Skønheden & Udyret: Den reaktionære helt, Gaston.

Af Christian Egander Skov

I en lille fransk landsby bor pigen Belle, hvis ynde kun overstråles af hendes videnbegærlighed. Hun er heltinden i Disneys i dag klassiske genfortælling af Skønheden og Udyret, der ramte biograferne i 1991 – ja så længe siden er det! Tegnefilmen er for nyligt blevet genfortolket som spillefilm. Det er der ingen grund til at kommentere yderligere. Vi er jo høflige.

I Disneys Skønheden og Udyret er Belle den kreative, intellektuelle andengenerations outsider i bemeldte lille franske landsby. Af årsager, der er inderligt ligegyldige, ender hun på Udyrets slot. Udyret er en prins, der som straf for sit kolde hjerte har fået vendt vrangen ud, således at hans væsen er synligt for enhver. I tegnefilmen kan han vel bedst beskrives som en slags løvegnu. Kun ved at omfavne den ægte kærlighed kan udyret blive menneske igen. Og da Disneys tegnefilm er cirka lige så farlig som trefearvet is, er det allerede fra begyndelsen klart, hvordan alting vil gå sin gang. Men da såvel bæster som mennesker og service giver et nummer undervejs, er det nu alligevel meget hyggeligt.

Men er der ikke alligevel en mislyd? Er historien ikke så halvfemset, at det næsten bliver et problem for den moderne seer, der har sans for de lag i fortællingen, som plotstrukturen og Disneys manipulerende karaktertegninger søger at dølge.

Set med de rette øjne bliver det klart, at selvom Belle er filmens hovedperson, er hun ikke dens helt i nogen meningsfuld forstand. Den ære tilfalder derimod landsbyens gæve bysbarn, Gaston.

Åh, er det kontroversielt? Fremstilles Gaston ikke som en nar i filmen?

Jo, måske. Men tænk nu på filmen som en fortælling, hvis tendens er forsøget på at skildre Gaston som det egentlige udyr og konstellationen Belle-Udyret som udtryk for det grundmenneskelige, nemlig den kærlighed, der ser stort på det ydre og finder skønheden i det indre. Filmen er en hyldest til det grænseoverskridende. I ved 90’erne og alt det der.

Når vi forstår, at det er filmens tendens, lader det sig gøre at sætte parentes om narrativet og i stedet se på de kolde fakta, hvorom filmen beretter.

Belle: den rodløse intellektuelle

I en af filmens første scener synger Belle en sang, der på en gang introducerer hende og byen. I kender den sikkert. Men lad os se lidt på teksten. Først lyder det:

”Vores by er en rolig verden
og hver dag følger samme ur
vores by har sin stille færden
den står op og si`r

Bonjour.”

Ja, et lille stykke landlig idyl, en verden i sig selv præget af en ro, der, som vi senere erfarer, står i skærende kontrast til det kaos og uliv, der hersker i den skov, som adskiller byen fra Udyrets fortryllede slot. I landsbyen er vi langt fra eventyrets verden, vi er i den folkelige hverdag, hvor man dagligt tager på arbejde, passer sit og gør sit for at sikre sig og sine – uden vel at mærke at glemme, at man lever i et samfund: Her kommer man hinanden ved, siger goddag, letter på hatten og er noget for hinanden.

Men efter denne skildring kommer så Belles dom over sin hjemstavn:

”der komme bag`ren med sit brød som altid
hans morgentur er triviel
jeg har set det samme syn
siden vi kom her til by`n
denne lille søde by”

Ja, Belle vrænger ad det trivielle, identificerer sig ikke med de folk, hun er givet til at leve sammen med. Hun og hendes far er kommet til byen udefra, men de har aldrig gjort sig til en del af den. Hvor faderen har bygget en mur mellem sig selv og byens beboere ved at hengive sig til teknikken, hengiver Belle sig til dagdrømme, som finder næring i de bøger, hun læser. Fordi hun ikke vil være ved, hvor hun er og hvem hun er forpligtet på, tænker hun sig et andet sted hen – uden for byens sikkerhed, hvor eventyret har fortrængt dagligdagens rutiner som dagens lov.

