Trumps store tale og anti-trumpismens faldgruber

Af Christian Egander Skov

In his speech in Poland on Thursday, Donald Trump referred 10 times to “the West” and five times to “our civilization.” His white nationalist supporters will understand exactly what he means.”

Den er næsten for forudsigelig, den refleksbetingede anti-trumpisme, der er udbredt i hele det politiske spektrum. På det punkt ligner den højrefløjens ligeså automatiske #MAGA-kult, der i hvert Trump-tweet hører en rislen fra den livgivende kilde, som skal vederkvæge et Vesten, som enten er på vej i graven eller i hvert fald balancerer på kanten. I begge tilfælde vidner det om en kedelig politisk tribalisme.

I det estimerede tidsskrift The Atlantic har Peter Beinart analyseret Trumps meget omtalte tale i Warszawa. Og hvad sagde Trump så – ifølge Beinart altså? Ja han prædikede racisme og ”white supremacy”:

”The West is not a geographic term. Poland is further east than Morocco. France is further east than Haiti. Australia is further east than Egypt. Yet Poland, France, and Australia are all considered part of “The West.” Morocco, Haiti, and Egypt are not.

The West is not an ideological or economic term either. India is the world’s largest democracy. Japan is among its most economically advanced nations. No one considers them part of the West.

The West is a racial and religious term. To be considered Western, a country must be largely Christian (preferably Protestant or Catholic) and largely white.”

Nye politiske dyder

Kan I se det? Og hvad siger Trump altså i virkeligheden, hvis vi anskuer det i Beinarts troldspejlsperspektiv?

”America is racially, ethnically, and religious diverse. So when Trump says being Western is the essence of America’s identity, he’s in part defining America in opposition to some of its own people. He’s not speaking as the president of the entire United States. He’s speaking as the head of a tribe.”

Det er altså dér vi er.

Hvis man bruger begreber som Vesten og vestlighed, læner man sig ikke alene op af et ide, der har en racistisk forhistorie (det kan man sikkert godt argumentere for på et rent akademisk plan) man aktiverer også disse betydningselementer og bruger dem til at så splid i en moderne multikulturel virkelighed.

Man kan altså ikke længere sige, at USA er vestligt, hvis man vil undgå ødelæggende beskyldninger om racisme. Hvad man så kan sige, er et godt spørgsmål. Måske er eet meningen, man så bare skal tie – og gerne tåle.

Som den altid tankevækkende – og i øvrigt strengt Trump-kritiske – Rod Dreher har skrevet, så er denne brug af racismebegrebet ikke alene meningsløs men farlig:

”If you tell people that to love and to want to defend the culture of the West is a racist act, then they will cease to care about your judgment on the matter, because you are requiring them to hate themselves as an act of virtue”.

Trump har I sin Warszawa-tale tjent den nyttige funktion at fremprovokere en reaktion fra sine ideologiske modstandere, der har sat deres position på spidsen og afsløret den i sin radikalitet: Selvhad som dyd.

Et dementi af America First

Noget andet er, at alt dette er udenomsværker.

Hvad er egentligt essensen i Trumps tale? Er det en fordækt kritik af et raceblandet USA? Et forsøg på at i Polen over for et polsk publikum (?!) at tale direkte til den vælgermæssigt ubetydelige gruppe af forbenede racister i det amerikanske vælgerkorps? Er det et forsøg på at fremprovokere en reaktion fra venstrefløjen? Nej, nej og nej.

Trumps tale i Warszawa var først og fremmest en udenrigspolitisk tale om den situationen USA og dets nære allierede i Europa og anglosfæren står over for og om, hvad der er på spil.

Læst som sådan er det opmuntrende tale. Hvorfor?

