Ny bog om 1915-grundloven er ikke for begyndere

Jens Lei Wendel-Hansens nye bog om 1915-grundloven fejler som folkebog. Til gengæld er det ifølge vores anmelder en både personlig og reflekterende bog, som kan anbefales til kendere af perioden og som opfylder et historiefagligt behov. Køb bogen her.

Af Jesper Lundsby Skov

Historikeren Jens Lei Wendel-Hansen har skrevet en bog om 1915-grundloven, hvis formål er at give læseren et ”billede af, på hvilken forfatningshistorisk baggrund og gennem hvilke værdimæssige brydninger 1915-grundloven blev skabt, hvordan den blev skabt, og hvordan disse forskellige værdier kom til udtryk i den endelige grundlov” (s. 4). Med bogen følger Jens Lei Wendel-Hansen en tendens inden for historieforskningen, hvor der efterhånden har dannet sig en konsensus om, at det demokratiske gennembrud i Danmark fandt sted i 1915 og ikke i 1849. Samtidig findes der ikke – så vidt jeg ved – en historiefaglig bog, der samlet fortæller om 1915-grundlovens tilblivelse. Jens Lei Wendel-Hansen har derfor set helt rigtigt i behovet for denne bog.

En folkebog

Forfatteren skriver desværre ikke i indledningen, hvem bogen er skrevet til: Andre forskere eller historieinteresserede borgere? På forfatterens facebookside har jeg dog fundet et opslag (19/6), hvor han skriver, at bogen er tænkt som en folkebog. Altså en formidlingsbog til almindelige borgere der synes forfatningshistorie er spændende. Det er også med det udgangspunkt, jeg har læst og anmeldt bogen.

 

Der er tale om en kort bog, kun 134 sider hvis man tæller det hele med, og kun 92 sider hvis man fraregner indholdsfortegnelse, litteraturoversigt, noter og en genoptrykning af 1915-grundloven. Overordnet har bogen to hovedafsnit. Frem til side 60 er fokus på den forfatningshistoriske udvikling fra ca. 1830’erne til Kong Christian X’s underskrivelse af den nye grundlov i 1915. Fra side 61 og frem til side 94 bliver der gået mere i dybden med nogle af de institutionelle forandringer, der fulgte med grundlovsændringen i 1915, dvs. nyordningen af Landstinget, indførelsen af forholdstalsvalg til folketinget og udvidelsen af valgretten til også at omfatte kvinder og tjenestefolk.

Ikke for begyndere

Vurderet som folkebog må det desværre konstateres, at bogen kun lykkes delvis. Her er det store problem, at bogen forudsætter en betydelig viden om periodens politiske historie, hvis man som læser skal fange alle de væsentlige pointer. Der er således næsten ingen af de politiske aktører, der for alvor præsenteres. De nævnes med navn, men man må selv slå op andetsteds, hvis man f.eks. gerne vil vide lidt mere om, hvem Klaus Berntsen, Frederik Borgbjerg, Ove Rode og H.O.G. Ellinger egentlig var. Generelt bliver mange detaljer nævnt uden, at det bliver sat ind i en kontekst eller forklaret yderligere. Det bliver f.eks. ikke uddybet, når det på side 91 nævnes, at jordreformerne i 1919 var ”georgistisk” inspireret, ligesom læseren efterlades uden vejledning, når den ”andræske” valgmåde nævnes (s.73). Dette er især problematisk, når det kommer til institutionerne husfader og godsejer, der nævnes i undertitlen ”Da husfaderen fik konkurrence og godsejeren et spark”. Både husfaderen og godsejeren nævnes flere steder i bogen, men de bliver ikke brugt som analytiske byggesten, og det bliver heller ikke rigtig præsenteret, hvilket verdensbillede godsejeren og husfaderen var en del af. De nævnes som oftest i en sammenhæng, der forudsætter, at læseren har et vist kendskab til det sociale hierarki, der eksisterede i datidens samfund. Det skyldes måske, at en af de væsentligste forskningspublikationer i denne sammenhæng – Anette Faye Jacobsens ph.d.-afhandling (2008): Husbondret. Rettighedskulturer i Danmark 1750-1920 – er fraværende i litteraturoversigten.

Skævvredet vinkling

Som læser kan man levende mærke, at forfatteren brænder for sit emne og har en vigtig historie at fortælle. Det er tydeligt, at Jens Lei Wendel-Hansen har en meget grundig og dyb viden om partiet Højre og særligt ved meget om godsejernes politiske historie, som han også har skrevet ph.d.-afhandling om. Derfor er det ekstra ærgerligt, at denne viden også skævvrider vinklingen i fortællingen. Politikere fra Højre fylder således alt for meget i bogen, langt mere end politikere fra nogle af de andre partier, og selvom Højre fik væsentlige indrømmelser, så stod de altså som den politiske taber i 1915. De sejrende partiers forfatningssyn, navnlig Venstres og Det Radikale Venstres, bliver slet ikke analyseret så grundigt som Højres forfatningssyn.  Bogens formål er, som citeret i begyndelsen af denne anmeldelse, at give en bred indføring i den forfatningshistoriske baggrund og de værdimæssige brydninger, der skabte 1915-grundloven. Derfor virker det ufokuseret at skrive så meget om Højre, som Jens Lei Wendel-Hansen desværre gør. I kapitlet ”Forøgelse af vælgerskaren” handler henved halvdelen af kapitlet om, hvad forskellige konservative folk mente om kvindelig valgret – selv en så marginal figur som forfatteren K.G. Brøndsted inddrages. Vi får til gengæld meget lidt at vide om de aktører, der egentlig var med til at bane vejen for kvindelig valgret, selvom der findes en del forskningslitteratur om dette emne. I bogens næstsidste kapitel ”I kølvandet” bliver der brugt to sider på stiftelsen af Det Konservative Folkeparti, hvilket er meget i så kort en bog, og samtidig er det også uklart, hvorfor stiftelsen af Det Konservative Folkeparti er forfatningshistorisk relevant? Det skal sammenholdes med, at bogen kun flygtigt behandler J.C. Christensens afgørende rolle, ligesom der heller ikke gås nok i dybden med indførelsen af folkeafstemning i forbindelse med fremtidige grundlovsændringer, hvilket ellers var en afgørende nyskabelse. Det er hovedårsagen til, at vi i Danmark har haft så få grundlovsændringer, som tilfældet er.

Et personligt præg

Den megen fokus på Højre – og Landstinget – giver bogen et personligt præg, hvilket understreges af at det også er en reflekterende bog, hvor forfatteren flere gange diskuterer forskellige historiske spørgsmål og mulige tolkninger. Disse diskussioner er nok bogens væsentligste styrke. Mange af forfatterens pointer er gode, og selvom man måske ikke er enige i alt, så tvinger det læseren til at reflektere over det, man har læst og får – forhåbentlig – udvidet sit perspektiv angående 1915-grundlovens væsentlighed. Jeg vil dog ikke anbefale nysgerrige sjæle at begynde med denne bog, hertil er den for svær, og den tildeler Højre for megen opmærksomhed. Til gengæld vil jeg varmt anbefale den til kendere af perioden, da der er meget at hente her, især for dem som er meget interesserede i, hvilken rolle partiet Højre spillede i grundlovsændringen.

Jens Lei Wendel-Hansen: 1915-grundloven. Da husfaderen fik konkurrence og godsejeren et spark. Munch & Lorenzen, 2017.

Jesper Lundsby Skov er ph.d.-stipendiat i historie ved Syddansk Universitet.