Skal vi ønske os mere Mickey Mouse og mindre parlament?

Spørger man månedens kronikør er der god grund til at fokusere mere på valget til Europa-Parlamentet. Parlamentet får nemlig mere og mere magt i EU-systemet, og det på trods af både manglende kvalitetskontrol med ny lovgivning og politikere, som risikerer at være langt mere føderalistisk anlagte end den gennemsnitlige vælger.

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Hvis der er noget, man ikke bryder sig om i Bryssel og omegn, så er det åbne diskussioner om magtforholdet mellem og internt i institutionerne, nye traktater og rygter om manglende selvkontrol hos højtstående medlemmer af Europa-Kommissionen.

 

Briternes forestående udtræden af den Europæiske Union har dog givet flere folk anledning til at åbne mindst to af disse tre diskussioner. F.eks. er det oplagt at skulle overveje det, der skal ske med de 73 pladser i parlamentet, som hidtil har været optaget af briter.

Selvom dette kan affejes som Bryssel-fnidder eller diskussioner mellem fusentaster og EU-nørder, så er der faktisk gode grunde til at bruge lidt tid på det. For Europa-Parlamentet er ikke længere et Mickey Mouse-parlament uden indflydelse. Og briternes exit vil uvægerligt få betydning for styrkeforholdet mellem de forskellige grupperinger i Europa-Parlamentet.

Nedenfor vil jeg derfor give fire gode grunde til at interessere sig lidt mere for parlamentet: Dets arbejdsgange, dets medlemmer, dets rolle i det komplekse spil mellem institutionerne i Bryssel og dets fremtid.

Konklusionen er den såre simple, at Europa-Parlamentet har meget indflydelse – meget indflydelse – men vi ser den sjældent direkte herhjemme, og derfor glemmer vi, at det bestemt ikke er uvæsentligt, at vi har de rette repræsentanter i dette parlament.

En opskrift på problemer

I EU er det Europa-Kommissionens arbejde at udvikle og stille forslag, og det er Ministerrådets og Europa-Parlamentets opgave at vedtage de af Kommissionens forslag, som de ønsker. Og om man tror det eller ej, så har man i Europa-Kommissionen faktisk en temmelig veludviklet og systematisk procedure for forberedelsen af de forslag, der senere skal blive til bindende retsregler. Procedurerne er langt fra perfekte – og de er ofte meget politisk styrede, selvom man ikke vil indrømme det – men man forsøger da at sikre, at lovforslagene juridisk hænger sammen, og at de er til at forstå og anvende i 28 lande og så videre.

Men så snart et lovforslag har forladt Europa-Kommissionens teknokratiske maskinrum, er alt tilladt, og intet bliver undersøgt. Medlemmerne af Europa-Parlamentet kan men andre ord stille alle de ændringsforslag de vil – og det er der sådan set intet odiøst i – men modsat det oprindelige forslag, bliver disse nye idéer aldrig regnet igennem, underkastet offentlig høring, analyseret, vendt eller drejet; til gengæld er der ofte gode muligheder for at få disse vilde idéer gennem parlamentet, der jo ikke nødvendigvis behøver at være politisk på linje med hverken Europa-Kommissionen eller Ministerrådet. Eller sagt på en anden måde: Når der herhjemme opstår et flertal uden om regeringen, er det en stor sag, som folk interesserer sig for, og sagen vil blive vendt og drejet i medier og blandt interessenter; det er det ikke i Europa-Parlamentet, da det nærmest er forventningen, at forslag skal ændres, før Parlamentet vil vedtage dem.

Den eneste kvalitetskontrol, der er af parlamentarikernes til tider vilde idéer, er derfor den, som interesseorganisationer og lignende leverer, når de banker på parlamentarikernes dør. Og dermed bliver det altså ofte lidt tilfældigt, om parlamentarikerne agerer på et blot nogenlunde oplyst grundlag eller ud fra mavefornemmelser og idiosynkrasier. Og modsat de nationale parlamenter er der som nævnt ingen særlig bidsk presse til at holde et vågent øje med parlamentarikernes mavefornemmelser. Netop denne udfordring bliver ikke mindre, når vi ser nærmere på de medlemmer, som sidder i Europa-Parlamentet.

MEP’ere er ikke som andre parlamentarikere

Overalt i Europa er valgdeltagelsen ved valgene til Europa-Parlamentet markant lavere end i de nationale valg. Europa-Parlamentet bliver med andre ord opfattet som et andenrangsvalg, som man som vælger ikke behøver ofre så meget tid og energi på. Det har naturligvis også betydning for de politikere, der vælger at stille op og ender med at blive valgt.

