Er solomødre virkeligt så forfærdelige?

4. august 2017
5 minutters læsetid

Af Rasmus Ulstrup Larsen

Efter at have skrevet et oplæg til debat i Berlingske om solomødre er den danske sommer for mig blevet forvandlet til et stort virvar af debatter om alt fra ligestilling til rugemødre, og om hvorvidt man som solomor egentligt er et forfærdeligt menneske. Ingen af delene havde dog det fjerneste at gøre med mit indlæg.

Det kan undre, at der er en udbredt mangel på evne til at læse en tekst.

Det gør som gymnasielærer ondt, for jeg synes nu ellers, at mine kollegaer gør et fremragende dagligt arbejde for at lære eleverne at læse tekster. Derfor mener jeg også, at det er en skidt udvikling at der i disse tider er pålagt sparekrav på gymnasierne, nu hvor der er empirisk belæg for, at vi skal sætte flere midler af til bl.a. danskundervisningen. Men den diskussion lader vi ligge for nu.

I mit indlæg tillod jeg mig at skrive en konklusion der lød således: ”Det er derfor afgørende at vi forholder kritisk til den udvikling der sker”. En bombastisk og voldsom udmelding, efter reaktionerne at dømme. Jeg kan nu ikke se, hvordan man kan skrive en mere ydmyg konklusion.

Ok. Hvem har droppet dig?

Men antallet af vrede mennesker og deres reaktioner såsom ”Du må være en forsmået mand, der er blevet droppet” viser, at det ikke er nok, at man ikke må være uenig, man må slet ikke forholde sig kritisk! I en tid som vores, hvor udviklingen går stærkt, og alle andre facetter i tilværelsen er præget af stigende hastighed, kunne man nu ellers argumentere for, at det netop er vigtigt at forholde sig kritisk til samfundsudviklingen.

Men mit ærinde her er at svare på nogle af de reaktioner, der dukkede hyppigst op, og se om jeg kan svare grundigt på dem. En af de hyppigste reaktioner var den, at mit indlæg måtte være udtryk for, at jeg er blevet droppet af en kvinde i min tilværelse. Det er sandt, selvom jeg ikke nyder at tale om oplevelsen. For jeg husker stadig tydeligt, da hun i 9.klasse dukkede op og forsvandt lige så hurtigt igen.

Årsagen til hendes forsvinden var vist, at jeg hellere ville spille Nintendo 64, og at en af mine andre venner var lidt sejere at gå efter. Det sætter ar i menneskesjælen, for sådanne oplevelser vedbliver at tale gennem tiden. Men jeg håber jeg har løsrevet mig nok fra det, så jeg kan fungere uden at være ubevidst drevet af oplevelsen.

Er solomødre virkelig så forfærdelige?

En af de andre og mere alvorlige anklager var den, at jeg i mit indlæg skulle have skrevet, at solomødre var forfærdelige mennesker. Den læsning udsprang af, at man havde overset jeg talte om et fænomen. Der er en væsentlig distinktion her. At tale om et samfundsfænomen er at anlægge et sociologisk perspektiv på noget, der foregår i denne konkrete periode.

Ligesom hvis der kom en pludselig stigning i narkoindtag og dødsfald af druk, så er der på samme måde tale om et fænomen.

Hvis jeg derfor skrev, at narkoudbredelse var et forfærdeligt moderne fænomen, så taler jeg ikke om, at narkomanerne er forfærdelige, men at fænomenet med udbredelse af narkoindtag er forfærdeligt. Der er en væsentlig forskel, for det er en analyse af en samfundsudvikling og ikke en analyse af hvorfor den enkelte narkoman tager sit narko, eller om narkomanen er et forfærdeligt menneske.

Den moralske dom retter sig derfor mod samfundet, og ikke mod narkomanen. Men denne distinktion formåede mange læsere ikke at foretage.

Kan du ikke tænke eller hva?

Den andenmest udbredte reaktion var en, der bundede i manglende evne til at lave sunde logiske slutninger. Der blev sluttet, at fordi jeg skrev faktuelt, at man efter 2007 ikke længere behøvede at tænke over, hvordan man var som menneske, og hvad man byder andre for at få et barn, så måtte jeg nødvendigvis mene, at solomødre derfor nødvendigvis ikke tænkte over hvad de bød andre.

Det kan igen undre, at manglende indsigt i grundlæggende logik er udbredt. Jeg har, som uddannet i filosofi, også længe advokeret for, at filosofi skal på skoleskemaet helt ned i folkeskolen, og gerne gøres tvungent i gymnasiet.

Da denne indvending har at gøre med logiske slutninger, så er vi i filosofiens faglighed, og jeg vil derfor gennemgå det, man kalder en syllogisme.

Aristoteles var den filosof i antikken der formulerede syllogismer som en måde hvorpå man kan kontrollere, om en konklusion er sand ud fra præmisserne. Præmissernes sandhed kan diskuteres, men ærindet her er at vise, at ud fra mine egne præmisser, kan man ikke lave den slutning mange læsere gjorde, om at jeg måtte mene alle solomødre nødvendigvis var dårlige mennesker.

En syllogisme opbygges af to præmisser som tilsammen udgør en logisk konklusion. Så spids ørene, fokusér, og hvis man er dårlig til matematik som undertegnede, skal man ikke lade sig skræmme af, at der indgår tegn fra matematikkens verden.

Før 2007:
1. For at få et barn er det nødvendigt, at jeg har en partner.
2. For at få en partner er det nødvendigt, at jeg tænker over, hvordan jeg er.
= For at få et barn er det nødvendigt , at jeg tænker over, hvordan jeg er.

Efter 2007:
1. For at få et barn er det ikke nødvendigt at få en partner.
2. Når det ikke er nødvendigt at få en partner, er det ikke nødvendigt at tænke over, hvordan jeg er for at få et barn.
= For at få et barn er det ikke nødvendigt at tænke over , hvordan jeg er.

Børns betydning
1. Børn har altid været centralt i et menneskes liv at få.
2. Jeg er ikke længere nødt til at tænke over, hvordan jeg er for at få et barn.
= Det mest centrale i vores liv er ikke længere nødvendigt knyttet sammen med at tænke over hvordan jeg er.

Delkonklusion: Vi har mistet en central institution i samfundet, som har været en garanti for etisk refleksion over os selv.

Konklusion: Garantien for etisk refleksion er forsvundet. Den kan stadig finde sted, det er blot ikke en garanti.

Det skal vi forholde os kritisk til.

Fejlkonklusion fra læsere: Så må jeg med garanti være et dårligt menneske.

Som det forhåbentligt er blevet tydeliggjort her, så har mange læsere lavet en logisk fejlslutning. Ja, ikke kun læsere, selv journalisterne lavede denne fejlslutning. Men kære solomødre, I behøver ikke at være sure og kede af det, for med den ovenstående syllogisme, er der intet til hinder for, at I er gode mennesker, der byder andre noget.

Vores nuværende samfund derimod, ja det er en anden snak, og det skal vedblivende kritiseres for at være et samfund, der i stigende grad gør os uafhængige af hinanden.


Rasmus Ulstrup Larsen er Cand.merc(fil.) fra Handelshøjskolen i København og underviser i erhvervsøkonomi og filosofi ved Øregård Gymnasium. Ved Handelshøjskolen skrev han speciale om den filosofiske diskussion mellem liberalisme og kommunitarisme. Han bidrager ofte med konservative indlæg i Jyllands-Posten. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om identitet, etik og eksistens.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside