Opgøret med Sessions: Lægger Trump #MAGA i graven?

Af Thomas Gress

Midt i sommerens store gør-det-selv projekter har jeg forsøgt at følge med i det kaos, der synes at kendetegne Trump-regerings første halvår. Endnu udstår vedtagelsen af nogen væsentlige reformer, og talrige af Trumps udnævnelser venter stadig på senatets godkendelse. Senest er initiativet om en sundhedsreform faldet til jorden.

Samtidig synes Trump-regeringen at være lammet af Ruslands-undersøgelsen, hvor magtfulde aktører oppisker en paranoid stemning blandt journalister og i Washington-kredse. Utilfredsheden med de daglige og ustandselige angreb og anklager og sammensværgelse med russerne har nu fået Trump til at rette skytset mod sin egne, herunder sin mest trofaste støtter.

Striden om ruslandsundersøgelsen

Trump er i en række twitteropslag gået til angreb på sin første og måske nærmest allierede, justitsministeren Jeff Sessions. Årsagen er, at Sessions valgte ikke at blande sig i den Ruslandsundersøgelse, som tidligere FBI-direktøren James Comey under valget i fjor påbegyndte. Efter Trump valgte at fyre Comey, udpegede viceministeren Rod Rosenstein en særlig undersøger til med ganske vide beføjelser til at klarlægge omfanget af Ruslands indblandingen i valget.

Siden har undersøgeren valgt at udvide undersøgelsen betragteligt, hvilke med høj sandsynlighed vil medføre afsløringer, der med den rette vinkling kan skade Trump – uanset om disse intet med valget i 2016 eller Rusland har at gøre.

Mens det formentlig var unødvendigt for Sessions at trække sig, hvormed han har udsat Trump for potentiel stor skade fra sine fjender, er Trumps måde at håndtere udfordringen nærmest endnu mere problematisk og tegner ikke godt for den dagsorden, hvorpå Trump blev valgt.

Sessions betydning for #MAGA

Det var Sessions og hans rådgiver, Stephen Miller, som siden blev rådgiver og den primære taleskriver for Trumps, der med stor sandsynlighed lagde fundamentet til mange af #MAGA dagsordenens centrale elementer, herunder bruddet med mange af neokonservatismens grundteser, herunder globaliseringens ubetingede fordele og behovet for at føre præventive angrebskrige mod diktaturstater. Miller er i dag en del af Trump-regeringens absolutte indercirkel.

Sessions har i årevis kæmpet en ensom kamp mod meget stærke kræfter i senatet, ofte finansieret af stærke erhvervsinteresser, hvis målsætning har været en de facto ophævelse af USA’s grænse mod syd, således virksomheder kunne kapitalisere på et stort udbud af billig arbejdskraft. Det var under denne kamp at Sessions så småt udviklede det intellektuelle ordforråd, som vil kendetegne fremtidens republikanske parti, herunder betoningen af national solidaritet, især med landets ufaglærte, der har svært ved at genkende de mange fordele, globaliseringen ellers medfører.

Det er Sessions, og kun Sessions, som vi har at takke for, at Obama ikke fik held med at gennemføre amnesti for USA’s 12 mio. illegale i 2013 – hvormed måske op mod 30 mio. udlændinge fra den tredje verden inden for en kort periode ville have vundet amerikansk statsborgerskab. Var det sket, ville USA lide samme skæbne som Californien, hvor Demokraterne takket være den demografiske udvikling har vundet et permanent og uovervindeligt herredømme.

Striden i Trumps inderkreds

Under valgkampen og siden har vi set flere spæde tegn på, at Trump selv forstår og tilslutter sig Sessions’ vision. Imidlertid er det klart, at Trump selv er et intellektuelt tomrum. Det har medført magtkampe bag kulisserne (øjensynligt mellem den notoriske Steve Bannon og svigersønnen Jared Kushner) om, hvem der skal have lov til at udpensle og definere regeringens politik. Striden handler om, hvorvidt man skal følge Bannons nærmest palæokonservativ retning, eller Kushners. Sidstnævnte er mindre velbeskrevet, men hvis man skal tro hustruens Ivankas initiativer, temmelig progressiv og i vid udstrækning neokonservativ.

Der har været sejre og nederlag for Sessions´ linje. Annulleringen af DAPA (”Deferred Action for Parent Arrivals”, ikke at forveksle med ”DACA”) var en stor sejr for den nye dagsorden, mens udnævnelsen af Gary Cohn som Trumps økonomisk rådgiver, frem for George Borjas, var et afslørende nederlag. Borjas er en sjældenhed, idet han forstår vigtigheden af en velfungerende markedsøkonomi, men samtidig anerkender de meget alvorlige og destruktive sociale konsekvenser ved globaliseringen for visse udsatte grupper, der muligvis ikke har ”en stemme”, men stadig kan udøve afgørende indflydelse ved stemmeurene (og som bekendt sikrede Trump sejren i fjor).

Derfor er det yderst bekymrende, at Trump nu angriber sin mest trofaste allierede og den bedste garant for en fornuftig indvandringspolitik – og for den sags skyld, økonomisk politik – i USA.

Trump lægger sig ud med sine mest loyale støtter

Hvad skal vi lægge i det? Jeg har læst nogle udlægge angrebet som en afledningsmanøvre. De fleste kommentatorer læser angrebet som en klar opfordring til Sessions om at gå af.  Men det er svært at forstå, hvilken fordel det skulle give Trump, eftersom han næppe får held med at få en ny mand bekræftet af senatet til posten som justitsminister. Under alle omstændigheder virker det som om, at Trumps frustration med Sessions er oprigtig, og man tager sig derfor til hovedet over måden, hvorpå denne frustration udtrykkes – offentlig udstilling af eventuelle interne stridigheder er næppe en god opskrift på tillidsvækkende regeringsførelse.

Og det er ikke kun mig, der tager mig til hovedet. Mange republikanere støttede kun Trump, fordi han og Sessions virkede til at være uadskillelige allierede. De støttede Trump på grund af Sessions. Hvis Sessions ryger er det ikke usandsynligt, at Trump kommer til at opleve et voldsomt oprør fra hans ellers mere loyale tilhængere, og ligeledes vil det være et søm i kisten på #MAGA dagsordenen.


Thomas Gress cand.polit fra Københavns Universitet, dansk-amerikaner, og er vokset såvel ”over-there” som herhjemme. Han har en brændende interesse for samfundsvidenskaben, amerikansk og europæisk historie, og bidrager med sit brede kendskab og interesse for amerikanske samfundsforhold og USA’s internationale rolle.