Pinsens ild: højtidsprædiken

Af Johan Christian Nord

“Ja, hvor kan, skønt sproget døde,
eders ord på tunger gløde,
trodse vid og blok og bål!
Hvor kan eders Ånd i Norden,
i hver stad og vrå på jorden,
tale folkets modersmål!”

I dag er det Åndens dag – vores pinsefest. Pinsen er den mest hemmelighedsfulde og vidtrækkende af vore højtider. I dag handler det hele om dette tredje, som er så svært at få ydre greb om, men som alligevel er så virkeligt – ja, som er den egentlige virkelighed og virksomhed i alt det levende: Ånden.

Hvad betyder det ord? Hvad betyder Ånd? Spørgsmålet melder sig af egen magt, af egen naturlighed og med egne krav: Ånd, hvad er nu ånd? Ånd er den underligt sitrende sans for alt det vigtige i vores liv. Ånd er den både flammende og afdæmpede forståelse af, at det er afgørende, hvad et liv gør ud af sin tid – og at det er tiden selv, som ganske gradvist vil afsløre altings inderside.

Javist, det er gådefuldt udtrykt. Sådan må det være; det skal være gådefuldt, for i dag er det pinse – og pinse er både en vidunderlig årstid og en underlig højtid. Alt blomstrer derude – og vi har grund til at glæde os. Herinde i de afsvalede rum samles vi om de tråde i kirkens fortællingsvæv, der både er mest ligefremme og mest sammenfiltrede.

Ligefremt og let forståeligt er det jo, at alt, hvad der læres i et hus som dette, ville synke sammen som ren ligegyldighed, hvis ikke det stod i forbindelse med alt det derude; hvis ikke der var en nær og følelig forbrødring mellem, hvad der siges her, og det liv, som leves dér, hvor mennesker samles – og dér hvor mennesker og strides.

Det er én af betydningerne i pinsefortællingen – at alt det, der er antydet i Bogens ord, kun er af værdi, for så vidt det har fundet, løbende finder og på sigt vil finde sin gode udfoldelse i det almindelige, erfarbare liv. Det liv, der viser sig i alt dét, der både dør og gror.

Se, vi begyndte i dag med det mest ligefremme, der findes – med altings begyndelse i billedet af markens liv. Som det hed i læsningen fra den ene af Bibelens skabelsesfortællinger:

Der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden.

Sådan begyndte det hele – og sådan begynder det endnu: Marken vandes, frøene spirer, planterne gror – og: Mennesket blev et levende væsen.

Det er en vidunderlig optakt! Den er så sanselig; der er både duft og syn i billedet af markens – ja, måske endda hørelse, for den med særligt fine sanser: Kornet gror, mennesker gror – og mennesker høster frugterne af deres verden, så de kan leve sit liv.

Alt det tilhører de umiddelbart tilgængelig lag af de hemmelighedsfulde ord om Ånden.

Men som sagt: Fletværket er sammenfiltret, og en del af hovedsagen er netop, at alt dette under-lige, som er vores liv, kun udfoldes ganske gradvist – og kun forstås ganske gradvist.

Aldrig i øjebliksspring, altid i stille tidslig vækst frem mod den fasthed – og smidighed –, som viser sig, når et menneske træffer sin beslutning og begynder at handle i sin verden.

Vores egen Grundtvig havde mange gode udtryk for denne Åndens virkelighed i verden. Han kunne både digte om den sagte vækst og om dén tidslige fortætning, som når sit endepunkt, når alt det indre folder sig ud i ydre handling. Om den stille vækst hedder det – i én af vore vigtigste salmer: Her intet sker ved kæmpehånd; i stilhed virker her Guds hånd. Og om handlingens virkelighed – to korte udråb, der i sin tid har været afgørende for at give kraft til folkehøjskolernes og menighedernes liv – og gennem dem til selve folkets liv: Dag og dåd er kæmperim – Åndens løsen er bedrifter.

I Grundtvigs syner og sange hang det hele sammen. For ham viste det sig både at være sandt, at alt det usynlige altid må gro i stilhed, frihed og naturlighed, og at alt dette indre med tvingende naturnødvendighed må finde sit udtryk i ydre handling – hvis ikke det skal fornedres og gå i forrådnelse som en indre ophobning af uvirksomt tankegods.

Der må være en nær og utvunget sammenvoksning mellem det indre og det ydre; åndens glidning må altid lede frem mod håndens greb om alt det, der kalder på den. Det er både enkelt og gådefuldt. Det må både være enkelt og gådefuldt, for det kan kun forstås med vores eget liv og den tid, der går sin egen gode gang.

