EU er ikke en afbureaukratiseringsmaskine

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Nogle gange falder man i den offentlige debat over påstande, der er så åbenlyst langt fra virkeligheden, at man bliver nødt til at svare. Den 12. september blev man på AOF’s EU-oplysningsside europa-debat.dk mødt af en sådan påstand: ”EU er en afbureaukratiseringsmaskine” lød det. Det korte indlæg – forfattet af en vis Marcus Duch, der er mig ubekendt – byggede nemlig på en eklatant fejlslutning, som jeg bestemt ikke håber er repræsentativ for den danske EU-debat.

Indlægget byggede på den grundlæggende påstand, at EU sikrer, at vi skal bruge færre embedsmænd herhjemme:

”Men det EU egentlig gør mest af alt, er at sikre, at vi behøver meget mindre bureaukrati herhjemme end vi ellers ville. Når man sammen vedtager love omkring fx fødevaresikkerhed, så betyder det at man ikke behøver lave 27 udgaver af den lov fra bunden i hvert land. På den måde spares der faktisk en masse embedsmænd på den konto.”

Alene risikoen for at denne vildledelse er udbredt nøder mig til dette svar. Lad os derfor først kort dvæle ved denne påstand for derefter at kigge lidt på EU’s faktiske afbureaukratiseringsbestræbelser.

Mere EU betyder ikke færre embedsmænd i Danmark

Marcus Duchs påstand bygger faktisk ikke på én, men hele to fejlslutninger. Den første er, at fælleseuropæisk regelvedtagelse betyder, at embedsmændene i medlemslandene aflastes. Logikken i dette udsagn kan føles ligetil, men den er forkert af den simple grund, at EU ikke vedtager regler, der forstås, virker endsige anvendes harmonisk og ensartet over hele EU.

Alene i et lille land som Danmark kan der være langt fra de politiske hensigter til den faktiske implementering af reglerne. Det er der faktisk forsket en hel del i, skal jeg hilse og sige. Det skyldes mange faktorer, herunder ikke mindst at man i politiske kompromisser ofte må enes om ting, der stritter i lidt forskellige retninger.

I EU kan vi gange denne effekt med antallet af medlemslande og derefter gange med forskellighederne i de politiske systemer og derefter gange med forskellighederne i de administrative systemer. Det betyder, at man i EU-systemet sjældent kan blive enige om ukomplicerede regler, der kan anvendes ensartet i mange lande af mange forskellige embedsmænd med mange forskellige kulturer på mange forskellige sprog. Og derfor er EU-regler – der i form af direktiver i øvrigt alene er retningsgivende og derfor fordrer national implementering og derfor nationale embedsmænd – ofte uklare og en kilde til fortolkning. Og det kræver embedsmænd.

Anlægger vi en mere historisk tilgang kan vi desuden anskue EU som en ”ny” kilde til regler. Og endda en kilde hvis samspil med de eksisterende kilder til regler i Danmark – regering og folketing – til tider er temmelig kompliceret. Håndteringen af denne samspilseffekt kræver også embedsmænd. Ganske enkelt fordi det juridiske og politiske landskab er langt mere kompliceret. Konklusion: EU fører ikke nødvendigvis til færre embedsmænd – meget taler for den stik modsatte effekt.

Marcus Duchs anden fejlslutning er, at man kan måle bureaukratiet alene i antallet af embedsmænd. Mere korrekt vil det være at måle oplevelsen blandt almindelige borgere og virksomheder: Er reglerne uforståelige og administreres de kafkask? Erkendelsen heraf betyder, at hele den ovenstående diskussion faktisk er overflødig. Det centrale må være, om EU-regler gør hverdagen for anvenderne og brugerne af reglerne nemmere? Det spørgsmål er dog et meget åbent et af slagsen.

EU’s afbureaukratiseringsmaskineri i praksis

At EU kan være en kilde til mange uhensigtsmæssige regler – f.eks. når Europa-Parlamentet tilføjer nye aspekter til et lovforslag i sidste øjeblik – er man dog bevidst om f.eks. i Europa-Kommissionen. Derfor har Europa-Kommissionen iværksat en del større arbejder for at få rettet op på de værste bureaukratiske fejlskud.

Man har f.eks. iværksat høringer af Europa-Kommissionens (lov)forslag, således at civilsamfundet kan påpege uklarheder og uhensigtsmæssigheder. Man har dog placeret denne høringsproces, efter Kommissionen har vedtaget og dermed fremsat forslaget, hvorfor ethvert forslag om ændring på baggrund af høringen skal håndteres politisk. I Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Man har også etableret en såkaldt ”REFIT Stakeholder Platform”, hvor repræsentanter fra medlemslandenes administrationer og en række civilsamfundsorganisationer kan drøfte forslag, der skal højne lovkvaliteten af eksisterende regelsæt. Man har dog grebet dette samarbejde an på en måde, så det nærmest er dømt til politisering og polarisering frem for fokus på reglernes effektive virkning uanset deres formål.

Gode hensigter – men svært at nå dem

Der er ingen tvivl om, at man mange steder i EU-systemet – ikke mindst iblandt Kommissionens embedsmænd – faktisk reelt ønsker at understøtte en afbureaukratisering i medlemslandene. Men selve EU-systemets centraliserende natur på tværs af 28 lande, endnu flere kulturer og endnu flere sprog nødvendiggør øget koordinering for at håndtere den øgede kompleksitet. Og det fører umiddelbart til mere, ikke mindre bureaukrati. Og de tiltag, man i EU-systemet tager for at mindske disse bureaukratiske udfordringer, er ikke altid de mest effektive.

Ja, der kan skrives utrolig meget mere om EU som kilde til regulering og regler, men i den sammenhæng at kalde EU for en ”afbureaukratiseringsmaskine” er langt fra den mest præcise beskrivelse af unionens natur og effekt…


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.