Belle er mennesket, der ikke vil have hjemme, hvor hjem er, men konstant ønsker sig andetsteds. Hendes hjem er ikke noget særligt, fast defineret sted, men der hvor hendes længsler drager hende hen. Alle steder og ingen steder er hjemme. Hun er den rodløse intellektuelle, der ved sin begavelse – abstrakt bogviden – adskiller sig fra almuen, hvis viden er knyttet til stedet, jorden og dagligdagens dont.

Og selvom befolkningen i byen hilser høfligt, for sådan gør man her, så erkender de også den afstand, Belle har sat mellem sig selv og dem:

”det passer godt at Belle betyder skønhed
hun er så skøn som solen selv
jamen bag det ydre skind
er der vist et særligt sind
hun er ikke samme slags som os
hun tænker ikke li`som os
hun er ikke samme slags som os den Belle”

Gaston: Den pligtbundne

Det er i øvrigt i samme sang, vi først møder Gaston. Denne unge mand er et menneske som så mange andre. Han har fejl, jovist. Ligesom Belle er han i nogen grad optaget af sig selv og ligesom hende står han ud i forhold til landsbyen i almindelighed. Men hvor hendes særegenhed alene er til for hendes skyld og sætter en afstand mellem hende, der er skøn som solen selv, og så alle de andre, er Gastons kvaliteter af en ganske anden karakter.

Hør blot, hvad byens kvinder synger:

”der går han jo
hvor er han yndig
monsieur Gaston
han er så sød
min kind bli`r rød
min tanke syndig
hvor er han dog et stort og dejligt brød”

Gaston drager folk til sig. Ligesom Belle er han et objekt for folks beundring, men i modsætning til Belle forstår han sig som en del af byen, forstår hvordan hans status hænger nøje sammen med, at nogen ser op til ham. Hvor Belle er kold, afvisende og hoven, er Gaston varm, lidenskabelig og omfavnende. Hvor Belle ikke har hjemme nogetsted, har Gaston kun hjemme netop der i den skønne lille landsbys begrænsede verden.

Nuvel, det er kun én sang. Måske skyldes det hele blot, at han er et stort brød med arme som lår. Man skal ikke altid høre sandheden fra landsbyens unge piger. Så lad os derfor overveje resten af byens forhold til Gaston.

Romantikeren Gaston

Som mange sikkert husker, kaster Gaston sit lidenskabelige blik på Belle, den pige han ikke kan få. Selvom han gør det bedste, han har lært, vedbliver hendes hjerte at være koldt.

Særligt en scene understreger dog, i hvor høj grad Gaston i sit forsøg på at kurtisere Belle kan trække på en stor goodwill fra landsbyens befolkning, der understreger deres oprigtige hengivenhed til ham.

Da han forsøger at bryde gennem Belles kuldemur ved at overraske hende med et frieri, lykkes det ham, som den romantiker han er, at samle en stor skare, der skal skabe de perfekte rammer om frieriet. Iklædt sit bedste tøj og en – måske påtaget selvsikkerhed – står han over for Belle og anmoder om hendes hånd. Uden for står ikke alene det meste af landsbyens befolkning men også et hornorkester! Det taler sit tydelige sprog: Her er en ung mand, der sætter alt ind for kærligheden. En romantiker, der ikke er bange for at blotte sig i vidners nærvær (altså i allermest dydige forstand).

Og byen støtter ham. Kun Belle er ikke modtagelig, og Gaston må ikke alene finde sig i at blive afvist foran hele byen, han ender også med hovedet i en grisesti.

Dette er imidlertid kun begyndelsen på Gastons tragedie.

Byens beskytter

Lad os se på en anden central scene, der etablerer Gaston som et menneske, som er respekteret og vellidt i sit lokalsamfund. Her drejer det sig om en sang, der synges på byens kro, hvor Gaston på vanlig vis er i centrum.

