Historier fra den pæne stue

Af Anders Orris

Lad det være sagt med det samme: nærværende tidsskrift har ikke noget imod Per Stig Møller. De indforståede og dem med god hukommelse kunne måske forledes til at tro det. Snarere tværtimod. Per Stig Møller har grundlæggende meget at støtte sin ære og værdighed på. Meriteret akademiker, flittig skribent og dertil årtiers fortjenstfuld indsats som folkevalgt og minister repræsenterende Det Konservative Folkeparti. Ældre statsmand kunne man sige lidt højstemt. Ham kunne Danmark være bekendt at sende ud i verden som en ikke voldsomt politisk interesseret, men grundfæstet borgerlig mand på omkring de halvfjerds sagde for nylig, da jeg mindede ham om Per Stig Møllers udenrigsministertid.

Blandt ferielæsningen pakkede jeg derfor første bind af Per Stig Møllers erindringer, publicerede i 2016 med titlen Dage og kampe. Erindringerne dækker tiden fra Møllers barndomsår – med digressioner til slægtshistorien, der tærer på de blot lidt mere end 200 afsatte sider – og så frem til udenrigsministertidens begyndelse i 2001. Per Stig Møllers liv falder i den skildrede periode i tre faser: der er ingen tvivl om at en vis fornemmelse af ædel byrd var med ham fra de tidligste barndomsår, faderen og farbrorens liv har jeg skrevet om andetsteds, herefter rullede han sig ud som kvikt hoved, litterat, forfatter og åndsmenneske på fuld tid i vel to årtier, og endelig, fra kanonvalget for Det Konservative Folkeparti i 1984, begyndte et liv som partipolitiker.

Der burde altså være meget at fortælle om, ikke mindst fordi Per Stig Møller mestrede og velsagtens fortsat mestrer den fine balancekunst at være respekteret i både kulturradikale og borgerlige kredse, men der er ingen grund til at stikke under stolen at han åbenbart ikke gad gide, da forlaget efterspurgte erindringer fra hans hånd. De er fortalte uden indlevelse, klarhed eller opgør, og det er svært at forstå. Ingen kan vel laste Per Stig Møller at det kneb med tiden, da han havde ministerium og ordførerskaber at passe, men sidst jeg så efter fejlede åndsevnerne ikke noget, så han burde så sandelig have bud til sam- og eftertiden om det levede liv. Mennesker der mødte mig har jeg hørt som spøgefuldt titelforslag til Møllers forventede erindringer, men spøgen havde klangbund: vi ved alle at manden har mødt mange interessante mennesker. Dem må man dog i værste fald se langt efter i erindringerne, alternativt og i bedste fald høre omtalt i meget overordnede vendinger. Selv en mand af Léopold Sédar Senghors format – og det er betydeligt – ofres der ikke mange sider på.

Et andet eksempel er på sin plads: de fleste af os ved at Søren Krarup, Ebbe Reich og Per Stig Møller sammen forfattede bidrag til bogen Utopi og virkelighed fra 1973. Bogen afrundes med en transskriberet diskussion, hvor navnlig Søren Krarup og Per Stig Møller udveksler synspunkter. Møllers bidrag til bogen er vel ret beset berygtet for, blandt artighederne, man bør dog erindre sig at der også er meget andet, at anbefale tvangsflytninger og –ægteskaber og advokere for betydelig indskrænkning, hvis ikke afskaffelse af den private ejendomsret. Bogen, bortset fra titlen, drøftelserne og medieopmærksomheden er dog simpelthen totalt fraværende fra bogen. Tilmed henviser Per Stig Møller i stedet en passant noget blindt til en langt senere, vennesæl korrespondance med Søren Krarup.

