Find tre fejl – en KU-formand på afveje

Af Kuzma Pavlov

Et interview med KU’s landsformand Andreas Weidinger i Politiken har medført megen debat i konservative kredse. Især Weidingers holdning til flygtningekrisen og Danmarks forhold til internationale konventioner har kastet en del debatter af sig på de sociale medier. Andreas Weidinger gør sig i Politiken til talsmand for, at Danmark skal modtage flere kvoteflygtninge på baggrund af FN-konventioner, at vi ikke bør udtræde af nogen internationale konventioner, og at vi ikke skal udvise kriminelle uden dansk statsborgerskab, såfremt dette måtte stride mod internationale konventioner.

Denne holdning har fået mange konservative til at tage til genmæle. Vi lever i en brydningstid, hvor hovedparten af “flygtninge” ikke længere er flygtninge, hvor kulturkløften mellem den oprindelige befolkning og en stor andel af tilflyttere fra muslimske lande bliver tydeligere og tydeligere, og hvor internationale menneskerettighedskonventioner beskytter forbrydere snarere end deres ofre. Her må det være et konservativt kerneområde at sikre den nationale orden og bevare den unikke danske sammenhængskraft. Heldigvis er det dog heller ikke holdninger, han deler med hovedparten af Konservativ Ungdom. Tværtimod udtaler han sig stik imod Konservativ Ungdoms politik, så interviewet snarere virker som et underligt forsøg på at kombinere politisk debat med de populære “find tre fejl”-lege. Så på Andreas Weidingers indirekte opfordring vil lige præcis “find tre fejl” være bloggens tema. Når en landsformand enten ikke kender sin egen organisations politik eller bevidst udtaler sig i strid med denne, må vi andre jo hjælpe til:

Fejl nr. 1: Konventioner

“Løsningen er ikke, at vi træder ud af konventionerne” -Andreas Weidinger.

Man taler altid om konventionerne i løse vendinger uden at specificere, hvilke konventioner man egentlig omtaler, og det er tydeligvis også en vane Weidinger har tillagt sig. Vi må dog formode, at der ikke er tale om en international konvention om olieforurening, men snarere om de konventioner, der umuliggør, at Danmark kan føre en selvstændig udlændingepolitik. Den konvention, der har været til størst debat, er FN’s flygtningekonvention.

Konventioner er som al anden lovgivning et produkt af den tid, hvori de er skrevet. Denne konvention blev skrevet i kølvandet på Anden Verdenskrigs rædsler og tog højde for helt andre flygtningestrømme, end dem vi ser i dag; strømme som de danske jøders flugt til Sverige.

Klokken slår, tiden går. Tider skifter og sæder mildnes, og udfordringen er i dag en helt anden. I dag flygter man ikke bare til nabolandet, men på tværs af verden og ofte ligeledes gennem lande, hvor man ellers ville kunne have opholdt sig i ly for krig og forfølgelse. De flygtninge, Danmark modtager, er typisk rejst igennem det halve af Europa, før de er havnet her i landet. Den udfordring er der slet ikke taget højde for i FN’s flygtningekonvention, og det gør den utidssvarende og uegnet til at håndtere nutidens flygtningestrøm.

Når dansk lovgivning er forældet, kan loven enten afskaffes eller revideres. Det er da ganske selvfølgeligt, at samme mekanisme bør gælde de internationale regler. Moses havde altså ikke flygtningekonventionen med ned fra Sinaibjerget. Det er ganske almindelig, menneskelig lovgivning, der blot er beregnet til en svunden tid.

Forsvaret for at beholde de forældede konventioner går ofte i retning af, at man ikke bør skrotte den internationale verdensorden og isolere os, men når den nuværende såkaldte verdensorden ikke gør andet end at skabe uorden i hele Vesten, skulle det ikke synes urimeligt at plædere for at ændre den – og i sidste ende forlade de dele af den, der fuldkommen beviseligt ikke fungerer. Derfor er Konservativ Ungdoms holdning soleklar: “Danmark skal melde sig ud af FN’s flygtningekonvention, og henstille organisationen til at udarbejde en konvention, som modsvarer nutidens problemstillinger.”

Fejl nr. 2: Flere flygtninge

“Ja, jeg mener, vi bør tage kvoteflygtninge. Og jeg mener også, vi bør tage flere flygtninge, end FN-kvoten tilsiger”  -Andreas Weidinger.

Vi kan altså godt modtage flere flygtninge, hævder Weidinger. Grundlæggende er det dog kun ens mavefornemmelse, der kan retfærdiggøre at fortsætte den nuværende praksis med at tage flygtninge op til Europa. Det føles sikkert rigtig godt nede i maven, men det hjælper ingen. Jo, menneskesmuglerne hjælper det naturligvis, men dem regner vi lige fra i det her regnestykke.

For hver eneste flygtning, man tager til Danmark, kan man hjælpe 30-50 i flygtningenes eget nærområde. Hver gang, vi tager en eneste flygtning til Danmark, svigter vi således 29-49 udsatte mennesker. Hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger om nogensinde at løse problemerne i flygtningenes nærområde.

Bare for at eksemplificere, hvor meget længere man kunne nå ved hjælp i nærområderne, kunne Sveriges samlede udgift til indvandringen have været tilstrækkelig til at hjælpe samtlige verdens flygtninge. Hver og én. At hjælpe et så lille fåtal, som vi har besluttet os for at gøre i dag, virker snarere kontraproduktivt.

Hertil kommer den enorme kulturkløft, som vi har opbygget i de vestlige samfund. Man ser det i de enorme ghettodannelser, der senest har forhindret postomdeling i Vollsmose. Man ser det i kriminalitetsstatistikkerne, hvor to tredjedele af personer, der kræves varetægtsfængslet ved Københavns Byret, er af udenlandsk herkomst. Man ser det i arbejdsløshedsstatistikkerne, hvor 44% af ikke vestlige indvandrere var på fuld overførselsindkomst i 2013. Disse udfordringer går i meget lav grad ud over landets velstillede. De går ud over folk, der i forvejen er socialt udsatte og bor uden for byens fine kvarterer. At påstå at ville hjælpe de socialt udsatte uden samtidig at tage hånd om indvandringsproblematikken kan bedst sammenlignes med at tilbyde et plaster til en person med en brækket arm.

I længden er disse ting ikke holdbare. Såfremt den nationale og internationale flygtningepolitik skal afhjælpes, må man droppe tanken om at tage folk herop og i stedet hjælpe folk der, hvor de har hjælp behov. Af disse grunde har Konservativ Ungdom ligeledes vendt sig imod kvoteflygtningesystemet i EU.

Fejl nr. 3: Hjemsendelse af kriminelle

“Jeg forstår godt, at mange er utilfredse med nogle af de konventioner, vi har tilsluttet os, når de f. eks. betyder, at vi ikke kan sende nogle forbandede forbrydere hjem til der, hvor de kom fra” -Andreas Weidinger

Hvis I stadig er med så langt, er vi nu landet ved tredje og sidste fejl, så hold ud! Der er lys forude.

Her tilsidesætter Weidinger al sund fornuft. Hvis en gæst i mit hjem vælger at stjæle min hjemmelavede hyldeblomstsnaps eller tisse i hjørnet, ryger vedkommende ud på røv og albuer. Det selvsamme bør naturligvis ske med en person, der kvitterer for vores gæstfrihed ved at forbryde sig mod landets lov. Uagtet hvad man måtte mene om udlændingepolitikken, må vi alle kunne mødes ved, at kriminelle udlændinge intet har at gøre i Danmark, og hvis nogle internationale konventioner vægter forbryderens menneskerettigheder højere end offerets, må vi stadig løse problemet. Derfor er KU’s holdning ganske klar: “Bliver en tilflytter idømt mere end et halvt års betinget eller ubetinget fængsel, skal vedkommende udvises […]. Hvis en udlænding, som er blevet dømt til udvisning af Danmark, ikke kan udvises grundet konventionsmæssige forpligtelser, skal denne kunne udvises til et land i vedkommendes nærområde. Den danske stat skal til dette mål kunne opstille forskellige økonomiske incitamenter for disse lande.”

Om end det naturligvis ville være naturligt at tro, at en organisations landsformand repræsenterer organisationens holdning, kan der jo altid ske en smutter eller tre. Heldigvis er der dog i KU masser af dygtige mennesker, der kan fortælle Andreas Weidinger om KU’s politik, når han selv glemmer, hvor han kommer fra. Og hermed er “find tre fejl” nået til vejs ende. Tillykke til de overlevne, og skam over de frafaldne.


Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Bloggens fokus vil derfor spænde bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.