Muslimske friskoler kan være en del af løsningen

Af Brian Degn Mårtensson

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har netop slået til lyd for, at man lukker alle muslimske friskoler. Bl.a. sagde hun følgende til Berlingske Tidende den 11/8-2017: “Vi ønsker at lukke alle muslimske friskoler. Det er ikke nogen god idé med lærere, der ikke spiller efter de demokratiske spilleregler.” .

Logikken er rystende, og udmeldingen er på alle måder problematisk. For er man partout antidemokrat, når man er muslimsk lærer? Eller bare muslim? I så fald skal muslimer vel også udrenses fra folkeskolen, retsvæsenet, forvaltninger osv.? Allerede i dag er der fine værktøjer i friskolelovgivningen, som kan tages i anvendelse, hvis nogen forbryder sig imod demokratisk vedtagne principper for området, og disse gælder både for både muslimer, kristne, jøder, ateister og hvad man ellers sådan går rundt og er. Hvorfor så ønske at lukke alle muslimske skoler, når man i dag sagtens kan sanktionere og lukke dem, der måtte bryde loven?

Udover at være rasende tæt på at ramme en dæmoniserende tone, der på disse breddegrader bedst kendes lige syd for grænsen for ca. 80 år siden, er Mette Frederiksens forslag i sig selv et radikalt opgør med de værdier, vores samfund baseres på. Hendes ide til løsning på samtidens integrationsudfordringer er efter min bedste vurdering i strid med Grundlovens §76, der netop giver borgerne ret til at oprette egne skoler (så længe de står mål med folkeskolen, og i øvrigt overholder landets love desangående). Denne paragraf er borgernes beskyttelse imod en enøjet statsopdragelse, og helt central for vores folkestyre.

Det virker umiskendeligt som om, at Mette Frederiksen alene er ude i et populistisk ærinde, og at hun i sin iver efter at virke ”tough on muslims” helt har glemt at tænke sig om.

Hermed er det på ingen måde sagt, at vi som samfund ikke har problemer med både integration og muslimske friskoler. For jo, vi har problemer, og disse skal ikke ties væk: Kriminalitet, fundamentalisme, kvindeundertrykkelse og hadprædikanter i muslimske miljøer er forekommende i Danmark, og ja, der har været eksempler på muslimske friskoler, hvis praksis synes yderst tvivlsom.  Vi så fx en meget omtalt ministeriel de facto lukning af den arabiske friskole Al Aqsa på Frederiksberg i 2003. Efter min vurdering af sagen var lukningen dengang ganske forståelig, og på baggrund af den seneste tids beskrivelse af problematiske forhold på andre skoler, kunne det da sagtens tænkes, at vi vil opleve lignende sager i den kommende tid.

En simpel løsning på integrationsudfordringen findes ikke, men jeg er ret sikker på, at det ikke hjælper stort at opfordre bestemte befolkningsgrupper til at erkende, at hele deres kulturelle arv er uønsket, værdiløs eller ubrugelig. Det hjælper heller ikke at lukke fuldt lovlige muslimske skoletilbud blot fordi flertallet af eleverne er muslimske. Ej heller hjælper det at forfalde til grænseløs relativisme eller negligere al kultur, og dermed sige, at det hele kan være hip som hap.

I stedet bør vi forsøge at elske, omfavne og udvikle kultur som både historiske og levende udtryk for menneskehedens mangfoldige overlevering af viden og vaner fra generation til generation. Selv er jeg meget optaget af Islams historie, og har en stor passion for især kunstneriske og arkitektoniske traditioner fra den muslimske verden. Dertil har jeg en svaghed for mange arabiske og tyrkiske vaner og skikke, fx respekten for ældre medborgere. Jeg har naturligvis også stor kærlighed til mange andre kulturelle udtryk rundt omkring på kloden (især Sydeuropa, samt tysk- og engelsktalende lande), og alt dette kan jeg, fordi jeg er stærkt rodfæstet i min egen kultur, nemlig den danske.

Jeg er naturligvis vildt kritisk overfor alt muligt, der er sket i både ældre og nyere dansk historie – såvel som i tyrkisk, arabisk, tysk, engelsk og Sydeuropæisk historie – men det ændrer ikke det mindste på ovenstående. Jeg holder bare grundlæggende af menneskeheden, fra min primære, danske tilknytning til dens for mig fjerneste udtryk.

Danmark er et kristent land, især stærkt præget af lutheranismen, og dette bør alle, der som borgere indgår i det politiske fællesskab erkende og offentligt respektere. Vores love, vores vaner og vores samværsformer bygger på forestillinger, der har vandret gennem historien og frem til os i dag. Det betyder ikke, at vi ikke kan og bør udvikle vores samvær, men alle bør til en start – i deres handlinger – respektere det fundament, vores politiske fællesskab står på – ellers er det umuligt at forstå, hvad der foregår – og tilmed også umuligt at tale sammen. Dette krav gælder også for fundamentalistiske muslimer såvel som populistiske socialdemokrater.

Til gengæld består vores fundament så af en høj grad af frisind, respekt for forskellighed, og retten til at tro og tænke som man vil rent privat. Det er et godt fundament, vi har, og det bør vi værne om: Du må være så meget muslim og/ eller konkurrencestatslig socialdemokrat, som du vil, men du skal respektere vores gældende samværsnormer i det offentlige rum.

Størsteparten af de danske muslimer indgår helt uproblematisk i det fælles samliv, og det er åbenlyst, at man sagtens kan være både muslim og dansk. Faktisk tror jeg, at netop denne kombination kan være særdeles personligt og kulturelt berigende, især hvis man føler sig som helt dansk og helt muslim.

Det mindretal, der volder store problemer, tror jeg generelt er meget skadet af at være “halvdanske”, “halvmuslimer” og måske halvt alt muligt andet, uden at noget af det er rodfæstet. Fra den position er det svært at sætte pris på ret meget, hvilket er synd for dem – og deres omgivelser. Gode (dvs. fagligt velfunderede, lovlige og kulturelt stærke) dansk-muslimske friskoler kunne i dette lys være en vigtig del af løsningen, snarere end enkelte brodne kar er en del af problemet.

 


Brian Degn Mårtensson er pædagogisk filosof og ansat på Aarhus Universitet, hvor han især beskæftiger sig med N.F.S. Grundtvigs politiske og pædagogiske filosofi. Dertil beskæftiger Brian sig også jævnligt med både teologiske og alment historiske emner. Han har skrevet en lang række bøger om pædagogik, undervisning, videnskabsteori og filosofi. Blandt de seneste bøger er Videnskab og pædagogik, Tilblivelse og tilsynekomst og Konkurrencestatens pædagogik.