Fyrtårnet fylder 75

Af Christian Egander Skov

I dag fylder Per Stig Møller 75 år. Danmark har få konservative åndsskikkelser, og det ville være underligt, om ikke vi her fra Årsskriftet Critique skulle komme dagen i hu.

Det vil vil gøre med et par udpluk af ting af og om Per Stig Møller på i vores tidsskrift.

Her skal vi ikke mindst fremhæve Per Stig Møllers eget bidrag til Årsskriftet Critique V, den næsten dystopiske artikel Hvad fremtiden bringer?

Hør blot disse næsten profetiske ord (de er fra 2012):

“Vi står foran konflikter på tværs af Middelhavet, fordi det store, muslimske befolkningsoverskud er klemt af kombinationen af dårlig økonomi og stor indvandring fra Afrika syd for Sahara, som egentlig vil til Europa, men ikke kan komme ind. De bliver så i Nordafrika, der er klemt mellem hammer og ambolt og på den ene eller anden måde vil ud af klemmen.” 

Eller hør denne pessimistiske konstatering, der kan tjene som opsummering af hele artiklens budskab:

“vi står foran en stribe trængsler, som griber ind i hinanden”

Ellers så prøv bare lige det her lange stykke om demokratiets udfordringer. Det er skarpt.

Dermed står vi slutteligt med det demokratiske problem. Kan et demokrati overleve langvarige og dybe, økonomiske kriser? Demokratiet har jo kun været en selvfølgelighed siden 1945. Før da var det en styreform, der var tvivl om. Også i Danmark, både til højre og venstre. I 1920 var de nye, europæiske lande demokratier. I 1930 havde den økonomiske krise taget livet af de fleste. Vi har allerede set, hvorledes teknokratregeringer midlertidigt har måttet afløse de politiske regeringer. Vi har set, hvorledes den økonomiske krise vælter alle regeringer, der sad i 2008. Vi har set demonstrationerne og de ekstreme vælgerreaktioner i nogle af de værst ramte lande. Og breder krisen sig, fordi vi ikke får løst de store problemer, så har vi ikke set det sidste, som kan blive meget værre end det første. På trods af sin stærkt kritiserede optimisme i The End of History and the Last Man anfører Francis Fukuyama faktisk, at vi kan ende med ”nye autoritære alternativer af en slags, der aldrig før er set i historien”, som vil være fremkaldt enten af de befolkningsgrupper, der oplever en vedvarende økonomisk fiasko, eller af dem, ”who are inordinately succesful at the capitalist game”.[1] Ringer en klokke?

“Dertil kommer, at demokratiet faktisk er under en forvandling, vi ikke kender udfaldet af. De elektroniske medier har rykket os fra at orientere os politisk rationelt til at orientere os emotionelt. Det trykte ord kan man kun forstå rationelt, men de rullende billeder forholder man sig emotionelt til. Og det er fra dem, vi modtager nyheder og i dem vi følger politiske debatter i dag.

I min bog Magt og afmagt, 1999, har jeg analyseret denne udvikling og dens foreløbige indvirkning på vore demokratier, ligesom jeg gør det i Samtale fremmer forståelsen, 2010. Jeg tillader mig for kortheds skyld at henvise interesserede læsere til dem. Alle store kommunikationsteknologiske revolutioner har i tidernes løb medført ændringer af måden, hvorpå et land styres. Nu befinder vi os i en sådan kommunikations-teknologisk revolutionsfase med Twitter og Facebook, netaviser og en hærskare af tv-kanaler. At vi kommer til at opleve dybtgående forandringer af og i demokratiet er alene af den grund givet. Skal vi have demokratisk indflydelse på hvordan, haster også dette.”

Læs det hele her.

Noget af det interessante ved Per Stig Møller er, at han repræsenterer en åndslinje, der engang dominerede Det Konservative Folkeparti, en intellektuelt og oprindeligt nationalt orienteret socialkonservatisme, den såkaldte Frederiksberg-konservatisme.

Den har vi beskæftiget os indgående med her på Critique, ikke mindst i kraft af Nikolaj Bøghs artikler om emnet. Her om Per Stig Møllers onkel Aksel Møllers konservatisme:

“Rammen for de centrale nationale værdier – fædrelandet, kongemagten og kirken – var den danske stat, og staten var i det hele taget helt central for Aksel Møller, som så den som udgangspunktet for al konservativ tænkning. Staten var for Aksel Møller et entydigt geografisk og nationalt begreb, som havde en fælles fortid, der blev bygget videre på i en naturlig kontinuitet. Statens hovedopgaver var at forsvare borgerne mod fjender, at løse konflikter mellem borgerne og at levere et socialt sikkerhedsnet til de borgere, som havde forsøgt, men ikke evnede at klare sig selv”

Selv har jeg haft glæden af st møde Per Stig Møller flere gange. F.eks. da han præsenterede min bog om mellemkrigstidens konservatisme på bogforum. Men også på Information, hvor vi begge var del af et dobbeltinterview om konservatisme på tværs af generationer.

Frække kan vi dog også være. Selv når det kommer til folk, man respekterer dybt, kommer der intet godt ud af at lægge med næsen i støvet. Så bliver det bare vanskeligt at trække vejret.

Tænk her blot på redaktør Anders Orris´omtalte af Per Stig Møllers erindringer, som han fandt skuffende:

“I relation til netop denne bog føler Per Stig Møller hverken trang til at forsvare sig, redegøre nærmere for refleksionerne anno dazumal eller til at efterrationalisere. Det er særdeles nærliggende at antage, at Møller ganske enkelt excellerer i en øvelse, man i visse salonkommunistiske kredse ofte har tillagt borgerligheden: her er man særlig god til at lade som om begivenheder eller personer aldrig har været der; at den uduelige drivert af en søn eller den affældige svigermor lige så godt kunne være et møbel, der kan fjernes fra den pæne stue og sendes bort. Se selv efter i momenter af dette træk i Danmarks Radios i øvrigt ufortjent slet ansete tv-serie Krøniken.”

Og endnu værre lød det, da jeg selv for en del år tilbage skulle anmelde et jubilæumsskrift, som selveste partiet havde udgivet, til Per Stig Møller. Det fik en omgang:

”Per Stig er jo en meget særlig konservativ. Både praktiker og teoretiker. Han har skrevet så mange bøger. Det er så imponerende. Nu skal I høre engang, hvor han blev rigtig vred over næsten ingenting.” Bevares, det er da meget skægt, at Bertel Haarder fortæller om dengang, da Per Stig Møller fik muret Bertel Haarders dør til. Men er der virkelig ikke andet? Er Per Stig Møller bare et kolerisk offer for vennernes hyggelige anekdoter?”

Nu kan man hævde, at frisproget her mere rammen bogen end Per Stig Møller. Men det skyldes mest høflighed fra denne skribents side i dagens anledning. Der er også knubbede ord til fyrtårnet i anmeldelsen. F.eks. overvejelsen, hvad det siger om et fyrtårn, når alle bådene er sejlet på de skarpe rev…

Men schwamm darüber.

Og tillykke til Per Stig Møller.