I relation til netop denne bog føler Per Stig Møller hverken trang til at forsvare sig, redegøre nærmere for refleksionerne anno dazumal eller til at efterrationalisere. Det er særdeles nærliggende at antage, at Møller ganske enkelt excellerer i en øvelse, man i visse salonkommunistiske kredse ofte har tillagt borgerligheden: her er man særlig god til at lade som om begivenheder eller personer aldrig har været der; at den uduelige drivert af en søn eller den affældige svigermor lige så godt kunne være et møbel, der kan fjernes fra den pæne stue og sendes bort. Se selv efter i momenter af dette træk i Danmarks Radios i øvrigt ufortjent slet ansete tv-serie Krøniken.

Et andet eksempel: ikke så mange ved at Per Stig Møller var endog meget aktiv, når det gjaldt udformningen af partiet Centrum-Demokraternes partiprogram. Møller linder lidt på slægtshistoriens tunge låg ved at vedgå i erindringerne, at han såmænd var tilknyttet partiet, moderen ligeså, men uenigheder om den kulturpolitiske linje drev ham hurtigt bort. Dertil antydningsvis Erhard Jakobsens facon. Hvad er nu det for noget? Hvilke problemer havde Møller med det præsentable CD, hvor den noble Arne Melchior, den varmhjertede socialpolitiker Yvonne Herløv Andersen og en flink mand som Frode Nør Christensen ellers nok kunne begå sig i årtier? Svaret blæser åbenbart i vinden.

Sådan er der så meget. Per Stig Møller vil åbenbart slet ikke vide af opgør, ubehageligheder og fejltrin. Livet er den pæne stue. Denne form for borgerlighed tager også overhånd i beskrivelsen af det tragiske forhold, der visselig strider mod naturens orden, nemlig at Møller måtte begrave sin egen søn for en håndfuld år siden, da denne ikke kunne holde sammen på sit beskadigede liv. Én ting er det tragiske, der ellers netop bør kalde på sund borgerlig tavshed – noget andet er Per Stig Møllers trang til pedantisk at fremhæve, at nidkære dansklærere i gymnasiet var urimeligt hårde i deres bedømmelser af sønnens evner samt en indiskret-absurd citeren fra den russiske ambassadørs private kondolencebrev til Møller. Apropos sønnen, så følger her en afrunding, der forhåbentlig sætter erindringerne i relief. Den afsluttende replik tilfalder altså Per Stig Møller, det vil han nok vanligvis sætte pris på:

Går man i dag en tur på Nørrebro, hvor min søn Asger boede på Folmer Bendtsens Plads, får man en parisisk fornemmelse. Der er mennesker af alle hudfarver og fra snart sagt alle kulturer. Det finder vi charmerende i London, New York og Paris. Første gang, jeg så en sort person, var i min barndom Ved Dæmningen, hvor en sort, amerikansk soldat pludselig gik ned ad vejen. Jeg kiggede længe efter ham. I dag er forskelligheden og mangfoldigheden en selvfølge. Det er en gevinst for samfundet, men der er selvfølgelig også en minusside i form af de mange, utilpassede og uindpassede unge anden- og tredjegenerationsindvandrere fra områder, der er blevet til indvandrerghettoer, med deres manglende respekt for det danske samfund og det, vi forstår ved danske værdier. Her vokser risikoen for den radikalisering, der kommer til at fremkalde polarisering og voldelige sammenstød. Mod denne udvikling advarede jeg i 1996 i ”Den naturlige ordens” slutkapitel; thi den er medaljens bagside, som med en utæmmet indvandring kan komme til at overskygge forsiden.

Per Stig Møller: Dage og kampe. Erindringer. Forlaget Gyldendal, 2016.


Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet i Odense og har forskningsmæssigt beskæftiget sig med danske, svenske og tyske forhold efter 1945, herunder omfattende historievidenskabelige undersøgelser af en række mordsager, væsentligst mordet på Olof Palme. Dertil forfatter af kortere og længere kommentarer og kronikker i dagspressen. Til daglig er han arkivar ved et større dansk kommunearkiv. Anders Orris er redaktør ved tidsskriftet Replique.