Om kristen mission blandt muslimske medborgere

Af Brian Degn Mårtensson

For ikke så længe siden stillede Marie Krarup (DF) på ny forslag om øget kristen mission blandt herboende muslimer. Debatten har været oppe mange gange før, og i sig selv er den ikke så interessant. Selvfølgelig må kristne præsentere deres religion for andre troende, og selvfølgelig er de i deres gode ret til at mene, at praktiserende muslimer ville være godt tjent med at konvertere. Vi lever i et frit land, hvor kristendommen endda er den foretrukne religion.

Jeg vil med det samme medgive, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at muslimer, der ønsker det, kan konvertere til kristendommen, og hvis fx religiøse autoriteter eller familiemedlemmer modarbejder dette, er det en opgave for staten at sikre individets ret til at handle som ønsket i sådanne sager. I Danmark må man selv vælge, hvilken religion, man vil følge.

Problemet med forslaget er derfor ikke selve missionen, men begrundelsen og ensidigheden i troen på, at det ville løse noget som helst. Krarup og andre synes at forestille sig, at man kan skabe en bedre fremtid ved en øget mission, og at netop den protestantiske kristendom er det eneste rigtige i den henseende (hun mener tilmed, at kristen mission kan reducere terror!). Det er for simpelt og næppe en farbar vej.

Danmark er et kristent land, og har været det i mere end 1000 år. Vores kultur og historie er dybt præget af kristendommen, og uanset om man som enkeltborger er kristen eller ej, må man acceptere at leve i et land, hvor dette er tilfældet. Man må også lære at leve med, at mange – i mine øjne med rette – føler sig stærkt knyttet til, og glædes ved, vores kristne kulturarv. Ligeså må man vedstå sig, at den norrøne kultur og asatroen har sat sig mentale og kulturelle spor, at jødedommen i hundredevis af år har sat sine aftryk i landet. Selv om vi i dag er protestanter, er og bliver katolicismen stadig en central del af vores historie – trods reformationen i 1536. Sådan er det.

I nyere tid har vi fået en stor muslimsk minoritet, hvoraf langt størstedelen indgår helt uproblematisk i samfundslivet. Ignoreres kan det dog ikke, at et mindretal volder store problemer, både i Danmark og i andre vestlige lande. Her tænkes ikke kun på terror, men også på bandekriminalitet og etableringen af parallelsamfund, der er afvisende overfor det demokratiske fælleskab som sådan.

Hvad stiller et lutheransk, protestantisk land af vores støbning op i en sådan situation? Hvordan kan vi bevare et godt fælleskab, når en lille – men bestemt iøjnefaldende – gruppe af muslimske statsborgere ikke altid synes at acceptere fællesskabets præmisser? Mit svar vil være, at vi bør stå fast på vores grundlæggende værdier uden tøven og helt til kanten!

Vi er et land, der er mærkbart formet af et opgør med både pavedømmet, formynderi og religiøst hykleri, og vi har kulturelt og historisk insisteret på, at forholdet til Gud grundlæggende er et spørgsmål mellem den enkelte og Gud selv. Sådan er det i Danmark. Vi hylder friheden for Loke såvel som for Thor. Sådan er det i Danmark. Vi tror på vigtigheden af at kende sin historie, og passe på de værdifulde erfaringer, man har overtaget fra andre. Sådan er det i Danmark. Tilmed står det enhver frit for, at vælge religiøs overbevisning. Sådan er det i Danmark.

Skal der missioneres mere overfor herboende muslimer, vil jeg i tråd med ovenstående mene, at en sådan øget mission bør være af muslimsk observans og muslimsk initieret. Faktisk kunne en ny muslimsk kulturel og religiøs vækkelse være netop det, der kunne sætte skub i integrationen, og tilbyde en ny vej til respektfuld sameksistens og fælles fodslag. Unge muslimske medborgere bør efter min mening være særdeles kyndige i Islams historie, og de bør grundlæggende elske og ære deres rødder. De bør prise det gode, og tage ved lære af det dårlige. Nøjagtig ligesom katolikker, jøder og protestanter bør.

En ting er dog afgørende: En sådan ny muslimsk vækkelse bør samtænke religion, kultur, historie og politik, således at den tager form af en bred bevægelse, der aktivt hylder islam som en religiøs og kulturel arv, der er så stærk, at den helt uproblematisk kan fungere i et overvejende kristent samfund med frihed og folkestyre. Vi har brug for en intellektuel og åndelig opvågen blandt vores muslimske medborgere, og en højere grad af omtanke blandt debattører, der mener, at kulturel forglemmelse blandt muslimer ville gavne noget som helst. Vi har faktisk brug for et stærkere, mere oplyst og mere historisk bevidst muslimsk miljø i Danmark, en levende debat herom, og en fælles værdsættelse af både kristne, jødiske og muslimske bidrag til vores fælles europæiske historie. Vi har kort fortalt brug for en muslimsk grundtvigianisme, der kan kombinere selvsikkerheden, tolerancen og åbenheden i mødet med omverdenen. En sådan kan kun skabes af praktiserende muslimer, men dens fremkomst kan bremses af alle, der på udansk vis
– enten tilsigtet eller utilsigtet – forsøger at bekæmpe bestemte medborgeres kulturelle og religiøse arv.

Ovenstående er i grunden blot en almen, konservativ og kulturbevidst betragtning. Den gælder globalt såvel som lokalt: Vi skal aktivt fremelske en spændende, mangfoldig og levende verden, hvor forskellige traditioner og skikke kan eksistere sammen og side om side. Et sted, hvor man kan møde alle mulige måder at forholde sig til livet på! Et sted, hvor man elsker menneskeheden, ens kulturkreds, ens nationale kultur såvel som ens hjemby. Et sted, hvor man sætter pris på andres ditto, såvel som deres kærlighed til denne. Et sted, hvor alt ikke sander til i form af et post-kulturelt, effektiviseret McDonald’s. Hvis ingen gider at elske deres historie og kultur – samt religiøse tradition –, vil verden nemlig hurtigt blive en kedelig, flad omgang dans på stedet.



Brian Degn Mårtensson er pædagogisk filosof og ansat på Aarhus Universitet, hvor han især beskæftiger sig med N.F.S. Grundtvigs politiske og pædagogiske filosofi. Dertil beskæftiger Brian sig også jævnligt med både teologiske og alment historiske emner. Han har skrevet en lang række bøger om pædagogik, undervisning, videnskabsteori og filosofi. Blandt de seneste bøger er Videnskab og pædagogik, Tilblivelse og tilsynekomst og Konkurrencestatens pædagogik.