En ode til Joseph de Maistre

13. august 2017
4 minutters læsetid

“Når litterære mennesker, hårdt presset af tiden, først begynder at føle behovet for at blive reaktionære, er det sandsynligt, at de tager fat på Joseph de Maistre.”

Sådan skriver Edmund Wilson i slet skjult irritation over studentikose konservative, der i Joseph de Maistre finder et længe tilstræbt afløb for deres uudgrundelige harme over moderniteten. Imidlertid vil størstedelen af Critiques læsere formodentlig, ligesom jeg selv, finde sig særdeles tiltalte af Wilsons præsentation. De Maistre hører til blandt konservatismens største tænkere, men han læses i dag langt fra ligeså ofte som Burke, Kirk og Eliot. Det er i og for sig ikke underligt. Mens Burkes konservatisme er yderst kompatibel med den moderne liberale orden, som nu engang er blevet vores lod, kan de Maistres ublufærdige ”trone og alter”-konservatisme med skarp demokrati-kritik og middelalderlige kerneværdier, synes helt og aldeles uanvendelig i samfundsdebatten i dag. Ak, og måske er de Maistres dage som fast curriculum i den konservative idédebat virkelig talte. Alligevel er jeg på det seneste blevet så fascineret af denne reaktionære provokatør, at jeg vil vove denne korte hyldest til den italienskfødte tænker.

Émile Faguet karakteriserer kernen i de Maistres tænkning som en ”monstrøs treenighed af pave, konge og bøddel.” For de Maistres udgjorde protestantismen en ligeså sekterisk trussel mod den bestående samfundsorden som de liberale oplysningstænkere, og hans værk Du Pape (1819) siges at have spillet en ikke ubetydelig rolle i 1. Vatikankoncils vedtagelse af dogmet om pavens ufejlbarlighed. For de Maistre er pavestolen dén samlende politiske institution i Europa, og for at en institution kan erklære suveræn magt over sine tilhørere, må den præsentere sig selv som i nogen grad ufejlbarlig. Endvidere mente han at al autoritet har sit ultimative ophav i Gud. Denne påstand underbygger de Maistre med en kritik af idéen om ”den sociale kontrakt”, som foregriber moderne konservative tænkere som Scruton: Samfundskontrakten siges at etableres ved, at en gruppe mennesker sætter sig ned for i gensidig respekt og med anerkendelse af hinandens frihedsrettigheder at etablere et samfund, hvor det gode belønnes, og det onde straffes. De Maistre håner denne idé og spørger, hvad disse mennesker dog skal med et samfund: de har jo allerede ét! Samfundet går altså altid forud for kontrakten og kan derfor ikke være foranstaltet af rationelle individer. Det er grundet i et før-rationelt fællesskab, og de Maistre slutter deraf thomistisk: en rationel ordning, der ikke er etableret af rationelle individer må være indsat af Gud.

Når borgerne begynder at spørge ind til samfundets rationale, går de imidlertid forgæves. F.eks. fremhæves tronfølgen som en irrationel orden; for hvilken logik siger, at en søn af en dygtig konge ligeledes skulle være dygtig? Mere rationelt er det derimod at vælge hver konge individuelt. Imidlertid har tronfølgen sikret stabile samfund igennem århundreder, mens de Maistre peger på samtidens Polen som et politisk kaos forårsaget af deres folkevalgte konger. Derfor kan intet samfund etableres på baggrund af borgernes rationelle tilslutning. Så hvordan opnår samfundet legitimitet?

De Maistres svar er skræmmende og fascinerende: det gør det ved at indgyde ”terror” i borgerne. Borgernes skal fornemme at kongens og pavens autoritet er grundet i en mystisk, guddommelig orden, som vi ikke kan forstå eller forklare, men som indgyder ærefrygt i os. Det er altså et ”følt”, ”mytisk” fællesskab, og her ræsonnerer de Maistre med en tendens inden for de seneste års nationalismeforskning (se Geary og Rosenwein som to eksempler herpå).
Intet sted føles denne ”terror” som i synet af bødlen, og de Maistre huskes i dag frem for alt for hans utrolige påstand om, at bødlen er ”samfundets grundpille”. Hans beskrivelse heraf er imidlertid noget af det smukkeste prosa, jeg har læst i nogen politisk tekst, og jeg kan kun anbefale at læse passagen fra Considérations sur la France. Her skildrer de Maistre det på én gang dragende og gruvækkende ved bødlen, og jeg kan ikke komme på nogen bedre illustration af Edmund Burkes begreb om ”det sublime”. Som forvalter af liv og død inkarnerer bødlen kongens gudgivne autoritet og i synet af henrettelsen bindes borgerne sammen i et næsten religiøst fællesskab. Tænk blot på hvad en borger er villig til at gøre: at give end sit eget liv i troskab mod kongen! Intet rationelt kan motivere en borger til en sådan gerning ifølge de Maistre. Men det kan det sublime følelsesfællesskab.

Denne troskab mod samfundet leder endvidere de Maistre til en kategorisk immigrationskritik: hvilke mennesker vælger at flytte udenlands? Er det de ordentlige, traditionsbevidste og anstændige mennesker? Nej, det er de liberale og radikale, der ingen respekt har for fædrelandet. Derfor opfordrede han i et brev Ruslands kejser til ikke at tage imod de tilrejsende lutherske tyskere.

Den kerne der binder hele de Maistres værk sammen er utvivlsomt hans stærke sans for arvesynden. De Maistres foragtede Rousseau og oplysningen for deres optimistiske tiltro til mennesket. Mennesket er korrumperet og må konstant holdes i ave af autoritet. Det var de Maistres sans for arvesynden, der i 1851 omvendte Baudelaire fra anarkist til reaktionær royalist, og ud af det kom nogle af hans stærkeste og mest forstyrrende digte, hvad jeg håber at kunne udfolde i et fremtidigt indlæg. For nu vil jeg give det sidste ord til de Maistre selv i et citat, der smukt demonstrerer hans poetiske sans for det mørke og sublime:

”Hele jorden, kontinuerligt indsmurt i blod, er ikke andet end ét stort, udstrakt alter, på hvilket alt der lever ofres uden ophør, uden mål, uden pause, indtil udslettelsen af tingene, indtil ophøret af ondskab, indtil dødens død.”

Jacob Munk

Jacob Munk er stud.mag. i Litteraturhistorie og Religionsvidenskab og har bl.a. udgivet akademiske artikler om tysk og engelsk romantisk poesi. På aarskriftet-critique.dk behandler han emner som politisk filosofi, luthersk teologi, betydningen af den fælleseuropæiske kulturelle arv, seksualmoral, poesi og kritisk samtidsanalyse med henblik på at forsvare traditionelle konservative værdiers gyldighed i det post-postmoderne samfund.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside