Det socialistiske fallitbo

I et af verdens rigeste lande hører man ikke sjældent folk sige og tilføje noget med, at vi derfor har råd til flere fremmede og/eller flere skatteyderpenge til de i forvejen abnormt forslugne uddannelses-, sundheds- og forsørgelsesindustrier.

Vi vil satse og/eller investere siger andre og tilføjer så noget med flere skatteyderpenge til rædselsfulde vindmøller, såkaldt grøn omstilling eller til jernbaner eller busser, som ingen alligevel gider benytte – eller hvis økonomiske blodtransfusion bortødes af inkompetente monopolforetagender med bestyrelser af typen Vejle Havn.

Vi har det jo godt i Danmark hører man endnu flere sige, medens de så småt resignerer fra en samtale om det høje skatte- og afgiftstryk, de mange offentligt forsørgede, med eller uden ansættelseskontrakt, eller om den omsiggribende, formynderiske indtrængen i almindelige menneskers privatliv. Pengene skal jo komme et sted fra siges der måske afvæbnende, hvortil den kvikke indvender: udelukkende hvis man afskriver sig den mulighed at der kan skæres i den offentlige sektor.

Det bliver der jo allerede svarer den slet informerede, som er vant til at medierne beretter om nedskæringer, nedskæringer og nedskæringer til og i og igennem benet. Nej, det gør der ikke svarer den bedre informerede, der ved at de offentlige udgifter med vistnok to års undtagelse ikke er faldet i mands minde. Her har vi sandelig en konstant.

Det skal nok gå alt sammen tænker langt de fleste, når de stifter gæld og dermed hæfter for langt mere end deres samlede årsindtægt til en rentesats, enhver kan sige selv ikke er holdbar set over en årrække. Begrebet tvangsauktioner og/eller teknisk insolvens synes at være glemt, også selv om det ikke er længe siden folk sidst måtte erkende, at det der lød for godt til at være sandt også var det. Dertil kan de ikke forestille sig en situation, hvor de får valget mellem at acceptere en mere realistisk rentesats, skriv under her, eller en øjeblikkelig indfrielse, i begge tilfælde hvis de da ønsker deres realkreditinstituts og dermed også deres privatøkonomis overlevelse.

Den definerende klasse regner ikke økonomiske frihedsrettigheder, der rækker ud over dagligdagens relativt frie forbrugsvalg – mobiltelefoner, tavlecomputere, ferierejser, boligkøb, økologiske dagligvarer o.l. –, for noget. Velstand kommer ud af det blå, i værste fald af selve eksistensen af vores forædte velfærdsstat. Fri næring, selvejerprincippet og selvregulerende mekanismer begrænser jo råderummet for skrivebordsklassens herskertrang. Taberne er de gamle, hævdvundne erhverv, fiskeriet, landbruget og efterhånden også industrien, der alle til hobe er underlagt det politiskes herredømme. Ingen af dem kan efterhånden disponere uden at spørge en akademiker om lov først. To af de nævnte er det lykkedes at svinebinde med kvote- og tilskudsordninger, konfiskation gennem en europæisk unionsdannelse, den såkaldt grønne omstilling har allerede et solidt halsgreb om industrien, assisteret af politisk magtbegær. Cirklen er snart sluttet. Konsekvensen er det totale formynderskab; demokratiet der sætter sine egne grænser.

Vi er sådan set allerede i det socialistiske fallitbo. Vores velstandsfremgang kommer af gældsbobler og luftige værdistigninger i fast ejendom. Statsfinanserne udviser år efter år efter underskud, der tilmed begrænses af fiksfakserier og lappeløsninger, hvis ikke af skattestigninger. Ufinansieret offentligt forbrug, et desværre næsten ukendt begreb. Ungdomsarbejdsløsheden er tocifret; vi skal ikke ret langt væk fra Danmark, før vi møder hårrejsende tal af typen en fjerdedel eller mere. Begrebet prekariatet er ikke for ingenting en nyskabelse i ordbogen.  De folkevalgte ved ikke hvad de skal gøre, foreløbig er de ikke for alt i verden ikke interesserede i at tale om problemets blotte eksistens. Afledningsmanøvrer kendes dog af typen mere personale i den offentlige sektor, mere ferie, kortere arbejdstid; rent og skært vanvid. Men problemet går jo ikke væk af den grund. En dag kommer regnskabets time.