Game of Thrones: Stor kunst eller tom underholdning?

30. august 2017
7 minutters læsetid

Af Rasmus Ulstrup Larsen

Det siges at kunsten træder til, der hvor sproget ikke længere rækker. Hvem der har sagt det ved jeg ikke, men det er ikke desto mindre sandt. Det forstod Game of Thrones-forfatterne i de tidligere sæsoner af serien, selvom man fatter mistanke, at det nok kun har været George R.R. Martin der forstod det. Men denne forståelse for hvad kunsten kan, er gået tabt i den sidste sæson af serien. Det indvendes fra de fleste anmeldere at den sidste sæson er på et lavere niveau fordi karakterudviklingen er forsvundet og plottet er fyldt med huller. Men der er mere væsentlige årsager til, at serien er faldet i niveau. Den er nemlig ikke længere kunst.

Ved sprogets grænse

Der udspiller sig ikke længere noget handlingsforløb der behandler de svære emner, vi ikke på samme vis kan have en rationel diskussion om i samfundsfagsundervisningen i gymnasiet. Det kunne serien tidligere, og på højt niveau: Hvem havde for eksempel forestillet sig, at det var muligt at opfylde seeren med en seriøs tvivl om, at det er godt at afskaffe slaveri? Jeg skulle i hvert fald ikke være den part der tog det standpunkt i en diskussion, og det er der forståeligt nok heller ikke nogen andre der påtager sig. Men det gør Game of Thrones, for den kan skabe tvivl og dilemmaer, som vi ikke kan kapere med sproget.

Eller hvem havde forestillet sig, at en fantasy-serie på underholdende vis behandler det evige paradoks i moralfilosofien; at den der handler moralsk og gør godt over for andre, som pligten foreskriver, ofte belønnes med dårlige konsekvenser for sig selv?

Det er udtryk for et mesterligt stykke kunst, når serien på denne måde tjener et højere formål end sig selv. For hele serien er nemlig en lang sociologisk og filosofisk diskussion, hvor de forskellige karakterer tjener som brikker til at formidle den. Men lad os starte ved starten, og dykke ned i sæson 1.

Den der er moralsk taber livet

I sæson 1 har vi vores elskede Ned Stark, hvis rolle var inkarnationen af det moralske spørgsmål der startede tilbage hos Aristoteles, om hvordan vi får et godt liv, og samtidig skal leve op til moralske dyder. Aristoteles’ svar på spørgsmålet var, at den der lever det dydige liv, også lever det gode liv. At være moralsk bærer i sig kimen til at få et godt liv. Senere hos Immanuel Kant opstod spørgsmålet igen, for Kant havde nogle problemer med, at hvis man skulle leve efter hans moralske forskrifter, så var det ret sandsynligt at man fik sig en miserabel tilværelse. Der var i hvert fald ikke plads til meget lyst og leg i Kants moralfilosofi, hvor menneskets højeste formål var at gøre sin pligt. Så kom vor egen senmoderne tid, hvor vi én gang for alle fik løst problemet; vi forkastede simpelthen idéen om, at moral har noget at gøre med andet end at være noget for sit inderste selv, som vi dyrker til yogatimen.

Heldigvis har George Martin stadig en lille tvivl i sig, om vi nu også har løst problemet, og det er hvad Ned Stark skal belyse i serien. Han er den mest pligtopfyldende og ærefulde mand i Westeros, der holder på principper og retfærdighedens værdi, men er samtidig også en familiefar der bærer over med sine børns ønsker, selvom det indebærer at acceptere at hans datter Arya hellere vil være ridder end prinsesse. En reaktionær mand, der er progressiv på de rette punkter over for sine nære. Men serien køber ikke søde livsløgne om at det gode liv tilfalder det gode menneske, og fælder til sidst dommen: Ned Stark må dø, for den der er moralsk, er også den der taber i livet. Ned Stark blev halshugget, og seerne blev klogere på livet.

Men det er ikke den eneste moralfilosofiske diskussion den første sæson behandler. For mens Ned Stark sidder fængslet og venter på sin halshugning, får vi en af de bedste dialoger serien endnu har præsteret. Den er mellem den unge Jon Snow og den gamle Aemon Targaryen, ved The Nights Watch. Her overvejer Jon at bryde sit hellige løfte om at gøre sin pligt og forsvare riget, for i stedet at forfølge det andet pligtkald og redde sin far:

Aemon: Tell me, did you ever wonder why the men of the Nights Watch takes no wife and fathers no children?

Jon: No.

Aemon: So they will not love. Love is the death of duty. If the day should ever come when your lord father should choose between honor on the one hand and those he loves on the other, what would he choose?

Jon: He would do what was right, no matter what.

