Postulaternes endeløse march

I advokat René Offersens bog om Jørgen Dragsdahls sag mod professor Bent Jensen drukner de interessante juridiske aspekter i uunderbyggede postulater, manipulerende kildebrug og manglende kendskab til historie som videnskab.

Martin Kryhl Jensen

René Offersen skriver i forordet til sin bog Kold krig i højesteret, at der i sagens natur er tale om et partsindlæg, idet han jo repræsenterede Jørgen Dragsdahl i sagen mod professor Bent Jensen, men at bogen bygger på ”faktiske og retlige synspunkter”, og som sådan må opfattes som et vægtigt indlæg.

Bogen er opbygget sådan, at fire kapitler handler om sagens opståen og baggrund, fem kapitler handler om sagens forløb i by-, lands- og højesteret og endelig er der tre kapitler, hvor Offersens udlægger dommen og sin opfattelse af sagen.

 

Offersen lægger ud med en interessant beskrivelse af, hvorfor han påtog sig sagen, og den strategi han fulgte i Højesteret. På ét helt afgørende punkt afveg den fra den strategi, som Dragsdahls advokat i by- og landsretten, Holm-Nielsen, havde fulgt – og tabt på. I stedet for at fokusere på, hvorvidt Dragsdahl rent faktisk havde været KGB-agent, så fokuserede Offersen på spørgsmålet om, hvorvidt Bent Jensen som forsker havde lov til at videregive KGB og PET’s syn på Jørgen Dragsdahl. Det centrale blev derfor en vurdering af ytringsfrihedens rækkevidde og ikke karakteren af Dragsdahls samarbejde med KGB. Med Højesterets afgørelse in mente, kan Offersens strategi dårligt ses som andet end en succes.

Postulaternes endeløse march

Efter dette første kapitel har Offersen tilsyneladende glemt sine egne indledende ord om, at bogen skulle bygge på ’faktiske oplysninger’, for herefter følger en nærmest uendelig række af uunderbyggede postulater, der præsenterse som objektive kendsgerninger. Samtidig står det hurtigt læseren klart, at Offersens viden om såvel den kolde krig som historievidenskab kan ligge på et meget lille sted.

Offersen afslører f.eks. hurtigt sit manglende kendskab til efterretningsvirksomhed, herunder brugen af påvirkningsagenter til meningspåvirkning. Offersen hævder flere steder, at ingen har kunnet påvise sovjetiske synspunkter i Dragsdahls journalistik. Dels er det faktuelt forkert (se ’Ulve, får og vogtere’, bind 1 s. 578-598), dels viser det en manglende forståelse for, hvordan vestlige journalister blev brugt af KGB.

Fra sovjetisk side var man fuldt ud klar over, at påvirkning af vestlig opinion gennem påvirkningsagenter forudsatte, at disse ikke kunne associeres med kommunistiske partier eller åbenlyst pro-sovjetiske synspunkter. I Danmark havde man jo i forvejen avisen Land & Folk, der dagligt gav sin ubetingede støtte til Sovjetunionens politik – med det resultat, at meget få uden for DKP’s egne rækker læste avisen, endsige tog dens indhold seriøst.

Hvis en hvervet påvirkningsagent anlagde et ukritisk positivt syn på Sovjetunionen, ville vedkommende ganske enkelt miste sin værdi som påvirkningsagent. Hvis vedkommende derimod anlagde et stærkt USA/NATO-kritisk grundsyn, suppleret med lejlighedsvis kritik af Sovjetunionen, havde han større gennemslagskraft overfor især centrum-venstre. Det var netop sådan, at andre danske kontakter blev anvendt.

Et andet eksempel: et sted hævder Offersen, at det i 2009 blev afsløret som en myte, at PET i sin tid advarede Anker Jørgensen mod at gøre Ole Espersen til Justitsminister, fordi han pga. sin østkontakter udgjorde en sikkerhedsrisiko. Myten blev imidlertid ikke afkræftet, men bekræftet af PET-kommissionen. Eksemplet er – som allerede illustreret – langt fra enestående. Om der er tale om sjusk eller bevist snyd fra Offersens side, er ikke godt at vide.