I denne sang er eksemplerne legio, så lad os bare tage et par stykker:

”Kor: ingen slår som Gaston
ingen går som Gaston
LeFou: ingen har sådan lægge og lår som Gaston
der er ingen i byen så mandig
uanset sted og sæson
alle gutterne prøver bestandigt
at kopiere din stil og din gang og facon

Kor: ingen ler som Gaston
ingen ser som Gaston
LeFou: ingen har sådan en skarp karakter som Gaston
Gaston: det er klart det er mig der er byens beskytter
Kor: mand hvor han kan den gaston”

Her lægger vi mærke til, at selvom ordene skiftevis lægges i munden på hhv. Gastons tro ven LeFou, Gaston selv og de andre bysbørn på kroen, så er der fuld overenstemmelse mellem udsagnene: LeFou og Gaston kommer således med udsagn, der bekræftes af korets begejstring.

Hvor LeFou og koret her tilskriver Gaston en række kvaliteter, som der altså er en høj grad af enighed om i lokalsamfundet, så er det interessant at bemærke, at Gaston her snarere lægger vægt på den pligt, der vokser af hans position: ”Det er klart, det er mig, der byens beskytter”, siger han. Der hviler et ansvar på Gaston, som han ser, forstår og tager på sig. Måske dette er en af årsagerne til byens hengivenhed for ham? Det er under alle omstændigheder et træk, der adskiller hans karakter fra Belles, der netop ikke er solidarisk med sin by, men forlader den for at flytte ind hos et moralsk monster.

Den tragiske helt

Det er særligt mod filmens slutning, at vi ser Gaston træde i karakter som byens beskytter. Han viser her, at hans rolle ikke blot er noget påtaget, men netop udtryk for en fordring, han må lyde – selvom det må koste ham livet.

Det, der sker, er, at Gaston hører om Udyret og forstår hvordan det – der jo allerede har holdt to af byens borgere som gidsler (og hvem ved, hvad ellers) – truer byens sikkerhed og ja selve livet for de folk, der i modsætning til Belle ikke bliver høje af usikkerhed, men søger det sikre.

Stillet over for denne situation samler Gaston landsbyens indbyggere, der forsøger at drive monsteret i døden. Igen får vi understreget, hvad Gastons position bygger på.

Han er et menneske, der inspirerer andre mennesker til handling. For byens indbyggere sætter deres eget liv på spil for hans skyld. De ved nemlig, at han sætter sit på spil for deres skyld. Så i et kort øjeblik bliver den fredelige by, ufredelig. Den rejser sig i forsvaret for det, den har kært, og med våben i hånd møder den den fare, som de mener, at Belles uansvarlighed har skabt i deres liv.

Gaston er den sunde reaktionære, der heroisk kæmper den helt og aldeles uheroiske kamp for dagligdagslivet, rutinerne og det kendte. Han er dømt til nederlag, men giver fanden i det.

Ja, dette er Gaston, der træder i karakter som helt. Men det er også Gaston, der træder i karakter som tragisk helt. For indsatsen er ikke alene forgæves, den er også unødvendig. Gaston ser nemlig ikke, at Belle allerede er i færd med at menneskeliggøre Udyret.

Skal vi dømme ham for det? Måske. Hvis vi virkeligt vil kaste den første sten.

Ellers siger det måske snarere noget om hans menneskelighed: Han handler på baggrund af mangelfuld informationer, og derfor kan hans forehavende ikke ende lykkeligt, om det så var lykkedes ham og hans støtter at dræbe Udyret.

Men dog handler han.

Resultatet er et nederlag, der allerede stod skrevet i stjernerne. Byens befolkning besejres af de forheksede genstande på Udyrets slot, der driver dem i armene på skovens glubske ulve. Gaston selv kaster sig ud i en desperat kamp med udyret på borgens spir, men her kommer selv hans evner til kort. Udyret er stærkest og Gaston styrter i døden.

Hvad der skal blive af byen efterfølgende, hører vi intet om. Det interesserer ikke Disneys fortælling, som ikke hylder pligtmennesket, der er jorden tro, men derimod det evindelige ønske om at bryde fri, at være et andet sted, at være en anden.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.