Både livets lyster og pligtens kald er uforenelige, men pligten kan også være i konflikt med sig selv. For pligten mennesket skal udføre, kan fordre to forskellige handlinger på samme tid. Igen peger serien tilbage på Immanuel Kant, der i sin moralfilosofi løb ind i det paradoks, at fordringen om at gøre sin pligt kun kan lade sig gøre, hvis ikke vi er bundet af flere pligter på samme tid som kræver prioritering.  For hvordan kan man prioritere mellem to ufravigelige pligter? Serien viser sit niveau ved ikke at give svaret på pligternes prioritering, men ved at fælde dommen over det moralske vilkår:

Aemon: I will not tell you to stay or go. You must make that choice yourself, and live with it for the rest of your days… As I have.

Vestens liberalisme er andres imperialisme

Vi hopper nu videre til udlandet og de fremmede civilisationer, hvor seriens hovedkarakter Daenarys ”Breaker of Chains” Targaryen holder til. En kvinde der har hjemme i Westeros, men som følge af forskellige begivenheder, er kommet til fremmede breddegrader. Men selvom hun befinder sig i fremmede kulturer har hun stadig sit moralske kompas fra Westeros. I Westeros er slaveri nemlig forbudt, og den der handler slaver må lade livet. Westeros er civiliseret og moderne, som det nu kan være i en middelalderlig verden.

Daenarys gør det til sin mission at befri folket i disse fremmede civilisationer fra deres moralsk korrumperede værdier og love, og indfører Westeros’ værdier i stedet. Med sin moralske og militære overlegenhed som sin følgesvend vil hun befri slaverne fra deres herremænd og lade frihed og individuelle rettigheder blomstre. Men bestræbelsen viser sig mere kompleks end som så, for det viser sig, at det slet ikke er givet, at frihed og individuelle rettigheder blomstrer, når tyrannerne er nedkæmpet. I sæson 4 får vi en fremragende dialog der viser dette, og som sætter kritiske spørgsmålstegn ved universelle frihedsidealer og et smugkig ind i, at Vestens liberalisme er andres imperialisme. Scenen udspiller sig efter Daenarys har overtaget en stolt og gammel by, forbudt slaveri, og har sat sig selv på tronen som byens befrier og moralske overhoved. Men en tidligere slave får foretræde for hende:

Slave: Before you freed me, I belonged to Master Migdal. I was teacher to his children, I taught them languages and history. They know a great deal about your family because of me. Little Carla is only 7, but she admires you very much.

Daenarys:  I hope I can prove worthy of her admiration. What can I do for you?

Slave: When you took the city, the children begged me not to leave the house. But Master Migdal and I agreed that I must. So I lost my home. Now I live on the streets.

Daenarys: I have outfitted messhalls to feed all former slaves, and barracks to shelter.

Slave: I do not mean to offend you. I went to one of these places, the young prey on the old, take what they want and beat us if we resist.

Daenarys: My soldiers will make them safe again, this I promise you.

Slave: Even if they are safe, who will I be there? What purpose would I serve? With my master I was a teacher, I had respect and love of his children.

Daenarys: What is it that you want from me?

Slave: Your grace, I wish to sell myself back to Master Migdal.

Scenen rummer en dyb kompleksitet i forhold til identitetsbehov, universelle værdier og vestlig arrogance. For frihed for frihedens skyld er intet værd, hvis ikke den opfylder noget. Serien sender et hårdt slag i maven på os vesterlændinge og vores jubel-liberalisme, der har hersket i vore sind de sidste femten år.

Underholdning, ikke kunst

Man kunne vedblive at grave scener frem fra tidligere sæsoner der diskuterer disse komplekse emner, men en kort sammenligning med sæson 7 må gøre det. Og det bliver en kort sammenligning, for der er faktisk ikke nogen dialoger der er værd at skrive om. For hvad får vi egentligt af dybe filosofiske og sociologiske refleksioner i sæson 7? Vi får spektakulær og underholdende action i verdensklasse, men vi skånes også fra livets politiske og moralske kompleksiteter. Vi bliver rent ud sagt ikke klogere som seere af at have set sæson 7, som vi gjorde ved at se de foregående sæsoner. Vi får ikke set, at det vi ikke kan forsvare kan forsvares, at det vi ikke kan argumentere for i stedet kan vises. De tidligere sæsoner var så fabelagtige at hvis et menneske stillede sig nogle af livets store spørgsmål, ville man kunne svare vedkommende: ”Jeg kan ikke give dig et svar, men jeg kan vise dig det.” Det kunne man ønske at Game of Thrones ville finde frem igen i den næste og sidste sæson, hvis ikke den skal ende med at eksistere for sin egen underholdnings skyld.


Rasmus Ulstrup Larsen er cand.merc.(fil.) fra CBS og underviser i erhvervsøkonomi og filosofi ved Øregård Gymnasium. Ved CBS skrev han speciale om den filosofiske diskussion mellem liberalisme og kommunitarisme, og anser netop denne diskussion som værende af afgørende betydning for den konservative tænkning. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om identitet, etik og eksistens.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside