De nye blyår?

27. august 2017
5 minutters læsetid

Af Simon Hesselager Johansen

En af de største kulturelle venstredrejninger i flere årtier går gennem den vestlige verden, med masser af politisk kaos som følge. I én industrination indgår det konservative etablissement, ud af ren desperation, mod forventning en faustisk pagt med højreradikale bevægelser, der tæller åbenlyse fascistsympatisører i deres rækker.

Konsekvenserne bliver, at højreorienterede terrorgrupper opererer med usædvanligt få hindringer, og at der opstår overraskende stor folkelig opbakning til politisk vold fra den yderste venstrefløj. Det eskalerer over en lang årrække, indtil en ledende politiker succesfuldt snigmyrdes. Der går dog endnu et årti, før den fulde dybde af myndighedernes medskyld afsløres i detaljer.

Italiens blyår

Jeg beskriver selvfølgelig de såkaldte anni di piombo – blyårene – i 1970ernes Italien. Ikke alene var Brigate Rosse, den italienske pendant til Rote Armee Fraktion og Weather Underground, meget mere ambitiøse og endnu mere nådesløse, til det punkt at de i 1978 med succes kidnappede og henrettede landets tidligere premierminister Aldo Moro, før han kunne forhandle et kompromis mellem Kristendemokraterne og Italiens Kommunistparti.

Samtidig havde NATO i Italien oprettet det såkaldte Operazione Gladio-undergrundsnetværk af guerillaer med det formål at fungere som modstandsbevægelse. Deres medlemskab rekrutteres hovedsageligt fra neofascistiske militser som Avanguardia Nazionale og Ordine Nuovo, der som følge nu havde adgang til nyeste NATO-udstyr og hemmelige oplysninger. Det tillod dem at planlægge og udføre så ambitiøse terror-aktioner som bombeangrebet på Bolognas jernbanestation i 1980. (Læs i øvrigt Daniele Gansers bog NATO’s Secret Armies om Gladio-bevægelsen.)

Italien blev nemlig ikke nær så grundigt de-nazificeret efter krigen som Tyskland. Et eksempel er Admiral Junio Valerio Borghese, en italiensk admiral fra 2. verdenskrig, som i 1950erne stod for NATOs italienske operationer på trods af sine ureformerede politiske synspunkter, og i 1970 igangsatte et fejlslagent militærkup. Et andet eksempel er, at ét af efterkrigstidens Italiens største højrepartier MSI (senere Alleanza Nazionale og i dag La Destra) nedstammer i lige linje fra 1920ernes originale fascist-bevægelse. Selve Gladios eksistens blev faktisk først officielt bekræftet i 1990 af premierminister Giulio Andreotti, selvom den tidligere Avanguardia Nazionale-militsmand Vincenzo Vinciguerra allerede havde afsløret dets eksistens i en retssag i 1984.

Tilbage til den politiske vold

Selvom den af Occupy Wall Street-afledte genoplivede venstrefløj kun er et ekko af 1960ernes og 1970ernes ny venstrefløj, og selvom alt-right-subkulturen ikke er et nyt MSI, Sebastian Gorka ingen Junio Valerio Borghese, USAs højreradikale militsbevægelse ingen Ordine Nuovo og Antifa ingen Brigate Rosse, så går de overordnede mønstre fra blyårene igen i vore dages politiske konfrontationer.

Den politiske situation i USA, hvor Trump har haft mere end vanskeligt ved at tage endegyldigt afstand til sine højreradikale og nynazistiske støtter, kommer sandsynligvis til at tjene som endnu en historisk advarsel til vestlige konservative, der ikke tænker for grundigt over, hvilket kompagni de holder sig, og hvad konsekvenserne bliver. På ét eller andet punkt vil de højreradikale vende sig imod deres konservative allierede – Bologna-bombningen er et pragteksempel – og udover det legitimerer forbindelsen mellem konservative og højreradikale den yderste venstrefløj ved at give dem nøjagtig de modstandere, som de ønsker.

Vejen til de nye blyår

Hvordan er vi så kommet hertil? Den første årsag er den i disse dage udbredte ”ingen fjender til højre”-tankegang, hvis argument går på, at venstrefløjen ikke tager afstand til deres ekstremister, hvorfor højrefløjen heller ikke skal tage afstand fra sine, hvis den vil opnå noget overhovedet.

Dette er en falsk præmis, som beror på et manglende kendskab til venstrefløjens interne ideologiske skismer. For eksempel er Noam Chomsky, den mest populære venstreradikale tænker i nutidens USA, ikke alene gentagne gange blevet fordømt af liberale, demokratiske meningsdannere som J. Bradford Delong og Kenneth Roth, men Chomsky selv har taget afstand til Antifa som angiveligt bekræftende konservatismens fortællinger. Et hjemligt eksempel er forfatteren Arne Herløv Petersen, hvis litterære karriere i 1980erne kollapsede pga. retssagen mod hans påståede spionage for Sovjetunionen og aldrig er kommet sig igen – selvom han blev fundet uskyldig bagefter.

Flosklen om at enhver form for reel dedikation til konservative principper er en glidebane til fascistisk totalitarisme bør derfor behandles på samme måde som Friedrich von Hayeks og Ayn Rands argumenter for, at enhver form for offentlig sikkerhedsnet og velfærdsstat skulle være en glidebane til sovjetkommunisme: Størstedelen af ikke-sovjetiske allierede soldater under 2. verdenskrig var nemlig til højre for nutidens britiske konservative. Konservative forfattere som T. S. Eliot havde allerede advaret mod PNF og NSDAP før 2. verdenskrig overhovedet var gået i gang.

Den konservative kommunitarisme i klemme

Den anden faktor er i min optik, at den Kolde Krigs alliance mellem konservatisme og libertarianisme har gjort det ekstraordinært besværligt at føre konsekvent kommunitær politik fra højre i den vestlige verden – jævnfør Theresa Mays fejlslagne forsøg på at forene ”Red Tory”-kommunitarisme med Thatchersk neoklassisk økonomi i sin valgkamp tidligere på året.

Dette har efterladt kommunitarismens grund på den ene side til højrepopulister som Nigel Farage, Marine Le Pen, Donald Trump samt Dansk Folkeparti herhjemme og på den anden side til venstrepopulister som Gerry Adams, Jeremy Corbyn og Jean-Luc Mélenchon.

Ifølge undertegnede er højrepopulismen en ideologisk blindgyde, da højrepopulister forsøger at bevare deres respektive nationers samfundsstrukturer, samtidig med at de går til angreb på hjemlandenes faktisk eksisterende institutioner, hvilket fører til usammenhængende praktisk politik. Dette er ikke et problem for venstrepopulisterne, da deres mål er at erstatte samfundets institutioner med nye – hvilket vælgerne er ved at indse: Tænk på, hvor mange tidligere UKIP-stemmer gik til Jeremy Corbyn i de sidste valg eller det bizarre skue at se ex-Trumpist-bloggeren Mike Cernovich forsvare Antifa på Twitter.

Trump-æraen betyder, at folk som Jeremy Corbyn, der åbenlyst beundrer Hugo Chavez og Fidel Castro samt besætter sin inderkreds med erklærede Leninister som Seumas Milne, nu opfattes som stuerene, da venstrefløjen nu overbevisende kan promovere Corbyn og Milne, som den opposition Trump og Bannon fortjener.

Den lærte lektie for vestlige konservative må være at føre konsistent kommunitær politik og samtidig afvise fascismen og dens nyttige idioter som Steve Bannon som en perversion af deres egne idealer, på samme måde som venstrefløjen overbevisende har kunnet portrættere Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina som korrumperede udgaver af socialisme.

Alternativet

Alternativet – en pagt med djævelen – fører kun til nye bly-år med død og ruin til følge, og truer med at efterlade højrefløjen med så sværtet et omdømme som Operazione Gladio efterlod på Giulio Andreottis hænder.

Måske er skaden allerede sket i USA, selv hvis der bliver ryddet op inden for det Republikanske Parti, så kun de medlemmer, som kan bevise deres mangel på medskyld i de Nye Blyår vil undgå at blive politisk radioaktive. I bedste tilfælde vil de langsigtede konsekvenser være en mulighed for et velfortjent luftskifte på højrefløjen, men ikke før mange menneskeliv er gået tabt.

Måske ender dette på lang sigt at føre til den største politiske og kulturelle venstredrejning i lang tid, især hvis Jeremy Corbyn bliver britisk premierminister, før pendulet svinger tilbage igen.


Simon Hesselager Johansen er cand. mag.i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet. Han har skrevet speciale om geniet og det sublimes rolle i Immanuel Kants æstetik. Han har tidligere skrevet om kultur og politik fra et filosofisk og idéhistorisk perspektiv for tidsskrifter som The Murmur, Ræson og Tanken. Simon Hesselager vil bidrage med artikler om det nye antiliberale højre i som international fænomen.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside