ”rykke Tidspunktet nærmere for det store Opgør i Befolkningen mellem Marxisme og Antimarxisme, der sikkert – i Overensstemmelse med Tidsudviklingen – vil føre til en diktaturpræget Sejr for den ene af Parterne, enten vi saa synes herom eller ej.”[11] Synspunktet uddybede han i en senere artikel, hvor han understregede, at det ikke var et egentligt diktatur han sigtede efter, samt hvorfor konservatismens sejr i denne situation netop blev af afgørende betydning:

”Man kan altsaa i en vis Forstand sige, at Tiden gaar i Retning af de mere diktaturprægede Regeringer, hvilket dog ikke behøver at betyde en Tilsidesættelse af Folkeviljen og Mulighederne for at komme af med de paagældende Regeringer … Netop fordi Regeringernes Magtfuldkommenhed øges, bliver det selvsagt af saa meget des større Betydning, at de ikke bliver marxistiske men konservative.”[12]

Westergaard var overbevist om, at konservatismen for at sejre måtte være social. Som KU-formand havde han selv lagt vægt på funktionærpolitikken, og han støttede den kapitalismekritiske linje, som KU’s politiske program udtrykte. Mere specifikt slog han på, at partiet for at sejre og undgå katastrofen måtte antage KU’s idéer. Konservatismen, skrev han, mødtes endnu af en mistillid til Det Konservative Folkepartis økonomiske afhængighed af ”snævre liberalistiske Kapitalinteresser”.[13] Skrevet i 1935 kunne det kun være en åben kritik af partiets linje og manglende erkendelse af tidens nødvendighed og KU’s ideologiske lederskab.

En ting er imidlertid, hvad Westergaard skrev, noget andet er, hvordan KU som helhed reagerede. Her kan man hæfte sig ved såvel den hævdede radikalisering som ved tilsynekomsten af en indre ideologisk betinget fraktion i organisationen.

KU blev fra omkring 1933 nemlig stadig mere splittet, og splittelsen fulgte brudlinjen mellem systembevarende og systemkritisk konservatisme, radikale og moderate eller slet og ret mellem støvle- og bremseklodsfløj, som det hed i tidens jargon. Førstnævnte stod stærkt i Storkøbenhavn og tegnede KU udadtil, men mange foreninger i provinsen støttede sidstnævnte. Westergaard tilhørte naturligvis de radikale, men hans næstformand frem til 1935, Poul Sørensen, tilhørte de moderate. Stridspunkterne gik i første omgang på den ideologiske nyorienterings ydre tegn, men var en debat om organisationens politiske kultur og selvforståelse samt relationen til partiet.

På delegeretmødet i 1933 havde ST-korpset været et stridspunkt. Året efter kom det til bittert opgør om næstformandsposten mellem Poul Sørensen og Carsten Raft, der var formand for KU i København. Det endte næsten i korporligheder, da Rafts stormtropper ville lade næverne give deres skuffelse mæle.[14] Omkring 1935 var man nået så langt, at Westergaard over for Christmas Møller kaldte sin næstformand en kræftskade på KU.[15]

Det kan være svært at sige noget definitivt om det numeriske styrkeforhold mellem fløjene. På den ene side blev Westergaard valgt ved akklamation alle årene 1932-1935. På den anden side havde Poul Sørensen jo besejret Carsten Raft i 1934, og Westergaards linje havde ikke et stabilt flertal bag sig i forretningsudvalget før samme år. Overordnet tegner billedet sig dog af en radikalisering, der styrkede støvlefløjen.  Westergaard endte jo netop med at få sit flertal i forretningsudvalget. Nok gik Raft i 1935 som formand for den store københavnske forening, men efterfølgeren Leo W. Dane (1911-1985) stod helt på samme linje.

Desuden kom Raft nu i Folketinget, hvor han stod som ungkonservatismens talsmand. KU’s medlemsblad Konservativ Ungdom. Organ for den Konservative Ungdomsbevægelse blev redigeret af Carl Herdahl, som tilhørte de moderates kreds og holdt igen mod den nye linje.[16] Men det var et vidnesbyrd om den radikale fløjs styrke, at KU-foreningerne i Storkøbenhavn i oktober 1934 kunne begynde at udgive deres eget talerør, K.U.’s Kampblad, under redaktion af Leo W. Dane; et blad, der – som titlen antyder – førte en mere aktivistisk kamplinje end det almindelige KU-blad. Desuden afgik Herdahl i 1936 og blev erstattet af Karl Bøgholm, og selvom dette ikke betød den drastiske redaktionelle omkalfatring, som støvlefløjen håbede, understregede det tendensen inden for KU.

I partihistorien skelnes der mellem det ekstreme og ”det rigtige KU”, og Westergaards fløj søges fremstillet som en marginal gruppe. I KU’s egen historie fremgår det desuden, at dette ekstreme KU ikke havde forståelse for konservatismens baggrund og idealer og ikke lyst til at sætte sig ind i dem. [17] Billedet er helt misvisende. Det var netop de nykonservative, som viste størst interesse for den teoretiske diskussion, og det var dem, der slog debattens temaer an og udstak retningen. Det er sigende, at de moderate netop kaldtes for bremseklodsfløjen. De udstak ikke selv retning, men begrænsede skadevirkningerne ved den vej, ad hvilken støvlefløjen havde sendt ungkonservatismen på march.