Onde tunger ville således påstå, at en vis andel af parlamentets medlemmer er tidligere ministre, parlamentsmedlemmer eller lignende, som man af forskellige årsager har ønsket at give en retrætepost, eller som blot var uønskede i den hjemlige, politiske andedam, og at deres faktiske interesse for deres politiske embede er begrænset.

Og onde tunger ville ligeledes påstå, at en vis andel af parlamentets medlemmer er yngre politikere, der har ladet sig opstillet til europaparlamentsvalg, idet de er bærere af en ideologisk fakkel og ”brænder for noget med Europa”. De er med andre ord ofte mere føderalistisk prægede end den gennemsnitlige vælger og nok også mere end selv deres egne vælgere.

Nogle vil således mene, at man måske og i grove træk kan inddele de fleste – naturligvis ikke alle – medlemmer af Europa-Parlamentet i to overordnede grupper på tværs af partiskel: De tidligere og de ideologiske.

Den slags er naturligvis både uvidenskabelige og underlødige generaliseringer – men i det omfang denne karakteristik er blot nogenlunde passende, så står man med et problem. I så tilfælde vil Europa-Parlamentets overvejende flertal nemlig altid indtage en position, der er langt mere favorabel for EU-integration og europæisk regulering, end den gennemsnitlige vælgers position på disse områder, simpelthen fordi en stor gruppe altid vil være for, og en tilsvarende stor gruppe vil være ligeglad.

Ingen institutionelt indbygget forsvar imod subsidiaritet

At Europa-Parlamentet er dømt til at indtage en position, der er langt mere integrationsivrig end vælgernes, var man sandsynligvis opmærksom på helt fra begyndelsen. Det kan i al fald medvirke til at forklare, hvorfor man i EU-systemet opererer med det mærkværdige begreb ”subsidiaritet” – altså princippet om, at man altid skal regulere på det lavest mulige niveau: Hvis noget kan løses af nationalstaterne, så skal det løses dér; EU skal kun gribe ind, når der er tale om grænseoverskridende problemer, som medlemslandene umuligt kan løse hver for sig. Dette princip er jo en art modvægt til det integrationsivrige parlament og en kommission, der jo næppe ønsker sig mindre indflydelse.

Lyder idealet. For den balance, man søger i subsidiaritetsprincippet, er nemlig ikke særlig reel. Europa-Parlamentet arbejder målrettet og åbent for mere integration. Europa-Kommissionen gør ofte det samme. EU-Domstolen er notorisk kendt for at tolke EU-retten ud fra ”l’esprit, l’economie et les termes du traité” – altså at se al EU-ret ud fra traktatens ånd og formål og ikke ud fra den konkrete retsakt og situation, og formålet er som bekendt en stadig snævrere sammenslutning af de europæiske folk.

Subsidiaritetsprincippets institutionelle manifestation er således Ministerrådet, der altid er splittet og i øvrigt består af ministre, der ofte vil lægge deres primære energi i den hjemlige politiske debat.

Mere indflydelse i fremtiden

Oven i alt dette skal man lægge, at man i EU-systemet i årtier har kigget på Europa-Parlamentet og set det som selveste nøglen til at skabe et EU med et stærkere folkeligt rodfæste. Medlemmerne bliver jo valgt direkte af europæerne selv, så Europa-Parlamentet anses som den demokratiske garanti i EU.

Derfor indførte man i 1979 direkte valgt til parlamentet, der før da bestod af repræsentanter fra de nationale parlamenter. Derfor fik Europa-Parlamentet udvidet sine beføjelser i 1987. Og igen i 1993. Og igen i 1999. Og igen i 2003. Og senest igen i 2009, hvor man indførte den såkaldte ”almindelige lovgivningsprocedure”, der indebærer, at Europa-Parlamentet og Ministerrådet er sidestillede lovgivere.

Bevægelsen er således både entydig og klar: Parlamentet får mere og mere magt. Tendensen synes at understøtte det til tider politisk fremførte ønske om at opbygge et regulært og almindeligt parlamentarisk tokammersystem på EU-niveau.

Mange ønsker sig brændende en form for opgør med EU-Domstolen. Senest skrev Bertel Haarder en kronik med dette ønske. Mindst lige så vigtigt er det dog at overveje, om Europa-Parlamentet i dag spiller en hensigtsmæssig rolle. Eller om man måske kunne ønske sig mere Mickey Mouse og mindre parlament, dernede i Bryssel og Strasbourg?

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og blogger ved aarsskriftet-critique.dk.