Det kreative spøgelse

Det er tid til et opgør med den kreative ideologi, som har præget den politiske dagsorden siden 00’erne med krav om flere og længere akademiske uddannelser, skriver månedens kronikør. Den er ude af trit med virkeligheden, og konsekvensen er arbejdsløse akademikere og et skævt uddannelsessystem.

Af Kaare Dybvad

Siden årtusindeskiftet er et spøgelse gået gennem Europa: Det kreative spøgelse. En ideologi, der hylder det abstrakte over det konkrete, som ser storbyliv som fremtiden og lokalsamfund som fortiden, som underkender traditionsrige danske erhverv og som ønsker sig stadig længere og mere teoretiske uddannelser.

Utopiske forestillinger

Allerede i starten af 00’erne konstaterede Kulturministeriet, at vi levede i en brydningstid ”Hvor virksomheder ikke længere kan konkurrere alene på lave priser eller teknik”. I stedet skulle man ifølge ministeriet satse på de kreative brancher, der eksportmæssigt snart ville kunne måle sig med medicinalbranchen. Forestillingen giver ingen mening ude i virkeligheden. De største danske virksomheder konkurrerer i dag på både lave priser og teknik. De kreative erhverv har en eksport, der er mindre end en tiendedel af medicinalbranchen. Og ser man på unge med videregående uddannelser, er der intet der tyder på, at den massive stigning i optaget er lykken for hverken den enkelte eller samfundet. Næsten hver anden nyuddannet humanist i hovedstaden er nu arbejdsløs et år efter de er færdige.

 

Forklaringen er lige for: Mens der i 2006 blev færdiguddannet 12.829 nye kandidater, var tallet i 2016 steget til 26.494. Optaget er stadig stigende år for år, og det er især de samfundsvidenskabelige generalistuddannelser, der trækker: På de samme ti år, er antallet af kandidater inden samfundsvidenskab steget fra omkring 4.000 til over 11.000, mens langt færre af de ekstra kandidater søger de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser.

Overskud af akademikere

Men hvad skal de så lave, når de er færdige? Følger man den kreative ideologi, tror man de vil skabe deres egne job, men virkeligheden er desværre en anden. Mange steder – eksempelvis Københavns Universitet selv – er man stoppet med at ansætte HK’ere, for i stedet at hyre akademikere til de præcis samme opgaver. Andre ansættes i de stadig større ledelsessekretariater og kommunikationsafdelinger, der opstår overalt i den offentlige sektor. Men en ret stor del ender med at gå arbejdsløs i lang tid, og måske aldrig få et arbejde, der matcher deres uddannelse. Da man for nylig skulle ansætte en gymnasielærer på et københavnsk gymnasium, var der over 1.100 ansøgninger. Det svarer til, at alle gymnasielærere i hele Københavns Kommune samtidig søgte dette ene job. Man kunne teoretisk set besætte alle hovedstadens gymnasielærerstillinger med samme ansøgningsbunke. Så stort et udbuddet af akademisk arbejdskraft.

Resultatet er ødelæggende både for vores uddannelsers økonomi og for den enkelte. Det er ødelæggende for din selvforståelse at gå arbejdsløs efter 20 år på skolebænken, og mit bud er, at det ofte rammer unge fra ikke-boglige hjem, der foretrækker fastere rammer. Mon ikke det ville være samfundsmæssigt mere fornuftigt, at lægge investeringerne i uddannelserne tidligere? Eksempelvis i folkeskolen, som mange stadig går ud af, uden at kunne læse eller skrive?

Samfundsøkonomisk problem

Men også i samfundsøkonomien får vi et problem i takt med, at færre unge tager uddannelser, som retter sig mod produktionserhvervene. I mit tidligere job kom jeg ofte i den slags virksomheder, og der var det ikke unormalt, at man lod være at genopslå en stilling, hvis en medarbejder gik på pension. I stedet ansatte man en i udlandet. Ikke fordi det var billigere, men simpelthen fordi man ikke kunne finde den nødvendige arbejdskraft. Det er ikke bare en anekdote: Om få år vil vi i Danmark mangle 70.000 faglærte og 20.000-30.000 kandidater inden for teknik og IT. Og man kan jo godt forstå hvorfor: Hvis vi som samfund hylder opfattelsen af, at produktion og teknik er ligegyldigt, og vi selv blot skal designe og lede processen, så indretter de unge sig efter det.

Spørger man hos de kreatives ideologer er løsningen lige for: Mens de vellønnede kreative udgør den ene halvdel af arbejdsmarkedet, skal den anden bestå af dårligt betalte servicearbejdere. På samme måde har vi siden EU-udvidelsen oplevet en stor tilstrømning af arbejdstagere fra de nye EU-lande, som presser lønnen i store sektorer som byggeriet og servicebranchen. Indsatsen over for social dumping er i Danmark markant ringere end i vores skandinaviske nabolande, og fuldbyrdelsen af de kreatives drøm er også på arbejdsmarkedet ved at blive virkelighed.

Dobbelt ulighed

På den måde skaber den kreative ideologi en dobbelt ulighed: en ulighed for de svageste på arbejdsmarkedet i takt med, at der kommer større konkurrence om de dårligst lønnede jobs. Og en ulighed i det offentlige system, hvor stadig flere af uddannelsesmidlerne går til en gruppe, der i forvejen er privilegeret. Det sidste er dokumenteret af forfatteren Niels Ploug, der har påpeget, at den måde vores uddannelsessystem er indrettet på, ikke bidrager til at øge den sociale mobilitet. Andelen af børn fra underklassen, arbejderklassen og middelklassen har ikke ændret sig de seneste årtier, og uddannelsessystemet fungerer i dag reelt som en omfordeling fra de fattige til de rige i vores samfund.

Der er mange gode grunde til at ønske sig et opgør med den kreative ideologi. For mig som socialdemokrat handler det om at forsvare et samfund bygget på både velstand og lighed. Hvis vi ikke gør op med de kreatives indflydelse, kan det betyde et farvel til netop denne balance.

Kaare Dybvad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og aktuel med bogen De lærdes tyranni.