Hvordan man opfører sig: en guide til koncert-, teater-, opera- og biografgængere m.v.

Nogle ting burde egentlige være overflødige at sige. Men måske netop derfor har de godt af at blive sagt en gang imellem. I hvert fald jeg konstateret, at nogle mennesker ikke altid har lige greb om, hvordan man gebærder sig til arrangementer, hvor der er andre til stede. Tendensen er ikke begrænset til nogen bestemt gruppe. Den ses både i London og i København, i München og i Aarhus. Stik mod udbredte fordomme er det ikke kun teenagere og indvandredrenge i Paladsteatret og i Cinemaxx i Fisketorvet, den er gal med.

Nej, man ser de samme tendenser hos alle grupper: Hos filmnørderne i Cinemateket, hos det modne publikum i Gran Teateret, hos ”rich kids” i Lyngby Storcenter samt hos ”kulturborgerskabet” i Operaen på Holmen og i Radiohusets Koncertsal (nu retteligt ”Konservatoriets Koncertsal”) på Frederiksberg.

Der findes selvsagt ingen universelle standarder for, hvordan man skal opføre sig. Og hvis man da absolut vil anskue tingene på den måde, så kan man for min skyld da godt relativisere alt. Derfor kun dette: Følgende punkter er min opfattelse af, hvordan jeg synes, at folk skal opføre sig. Det gennemgående er, at man ikke skal forstyrrer os andre: Så er det vist slået fast. Så til sagen:

1) Mobiltelefonen

Det formentlig vigtigste punkt, da mange mennesker i det offentlige rum synes ligeså forelskede i deres mobiltelefon som en mus i en ost og derfor tror, at den kan bruges som en undskyldning for næsten hvad som helst.

Vil du ikke godt slukke din mobiltelefon og pakke den væk, mens forestillingen står på? Jeg mener helt væk. Mobiltelefoner hører ingen steder hjemme i en biograf – og slet ikke i operaen eller i teateret. Nej, det er heller ikke i orden, selvom du ikke taler i den, men kun bruger den til at sende beskeder og lignende.

Det er forstyrrende og generende for alle os andre, når der lyser en skærm op i tide og utide. Værre er det måske, at det ikke er særlig pænt over for de mennesker, du måske er sammen med, og som har planlagt en aften sammen med dig, at du på den måde signalerer, at du egentlig hellere vil være et andet sted.

Din kæreste og kollegaer og venner behøver ikke holde dig i mobil hundesnor i de maksimalt 2-3 timer det tager, før forestillingen er færdig eller før, der en pause i den. Er der tvivl om den sag, ja så har du en udmærket lejlighed for at vise, at du har en stærk karakter og tør fortælle dem, at du ikke er tilgængelig de næste 2-3 timer, fordi du eksempelvis er i biografen.

Det kan de sagtens forstå. Og hvis din mobile omgangskreds virkelig ikke kan undvære dig så længe, ja burde du så i grunden ikke være et andet sted?

2) Ti stille og hold din mund

Du skal tie stille. Og når du er færdig med at tie stille, så skal du holde din mund. Der er absolut ingen undskyldning for at tale under en forestilling, med mindre der udbryder brand eller opstår en lignende nødsituation. Og nej, der er ingen undtagelse for hvisken. Hvisken forstyrrer også. Lad gå under biografernes forfilm og reklamer, men når forestillingen starter, så skal der ikke tales. Det er slemt nok, at folk hoster og nyser til koncerter (se punkt 7), men snak er absolut forbudt. Du kan kommentere på Olga Kerns klaverspil eller vanviddet i Dr. Mabuses planer efter forestillingen eller i pausen.

Nogle koncerter er tilrettelagt således, at det er meningen, at der skal snakkes og larmes. Her må du selvsagt godt støje, men kun i det omfang, som den specifikke tradition foreskriver. Et godt eksempel er nytårskoncerten med Wienerfilharmonikerne, hvor der altid klappes i takt til den traditionelle opførelse af Johann Strauß d.æ.s Radetzky-Marsch (1848).