Fordi den er et dementi af den isolationistiske nationalisme, der har flydt som en understrøm i Trumps hidtidige udenrigspolitiske idéer. Trump blev valgt på at sætte USA først. Og hvor meget end hans kernevælgere kan bifalde denne på overfladen nationale tanke, så var det fra begyndelsen en dybt skadelig doktrin, der var – og er – båret af en fundamental misforståelse af USA’s position i verden og betydningen af den internationale liberale orden.

I stedet for at forstå USA som en garant for en orden, der i sidste ende er i USA’s interesse, samtidig med, at den er i andre landes interesse, forstod Trump og hans ideologiske bagland denne orden som en slags parasitær udvækst på landets militære og politiske kapacitet.

Den tænkning har sammen med Trumps ustyrlige Maverick-tendenser på Twitter allerede gjort stor skade, skabt afstand mellem USA og dets allierede, sået tvivl om landets forpligtelse på den internationale orden på længere sigt og værdien af amerikanske sikkerhedsgarantier.

De skadelige konsekvenser af America First ser vi allerede antydet: En øget regionalisering af den internationale orden, en mere multipolær verden, der også vil blive en mere konfliktfyldt verden. Helt konkret har Europas politiske eliter, ikke mindst i Tyskland, grebet den mulighed, der er opstået, og bruger den til at lede EU i retning af yderligere politisk og militær integration, som på sigt truer det transatlantiske samarbejde.

Vestlighed

Talen i Warszawa er en genbekræftelse af USA’s forhold til sine nærmeste allierede og en hyldest til vores fælles værdier:

“Americans, Poles, and the nations of Europe value individual freedom and sovereignty. We must work together to confront forces, whether they come from inside or out, from the South or the East, that threaten over time to undermine these values and to erase the bonds of culture, faith and tradition that make us who we are. If left unchecked, these forces will undermine our courage, sap our spirit, and weaken our will to defend ourselves and our societies.”

Det er her netop en fælles kærlighed til individuel frihed og national suverænitet, der binder Vesten sammen. Disse værdier er ikke blot abstrakte, men funderet i kultur, tro og tradition, der ikke alene har gjort os til dem vi er, men som vi også stadig må bevare og forsvare, hvis vi ønsker, at vores værdier skal bestå. Værdierne er altså værdier udsprunget af delte historiske erfaringer, og det er værdier, der nu binder os sammen i et skæbnefællesskab, fordi de er under pres indefra og udefra.

Talens substantielle omdrejningspunkt er Polens historie, der på en gang er tragisk og storslået, en kilde til pessimisme og optimisme på Vestens vegne. Et tilbagevendende tema er, at Vesten kan spejle sig i Polen. Derfor forudsætter talen et dybt vestligt fællesskab, hvor vi ikke alene deler nutid og fremtid, men også kan lære af hinandens historier. Vi er altså meget langt fra America First.

Interessant er det også, at Trump som farer, foruden islamismen, specifikt nævner det revanchistiske Putin—regime. Til Putin lød ordet:

“We urge Russia to cease its destabilizing activities in Ukraine and elsewhere, and its support for hostile regimes — including Syria and Iran — and to instead join the community of responsible nations in our fight against common enemies and in defense of civilization itself.”

På den ene side fremstår Rusland her som en potential allieret i kampen for selve civilisationen. Alt efter hvordan Trump konkret vil agere over for Putin, bl.a. ved G-20-mødet, kan dette være et fromt håb eller et tegn på en forkastelig appeasement-politik. Men det vigtige er, at der samtidig ingen tvivl er om bedømmelsen af Ruslands situation i dag som en modstander og en Spielverderber, der må bevæge sig for at komme ind i varmen igen.

En tale er en tale og derfor kun ord. Det er ikke tilrådeligt at lægge den til grund for alt for meget optimisme. Det afgørende er, hvad der nu kommer til at ske. Kan det lykkedes at genetablere højt tiltrængt amerikansk lederskab? Det er mere end uklart, men Warszawa-talen antyder, at det – indtil det næste Tweet – er tænkeligt.