For tiden – tiden er Åndens rette element. Den viser sig i det fortløbende – i den løbende tid. Den arbejder over lange stræk. Så når vi ser tilbage på vores fortid – både den egne og den fælles –, kan det gå os sådan, at møder vi øjne og navne på lidt af dét, der var. Nogle af dem, der var.

Vi ser skikkelser, som engang var levende, og som har formået at række livet videre til dem, der skulle komme – til os. Disse levende billeder kan stige op for vores indre blik, når det melder sig for os, hvordan vi blev dem, vi blev – og måske også: dem, vi skulle være. Sådan besøger Ånden os i minderne om de oplyste menneskeliv, som har levet med flammen i sig og altid vidst, at det var deres højtidelige opgave at række den videre. Både deres store lyst og deres store pligt. For de bar på livets fakkel – og de værnede ilden mod alle den slags indsnævrende rum, som med deres iltfattigdom kunne have kvalt den.

Det kan både være de ganske almindelige – og de rent ud ualmindelige – mennesker i vores forhistorier, der fortjener denne udmærkelse og udnævnelse som Åndens fakkelbud i tiden.

For alle mennesker bliver kaldt på. Alle uden undtagelse. Alle har deres glæde at gå ud til – og deres kampe at kæmpe.

Én af vore egne – ét af de glædesberusede og kampberedte sind i den danske åndshistorie har digtet så fint om pinsefestens lys i tidens lange løb, at det giver mening at gengive hans ord. Så lyt nu til et lille vers om alt det store – ordene er Thøger Larsens og handler om den slags mennesker, som han kalder lysets ånder – nemlig dem, der har trodset hindringer og båret glædesild frem:

“Pris være styrken, de har spændt
mod livets løgn og jammer!
De sandheds Helligånd har tændt
som skære pinseflammer;
den skinner foran vej og værk
i ædel strid og stræben
og døber tanken i sit bål,
så større tiders tungemål
kan dæmre os på læben.”

Den skinner foran vej og værk i ædel strid og stræben og døber tanken i sit bål, så større tiders tungemål kan dæmre os på læben – sådan brænder pinsens ild! Både som et minde, et løfte, en indbydelse og et kald til liv. Alt sammen i tjeneste af dét, der kommer – de større tungemål, eller det større tungemål, der allerede nu kan dæmre som en solopgang på åbne læber.

Det er dét, det hele handler om i fortællingen fra Apostlenes Gerninger om den dag, da Ånden kom til vennekredsen:

De blev alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Og pludselig forstår man dem; sanserne åbnes, og alt bliver både nyt og genkendeligt: Vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål! Og måske også: Vi hører dem tale om vores liv, så vi forstår det og nu kan høre et nyt tungemål!

Dét er den ubeskrivelige, men højst virkelig erfaring og op-levelse, som mennesker kan gøre sig, når de slår øjnene op og indser, at de nu er dér, hvor de skal være og har grund til at glæde sig – grund til at ville noget med hinanden og deres verden. Det er det nye tungemål, der lærer dem det. Det er Talsmanden, som lærer dem det, når han ånder i verden – usynlig, men virksom. Det er den hellige Ånd, som lever i verden for at minde os om alt og lære os alt – for at give os fred. Ikke den fred, som graven giver, men en anden fred – en virksom fred, der egner sig til stille vækst og frejdig kamp. En fred, der taler til det inderste i os:

“Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst. I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker,
for at I skal tro det, når det sker. Kom, rejs jer, lad os gå herfra!”

Kom, lad os gå herfra – glade frem mod det kommende! Det er den ligefremhed, der er brændpunktet i pinsens ild. Den blusser fra Livets Gud; Ham, der – uanset hvad så mange måtte mene –  i sin vælde og ælde er evigt ung. Vi giver jyde-digteren de sidste ord – og afventer, at Ham, der digtes til, selv vil rejse sig og synge i os:

“Vor Gud skal være rank og stor –
han sidder bøjet, bundet,
med døde slægters blinde ord
om alt sit væsen spundet.
Vi trænger til en sommersang,
hvor tonen glitrer gylden.
Vi folde vil vort væsen ud
mod Livets frie, friske Gud,
så skønhed soner skylden!”

Amen.

Skriften

Mosebog 2,4b-7
Apostlenes Gerninger 2,1-11
Johannesevangeliet 14,22.31
Klangen
I al sin glans nu stråler solen, 290
Var I ikke Galilæer, 286
Du, som den store pinsedag, 296
Dybe, stille, stærke, milde, 398
Du, som går ud fra den levende Gud, 291

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!