Hvorfor tager kulturradikale altid fejl?

Af Kuzma Pavlov

I en omskiftelig verden som vores er det rart at have nogle konstanter at støtte sig til: man ved, at vi på mærkedage hejser Dannebrog til hyldest, at kirkeklokkerne ringer søndag morgen, at foråret bringer varme og forelskelse. Og man ved, at de kulturradikale tager fejl i alle værdipolitiske spørgsmål. Ikke kun De Radikale i partimæssig forstand, men hele den kulturradikale bølge. Det største problem med radikalismen er jo ikke, at den har sit eget parti, men at den ligeledes har inficeret samtlige andre partier. Og i alle større værdipolitiske spørgsmål har denne radikale bevægelse slet og ret taget fejl.

Fejlkatalog

De tog fejl i mellemkrigstiden, hvor deres pacifisme og nedrustning endte med at koste Danmark en femårig besættelse og adskillige danskere livet. Danmark var ikke noget selvstændigt mål for Tyskland, som primært skulle bruge flyvestationen i Aalborg til at kunne komme videre til Norge. Det eneste, Danmark havde behøvet, var at have tilstrækkelig militærstyrke til at holde det tyske angreb tilbage i maksimalt en dag, så man havde tid til at sprænge flyvestationen samt den væsentligste infrastruktur. Så var det tyske angreb på Danmark slet ikke kommet – præcis som i Første Verdenskrig. Sådan gik det som bekendt ikke, og kun de frihedskæmpere, som Scavenius gjorde alt for at forfølge, reddede Danmarks omdømme.

De tog fejl under besættelsen, hvor samarbejdspolitikken og Scavenius’ fascination af Hitler ikke gjorde andet godt end at forlænge den tyske krigsmaskines levetid, så nogle flere jøder, østeuropæere, homoseksuelle og allierede soldater kunne lide døden i de tyske udryddelseslejre.

De tog fejl under Den Kolde Krig, hvor man især under fodnotepolitikken nægtede at bekæmpe de kommunistiske regimer, som havde kostet millioner og atter millioner af mennesker livet. I stedet insisterede man på at indtage den traditionelle rolle i radikal selvroståelse – rollen som brobygger. Den rolle havde nær kostet det danske medlemskab af NATO, og i tilfælde af et sovjetisk angreb på Danmark tyder det ikke på, at NATO hverken kunne eller ville forsvare Danmark.

Senest er de kulturradikale godt i gang med at tage fejl i spørgsmålet om flygtninge og indvandrere på trods af, at konsekvenserne af indvandringen fra muslimske lande snart må være åbenlyse selv for folk, der tilfældigvis er dumpet ned fra Månen.

Ondskab og dialogkaffe

Danmarkshistorien er én lang kavalkade af radikale fejltagelser – nærmest som en plade, der er gået i hak og på irriterende vis gentager den samme sætning om og om igen. Man konfronteres med ondskaben, man inviterer ondskaben på dialogkaffe, og når nogle andre har reddet kastanjerne ud af ilden, roser man sig selv for at have indgået i en respektfuld dialog og haft et bredt, internationalt udsyn.

På trods af det selverklærede brede udsyn findes der i virkeligheden meget få ting, der er lige så provinsielle som kulturradikalismen. Grundlæggende bygges kulturradikalismen på menneskets frigørelse fra sin kultur. Kulturen er i god gammel rousseausk ånd ikke andet end en byrde for folk, som de skal frigøre sig fra. “I virkeligheden er vi jo alle mennesker” hedder det sig. Når først man har kappet de kulturelle bånd, kan verden endelig blive et paradis på Jord, hvor radikale, kommunister, nazister og jihadister alle danser i en rundkreds, mens de synger med på John Lennons “Imagine”, der vel til perfektion opsummerer kulturradikalismens idé: Ingen lande, ingen religion, kun fritsvævende individer. Alle kan være venner på kryds og på tværs, og alle uenigheder kan løses med lidt dialog og kaffe.

Grundfejlen

Men netop tanken om det frigjorte menneske gør, at radikale gang på gang tager fejl. Mennesket er og kan ikke være andet end et produkt af den kultur, hvori det er vokset op. Vi er ikke “bare mennesker”, men har rod i kulturen. Alene forestillingen om, at man ikke bliver et anderledes menneske af at vokse op i Saudi Arabien end i Danmark, er fuldkommen verdensfjern. Når man kommer uden for den danske andedam, er de fleste mennesker ikke frigjorte. De lever i enormt hierarkiske og kulturelt rodfæstede samfund. Og iblandt disse findes der en rodfæstet og selvsikker ondskab, som man ikke kan gå i dialog med. Du får intet ud af at tage en kop kaffe med Hitler, Stalin eller al-Baghdadi. De gider ikke at synge Imagine eller føre en respektfuld dialog. De vil dig til livs, og sådan er det.

I Danmark virker det at indgå i en respektfuld dialog med sine modstandere. Men at tro, at den respektfulde dialog virker i alle henseender, på tværs af kulturelle skel og endda over for folk, der vil os til livs – det er i sandhed provinsielt; uagtet om man pakker det ind i smukke floskler som respekt eller internationalt udsyn. Og indtil radikalismen indser, at man ikke altid kan drikke en kop kaffe med sine fjender, vil den fortsætte med at være en plade, der er gået i hak og til stor irritation for sine omgivelser bliver ved med at gentage noget, som omgivelserne er trætte af at høre på.


Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Bloggens fokus vil derfor spænde bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.