Et andet eksempel er den sidste koncert fra den årlige musikfestival, Promenadekoncerterne (”The Proms”), i London i august-september, hvor der også er tradition for at råbe og vifte med flag. Dette gælder til en hvis grad også festivallens øvrige koncerter, hvor man har forbeholdt en særlig arena midt i Royal Albert Hall til billige ståpladser, der kan købes på dagen ”promming tickets”.

Her gælder der lidt andre regler. Her er det også tilladt at medbringe drikkevarer, og der findes en bar lige under arenaen. Dette kan kun forsvares, fordi Royal Albert Hall mere er en victoriansk multiarena end en koncertsal. Det meste larm fra arenaen forsvinder dermed ud i det enorme rum. Til de oprindelige promenadekoncerter i Queen’s Hall blev der indtaget tobak og alkohol i rå mængder under koncerter. Og der var vistnok sågar en bar bag i salen, som man kunne frekventere under koncerterne. Det var den gang.

Men er du ikke til promenadekoncert eller andet sted med en specifik musiktradition, så gælder den generelle, nutidige tradition: Ti stil og hold mund.

3) Kom til tiden, sid stille og bliv på din plads

Det burde egentlig være overflødigt at fortælle dig, at du skal komme til tiden. Det er forstyrrende, at du skal forbi alle os andre på stolerækken, når forestillingen er startet, eller at du smækker med døren ind til salen. Og mindst lige så forstyrrende er det, at du rejser dig før forestillingen er slut for eksempelvis at gå på toilettet eller lignende. Med mindre du har en sygdom eller lignende, der kræver det, så er der heller ikke her nogen undskyldning.

Du skal heller ikke sætte dig på et andet sæde, end du er blevet tildelt, selvom der er ledige sæder. Hvis sædets ejer kommer senere, så forstyrrer det os andre, at folk skal flytte rundt. Hvis sæderne er prisdifferentiererede, er der heller ingen grund til at tro, at arrangøren vil lade dig sidde på et dyrere sæde, end du har betalt for.

Meget kunne forbedres hvis biografer og teatre ville sanktionere hårdere og ikke lukke folk ind, når forestillingen er startet. Eller lukke døren uigenkaldeligt i efter en periode på maksimalt 5 minutter. Det gør man desværre ikke. Anderledes format ser man eksempelvis i Tyskland, hvor jeg engang var så uheldig at komme for sent til en koncert i Berlinerfilharmonien.

Det er bare ærgerligt, man kommer ikke ind på sin plads. Og så er det lige meget, hvor mange hundrede euro, man så har givet for en billet. Man bliver i stedet sendt op på en fjern balkon med dårligt udsyn og lyd, men som man til gengæld kan tilgå uden at genere de andre tilhører. En art ”skammekrog”. Her kan man så opholde sig indtil pausen, hvor man så ydmygt kan gå ind til sin plads. Det kræver naturligvis, at der er en pause i koncerten.

Biografernes forfilm fungerer i den sammenhæng egentlig fint. Filmene starter nemlig ofte først 15-20 minutter efter det annoncerede tidspunkt, hvor der så i stedet er forfilm og reklamer, hvor folk langsomt siver ind på deres pladser. Derfor er problemet med sene ankomne da også hovedsageligt begrænset til forestillinger, hvor der ikke er forfilm. I biograferne er problemet snarere, at folk går ud og ind for at gå på toilettet. Du bør derfor sørge for at klare eventuelle toiletbesøg, før forestillingen starter.

4) Fotografering

Ligesom du skal holde din mobiltelefon helt væk under en forestilling, så gælder det samme dit kamera. Du skal ikke tage billeder af forestillingen. Det må du i øvrigt heller ikke, da de fleste arrangører forbyder det. Selv hvis de ikke gør, så skal du alligevel ikke gøre det. Det kan godt være, at de viser en fin gammel kopi af Georg Wilhelm Pabsts Die freudlose Gasse fra 1925 med Asta Nielsen i hovedrollen, som kunne være rar at forevige. Men det er der ikke noget at gøre ved. Biografen er ikke et sted for en fotosafari. Og du forstyrrer os andre med dit kamera.

5) Hold fødderne på jorden

Generelt er det en god ting, at du holder begge dine ben på jorden. Det gælder i særdeleshed til forestillinger, hvor begge fødder som altovervejende hovedregel skal være placeret på jorden. Eneste undtagelse er, at du kan hvile det ene ben på det andet bens knæ, hvis den ene fod bliver på jorden, og den anden fod aldrig kommer over ankelhøjden på det ben, der berører jorden.

Du skal derfor naturligvis ikke sætte fødderne op på sædet foran. Det er stærkt generende for personen på sædet foran. Hold fødderne på jorden. Og nej, du skal heller ikke lægge det ene ben hen over det andet, så dine sko rammer din sidemand. Dine fødder skal være ét sted – og kun ét sted – på jorden. Hvis du absolut skal ændre din sidestilling så vær sikker på, at det ikke forstyrrer andre. Dette gøres lettest ved at sikre, en fod bliver på jorden og den anden aldrig kommer over ankelhøjde som beskrevet ovenfor. Alternativt kan du tage i BIG BIO Herlev, hvor de har nogle meget behagelige sæder, hvor man vitterligt kan ligge ned.

6) Behold fodtøjet på

Du skal beholde dit fodtøj på. Hverken biografen eller operaen eller teatret er at sammenligne med en svømmehal eller en offentlig badestrand. Begrundelsen er vist nærmest overflødig, men du vil blive overrasket, hvis du vidste, hvor tydeligt det bemærkes, når du tager dit fodtøj af i en biograf eller et lignende sted. Helt uheldigt bliver det, hvis dette punkt kombineres med punkt 5). Desværre er det blevet en lidt for udbredt tendens herhjemme, at folk tager fodtøjet af i tog og biografer, som var de hjemme i dagligstuen.

7) Nys og host og lignende

Ligesom du skal tie stille og holde din mund, så skal du prøve at undgå at hoste og nyse under forestillingen. Det er dog – alt andet lige – vigtigere, at du er opmærksom på det, når du er til koncert med Igor Levit, der spiller Goldberg-variationerne, end hvis du er i biografen for at se eksempelvis Batman versus Superman. I den sidstnævnte forestilling er tilskuerstøj ganske vist stadig generende, men ikke så fatalt som ved den førstnævnte.

Hvis du alligevel skal nyse eller hoste, så skal du gøre det ind i en serviet eller et ærme eller lignende, sådan at støjen dæmpes mest muligt. Hvis du er ramt af halsbetændelse eller lignende, hvor du hoster eller nyser meget, bør du overveje, om du overhovedet bør tage til koncert, før du har fået det bedre. Ga-Joler, pastiller, bolsjer og lignende kan mange gange foregribe de fleste hosteanfald. I en periode delte man gratis Ga-Jol-pakker ud i DR’s koncerthus i Ørestaden før koncerterne. Det kunne man godt overveje at gøre igen.

8) Mad og drikke

Her er der ret stor forskel på den specifikke tradition, herunder om man er i biografen eller til koncert. I biograferne er der en velfungerende tradition med at tage mad og drikkevarer med ind i salen. Anderledes til koncerter, hvor dette kun tillades sjældent, et eksempel er Promenadekoncerterne i London, jf. ovenfor i punkt 2. Forskellen har sin grund: Det forstyrrer nemlig ikke så meget, at du gnasker popkorn under den nye Wonder Woman-film, der brager derudaf i biografens Dolby Atmos-anlæg, så vi alligevel ikke kan høre, hvad vi selv tænker. Ellers bør du kun indtage mad og drikke før eller efter forestillingen eller i eventuelle pauser.

9) Hvornår skal man klappe?

Dette punkt er næsten kun relevant til koncerter og i operaen.