Gjorde Bent Jensen Dragsdahl arbejdsløs?

Blandt de mange faktuelt forkerte påstande, som Offersen fremfører, kan bl.a. nævnes historien om, at Dragsdahl skulle være blevet arbejdsløs på grund af Bent Jensens artikel i 2007. Problemet er blot – som det allerede i byretten blev dokumenteret – at Dragsdahl allerede i 2004 i et interview med DIIS beklagede sig over, at han var arbejdsløs (det var angiveligt bl.a. Uffe Ellemann-Jensens skyld).

Offersen påstår det også dokumenteret, at Dragsdahls journalistiske kilder var amerikanske. Dokumentationen herfor? En liste fabrikeret af Dragsdahl! Offersens hævder videre, at når kilderne angiveligt var amerikanske, kunne Dragsdahl slet ikke være KGB-agent. Ud fra Offersens historiske logik, kan man tvivle på, om selv en direkte henvisning til Dragsdahls føringsofficer – med navns nævnelse – ville være tilstrækkeligt bevis for et samarbejde med KGB.

Offersens nævner – af gode grunde – ingen af Dragsdahls amerikanske kilder. Kendetegnende for Dragsdahls journalistik var imidlertid, at han oftest blot henviste til ”militæreksperter”, ”forhenværende embedsmænd” eller ”tidl. CIA-medarbejdere”. Ser man på det mindretal af amerikanske kilder, som Dragsdahl rent faktisk navngav, finder man flere gange bl.a. Philip Agee, der var agent for det cubanske diktatur, og som fik penge af KGB til at starte sit anti-amerikanske tidsskrift Covert Action Bulletin. Man finder også ”militæreksperten” L. Fletcher Prouty, der mente, at Winston Churchill havde myrdet Roosevelt og at den amerikanske regering i virkeligheden blev styret af et hemmeligt selskab. Ham brugte Dragsdahl til at blåstemple KGB-forfalskningen FM30-31B (et påstået tillæg til en manual fra det amerikanske forsvar), som Dragsdahl havde fået af førnævnte Philip Agee.

Der findes andre tilsvarende eksempler. Dragsdahl samarbejdede også med en journalist fra det obskure nyhedsbureau Pacific News Service, der ligeledes blev brugt til at sprede forfalsket materiale forfattet af KGB. I 1981 var Pacific News Service første led i kæden, da KGB-falsummet ”Dissent Paper on El Salvador and Central America” skulle spredes blandt vestlige medier.

Sine steder bliver bogen ufrivilligt morsom – oftest når Offersen forsøger sig som ekspert i historie – og f.eks. frejdigt konkluderer, at Bent Jensen – der har været professor i historie i snart 40 år og har undervist i historisk metode – slet ikke forstod det PET- materiale, han arbejdede med! Offersen har – så vidt vides – ikke erhvervet sig kundskaber udi historiske metode, kildekritik eller praktisk erfaring med arkivarbejde. Det ses bl.a. ved en ekstremt selektiv brug af citater og ved en tilsvarende brug af sagens oplysninger.

I kapitel 3 forsøger Offersen ubehjælpeligt at underbygge en påstand om, at Bent Jensen har beskyldt Dragsdahl for at være spion. Problemet er blot, at Jensen aldrig har brugt ordet spion. Han har konsekvent brugt betegnelsen agent, som er den betegnelse, som PET og KGB selv anvendte. Offersen citerer derfor i stedet ritzau-telegrammer og avisartikler, hvor ordet spion anvendes. Logikken er altså, at Bent Jensen skal stå på mål for, hvordan andre har udlagt hans ord.

Med den målestok kan ingen vide sig sikker.

Tavshedspligt & dobbeltmoral

I kapitel 6 beskylder Offersen Bent Jensen for at have brugt sin tavshedspligt ved at citere fra fortrolige dokumenter – Offersen har ganske vist tidligere i bogen pointeret, hvor vigtigt det er, at man (Dragsdahl) anses som uskyldig, når man ikke er dømt. Det gælder åbenbart ikke for Bent Jensen, der aldrig er dømt for at overtræde sin tavshedspligt. Alligevel mener Offersen altså, at Jensen har gjort noget strafbart.

Påstande om brud på tavshedspligt har Dragsdahl og hans støtter siden sagens start i 2007 jævnligt fremført (også mod undertegnede), hvis der blev citeret fra PET-dokumenter, der var belastende for Dragsdahl.

Den korrekte sammenhæng – som Offersen uden tvivl må kende – er, at en række af de samme dokumenter på samme tid indgik i to forskellige sammenhænge. Dels i retssagen, dels i Center for Koldkrigsforsknings (CFKF) forskningsprojekt. Dokumenterne, som CFKF brugte, var afklassificeret af PET. Derfor var Bent Jensen naturligvis i sin gode ret til at bruge dem i sin forskning, herunder i den offentlig debat, der opstod efter udgivelsen af PET-kommissionens beretning i 2009. At nogle af de samme dokumenter indgik bag lukkede i den af Dragsdahl anlagte retssag, ændrer ikke på, at dokumenterne var afklassificeret til forskningsbrug.

Manipulation og sjusk

Det er en gennemgående tendens i bogen, at der citeres meget lidt fra originale PET-dokumenter. I kapitel 11 anføres den begrundelse, at det skyldes, at disse har været fremlagt bag lukkede døre. Men stort set alle de i sagen anvendte dokumenter er for længst gjort frit tilgængelige – enten i domsudskrifter, tidsskriftet Fodnoter eller i bøgerne ”Frikendt” og ”Fordømt”, der omhandler Dragsdahl-sagen.

Den virkelige årsag til den pauvre brug af PET-dokumenter er nok, at de harmonerer meget dårligt med Offersens forsøg på at frikende Dragsdahl. I landsretten blev det slået fast, at det var PET’s institutionelle opfattelse, at Dragsdahl var KGB-agent, ikke blot enkelte medarbejderes holdning. Det fremgår klart af flere dokumenter. Et af disse er et 26-sider langt notat fra november 1986, der beskriver KGB’s virke og kontakter i Danmark. PET’s daværende chef, politimester Henning Fode, overdrog personligt chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, oberst Aage Højbjerg, en kopi af dette notat. PET’s chef overdrog et andet notat med tilsvarende indhold til CIA. I et kompendium til Regeringens Sikkerhedsudvalg (RSU) fra 1985, er Dragsdahl klart benævnt som KGB-agent. Ole Stig Andersen, tidl. PET-chef, bekræftede dette i landsretten: ”PET var af den opfattelse, at Dragsdahl var påvirkningsagent. Han arbejdede for KGB som meningspåvirker.”

Et nedslag

Antallet af fejl og udokumenterede påstande er så overvældende, at det ikke er muligt at nævne dem alle – det vil nærmest kræve en hel bog. Som illustration er derfor udvalgt ét kapitel, som er repræsentativt for bogen generelt. Det drejer sig om det centrale kapitel 11, der har en sammenfattende og konkluderende karakter.

Offersen nævner her fire centrale punkter (s. 174), hvoraf det første går på påstanden om, at Dragsdahls journalistiske produktion ingen tegn viste på KGB-aftryk. Påstanden er faktuelt forkert. Ovenfor er allerede nævnt sagen om FM30-31B. Hertil kommer, at Udenrigsministeriet bl.a. afslørede, at Dragsdahl – med henvisning til en amerikanske kilde – skrev artikler baseret på manipulerede oplysninger om styrkeforholdet mellem øst og vest. Udenrigsministeriet afslørede også, at en rapport om styrkeforholdet, som Dragsdahl hævdede at have læst, slet ikke eksisterede.

Den anden påstand går på, at oplysninger fra dobbeltagenten Oleg Gordievskij skulle være af tvivlsom værdi, idet Gordievskij ikke selv havde direkte kontakt til Dragsdahl. Gordievskijs oplysninger anses imidlertid som second to none, hvilket bl.a. PET-kommissionen (som Offersens andre steder citerer med tilslutning) også bemærker. Hertil kommer, at PET’s egne observationer bekræftede Gordievskijs, der på sin side bekræftes af oplysninger fra KGB-arkivaren Vasili Mitrokhin, hvis arkiv blev gjort offentligt tilgængeligt af den britiske efterretningstjeneste i 2014.

Ifølge tredje påstand burde Bent Jensen vide ”fra KGB-officerers erindringer og andet historisk materiale, at indberetninger om agenthvervning var misvisende.” Udover at kategorien ”KGB-officerers erindringer og andet historisk materiale” er meget bred, er påstanden også her forkert. Der findes ét kendt tilfælde på en KGB-agent, udstationeret i Danmark, der har talt usandt om sine kontakter. Generelt set var centeret i Moskva yderst kritisk mht. KGB-officerers arbejde, og accepterede ikke, at man opgraderede kontakter til en højere kategori uden grundig dokumentation. Det fremgår f.eks. af Gert Petersens PET-sag. Da han skulle opgraderes til den næsthøjeste kategori, ’fortrolig kontakt’, gik der flere år med omfattende korrespondance og dokumentation fra KGB-residenturet i København, inden centret i Moskva tillod opgraderingen.

Senere henvises der – uden angivelse af nogen form for kilder – til en ”omfattende litteratur forfattet af bl.a. tidligere KGB-officerer og vestlige forskere”, der angiveligt viser ”at agent-rekruttering samt indberetninger kunne være fri fantasi.”

Denne omfattende litteratur er fri fantasi.

Endelig som det fjerde punkt anføres, at Dragsdahl ikke har været sigtet for lovovertrædelser. Det er som det eneste punkt korrekt, men også irrelevant al den stund, at Bent Jensen aldrig har hævdet noget sådant. Tværtimod har Jensen flere gange påpeget, at den generelle juridiske vurdering var, at det ikke var strafbart at virke som påvirkningsagent. Hvorvidt det var strafbart eller ej, ændrer jo imidlertid ikke på, at PET og KGB anså Dragsdahl for at være netop det.

Ud af fire centrale påstande, som Offersen fremsætter i kapitlet, er tre forkerte og en irrelevant. Det er i øvrigt sigende, at da Offersen igen forsøger at så tvivl om Bent Jensen tolkning af PET-dokumenter, kommer han til at demonstrere, at han ikke ved, hvad en andenhåndskilde er!

Værdiløs dokumentation

I sine gentagne forsøg på at bevise Jensens onde vilje, er der et par enkelte steder, hvor Offersen undtagelsesvis angiver kilder som dokumentation. Han henviser f.eks. til KGB-officeren Sergej Tretjakovs erindringsværk, for dermed at bevise, at KGB-officerer opfandt agenter [læs: Dragsdahl], der kun eksisterede på papiret.

Tretjakovs bog Comrade J.: The Untold Secrets of Russia’s Master Spy in America after the End of the Cold War, handler imidlertid – som titlen (som Offersen ikke nævner) viser – om USA i perioden efter 1991, og kan derfor dårligt bruges som kilde til at ”bevise” noget om begivenheder i Danmark, der ligger 15-20 år længere tilbage endsige frikende Dragsdahl.

I kapitlet vender Offersen også tilbage til KGB-forfalskningen FM30-31B, men nu med to nye og ganske besynderlige påstande: For det første, at Dragsdahl slet ikke var med til at udbrede dokumentet, hvilket må undre, idet Offersen selv tidligere har henvist til en række af de artikler, som Dragsdahl skrev om FM30-31B.

For det andet hævdes det, at dokumentet slet ikke skulle være fabrikeret af KGB. I et notat fra KGB-arkivaren Mitrokhin, som blev fremlagt i retten, og som Offersen nævner få linjer forinden, hedder det imidlertid:

I juni-juli 1977 blev et dokument fra den amerikanske hær og et hemmeligt tillæg hertil, som specielt var fabrikeret i KGB, placeret hos ledende kredse i en række stater, i hvilket afsløres konkrete metoder og former for USA’s indblanding i andre landes indre anliggender, herunder omstyrtelse af regimer, som ikke passer amerikanerne.

Til oplysning kan i øvrigt nævnes, at den fremmeste fortaler for FM30-31B’s ægthed, schweizeren Danielle Ganzer, også mener, at USA selv stod bag angrebet 11. september 2001.

Offersen gør også her en del ud af at bevise, at Bent Jensen handlede i ond tro, da han i 2007 skrev den artikel, der lå til grund for sagen. Offersen anfører, at Jensen burde have vidst, at Dragsdahl ikke var blevet sigtet (og derfor heller ikke dømt) for overtrædelse af straffeloven. Hertil må bemærkes, at Bent Jensen nok – som de fleste andre – vidste, at Dragsdahl aldrig havde været sigtet, da en sådan ville have vakt betydelig genlyd i den offentlige debat.

Derimod kunne Bent Jensen ikke vide noget om evt. interne overvejelser hos PET om rejsning af sigtelse mod Dragsdahl, fordi der ikke i Dragsdahls sag findes papirer, der belyser dette forhold. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at man ikke kan have gjort sig sådanne overvejelser; faktisk ville en sigtelse være logisk, fordi det af PET’s materiale fremgik, at Dragsdahl havde brudt den milde spionparagraf (§108).

Det er i øvrigt værd at bemærke, at PET’s daværende chef, Hanne Bech Hansen, i 1992 slog fast, at Gert Petersens kontakt til KGB objektivt set var strafbare efter §108. Gert Petersen var vel at mærke ikke agent, men fortrolig kontakt, men alligevel vurderede PET’s chef altså, at der var tale om en overtrædelse af straffeloven. Endelig skal det tilføjes, at spørgsmålet om tiltalerejsning efter spionparagrafferne – modsat andre sager – er et politisk spørgsmål, dvs. det er justitsministeren, der afgør, om der skal rejses sag.

Endnu engang beviser Offersen i øvrigt sit ukendskab til forskning i den kolde krig, når han bebrejder Jensen, at denne ikke i 2007 inden offentliggørelsen af sin artikel interviewede medlemmer af Regeringens Sikkerhedsudvalg, der i midten af 1980’erne var med til at behandle materialet om Dragsdahl og andre KGB-kontakter. Møder i sikkerhedsudvalget er imidlertid omfattet af absolut tavshedspligt. Det er tilsvarende forkert, når det hævdes, at Uffe Ellemann-Jensen ”i 1980’erne [var] med i Regeringens Sikkerhedsudvalg, og i kraft deraf havde han adgang til alle rapporter fra Gordievskij.” Det var kun to-tre personer i PET, som havde adgang til hele Gordievskij-materialet. Som medlem af Regeringens Sikkerhedsudvalg (RSU) fik Ellemann-Jensen præsenteret mindre dele af materialet, herunder ovennævnte notat indeholdende PET’s institutionelle opfattelse af, at Dragsdahl var påvirkningsagent.

Advokat, bliv ved din læst!

Havde Offersen holdt sig til at beskrive de rent juridiske aspekter af sagen, kunne der sandsynligvis være kommet en interessant artikel ud af det. Beskrivelsen af, hvordan han ændrede strategien fra at handle om, hvorvidt Dragsdahl havde været agent, til hvorvidt Bent Jensen måtte videregive denne oplysning, er interessant for både historikere og jurister. Ind imellem finder man også små interessante afsnit om f.eks. den danske injurielovgivning (der er formuleret i 1930), forholdet mellem dansk og europæisk ret, konventionernes betydning og højesterets historie.

I stedet er resultatet blevet en bog, hvis budskab drukner i endeløse rækker af beviseligt forkerte og fordreje påstande. Bogen er præget af manipulerende udeladelser samt en (ufrivillig) udstilling af Offersens manglende historiske viden og kendskab til historisk metode og forskning.

I en større sammenhæng er bogen dels en påmindelse om, at historiske uenigheder ikke kan afgøres i en retssag, dels at der – jævnfør PET-kommissionen – sjældent kommer noget godt ud af at sætte jurister til at lege historikere.

René Offersen: Kold krig i højesteret. Forlaget Vandkunsten, 2017.

Martin Kryhl Jensen er historiker og arbejdede fra 2007-2010 på Center for Koldkrigsforskning (CFKF), og havde i den forbindelse adgang til bl.a. PET’s arkiver, herunder dokumenterne i Dragsdahl-sagen. Han har skrevet flere af kapitlerne i Ulve, får og vogtere, der udkom i 2014.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!