Til koncerter er hovedreglen, at man klapper, når hele værket er færdigt. Det spiller i den forbindelse ingen rolle, om det så er en tidlig Mozart-symfoni, der varer 10-15 minutter, eller Mahlers 3. symfoni der varer 1 time og 40 minutter. Man klapper ikke mellem satserne. Man gjorde det ganske vidst på Mozarts egen tid, hvor der også var snak og kortspil under opførelserne, fordi musikken dengang i vidt omfang mere var brugs- og lejlighedsmusik. Den musiktradition har imidlertid ændret sig allerede i 1800-tallet, så nu er normen en anden for alle klassiske værker.

Der findes få koncerter, hvor normen fraviges, og det er ingen selvfølge, at den gør, blot fordi værket er skrevet på en tid, hvor musiktraditionen var en anden. Er der tale om en sådan koncert, så annonceres det typisk i forvejen.

Jeg skal gerne indrømme, at det ved nogle værker kan være meget svært at vide, hvornår et det er færdigt, hvis man ikke kender det i forvejen. Hertil er der typisk hjælp at hente i de programmer, der næsten altid laves forud for en koncert. Men selv her kan det være svært at vide, om man er nået til 3. eller 4. eller 5. sats – navnlig hvis der er tale om et værk med satser, der glider over i hinanden. Hvis man er i tvivl, kan man dog næsten altid se det på dirigentens gestik. Hvis han sænker armene og lader dem hænge slapt ned langs siden, så betyder det, at værket er færdigt, og at der kan klappes. Er du i tvivl, så lad hellere være og vent lidt.

Til opera klappes der mere. Her er det normalt at klappe efter hver afslutningen af en akt, i hvert fald hvis der er en pause inden den næste. En undtagelse gælder vistnok ved opførelser af Wagners Parsifal i Bayreuth, hvor der ikke klappes efter første akt. Dette skyldes angiveligt den andagtsfulde stemning og et ønske om at udvise sympati/medfølelse med den lidende kong Amfortas, hvis sår aldrig vil heles. Traditionen følges vist ikke fast andre steder end i Bayreuth. Til de Parsifalopsætninger, jeg har overværet (hvilket ganske vidst kun er 3), har jeg kun oplevet, at folk har klappet efter alle akter. Der har dog alle gangene været nogle enkelte, der demonstrativt ikke klapper efter første akt.

Navnlig til italienske operaer er der en tradition for at klappe efter markante arier eller lignende. Her vil man også ofte opleve, at musikken stopper op og nærmest gør plads til, at man kan klappe. Man vil også opleve, at sangerne bukker og najer. Denne tradition følges dog ikke i så meget i det tyske repertoire, hvor der i værker af eksempelvis Wagner og Strauss ikke er gjort så meget plads til den slags.

Der er mig bekendt ingen egentlige regler for stående applaus. Alt efter temperament kan man rejse sig og klappe.

Det er sjældent, at der fremkommes mishagsytringer – ”buh!” eller lignende – herhjemme. Skal det ske, bør det kun ske i samme omfang, som der kan klappes.

10) Børn

Børn naturligvis meget velkomne til forestillinger, hvis de kan overholde ovenstående regler. Det kan de fleste børn heldigvis godt. Det er desværre meget oftere, deres voksne påhæng, der er problemer med. Ingen gælder der særlige undtagelser for forskellige typer af forestillinger, et godt eksempel er biografernes ”babybio”.

 

Referencer:

Ludvig Holberg, Den politiske kandestøber (1772): Vendingen “ligeså forelskede  (…) som en mus i en ost”.

Monrad og Rislund-sketch ”Ovre i døgneren” med karaktererne Hanseman Luchter og Mogens: Vendingen ”Du skal tie stille. Og når du er færdig med at tie stille, så skal du holde din mund.” https://www.youtube.com/watch?v=Enat7BNeWgw

Henrik Nebelong, Richard Wagner – Liv, værk, politik (2008). Information om traditionen vedrørende Parsifal.

Paterson (instrueret af Jim Jarmusch, 2016): Ideen om mobiltelefonen som hundesnor: ”Doc: Paterson, you still don’t got a cell phone? Paterson: Uh, no. No, I don’t want one. It would be a leash.” (citat fra IMDB, http://www.imdb.com/title/tt5247022/quotes?ref_=tt_ql_trv_4)