Matador: De sønderjydske diger og digebruddet i Korsbæk

Af Christian Egander Skov

Vi er nået til 6. afsnit af Matador. Det er afslutningen på den oprindelige første sæson. Mads Skjern har afsluttet sit veni, vidi, vici. Albert Arnesen er død, ikke ved sin egen hånd med ved en svagelig konstitution, der nøje modsvarer hans i alle henseender ringe evner udi alt.

Seriens begyndelsen 1929 afsløres nu som et digebrud. Det dige, der holdt fremskridtet ude af Korsbæk er brudt. Nu må nogle svømme, medens andre må dø.

Hr. Schwanns tragedie

Skildringen af Hr. Schwann er vel noget af det mest rørende, serien har budt os på hidtil. Schwann er en type. En beskeden mand fra middelstanden, der ikke har sin status på grund af indtægt eller arv, men får den ved at tjene en funktion i et samfund, der sætter det bedre borgerskab øverst i hierarkiet.

Indtil videre har han virket som en snobbet gamling, men vi forstår nu, at Damernes Magasin virkeligt var hans livsopgave. Han har – forstå det hvo som kan – ingen børn. Nu hvor butikken er lukket – og med den døren til den forgangne virkelighed, der var hans – er det egentligt også ude med ham.

På broen i anlægget overvejer han selvmordet, medens hans opregner digebruddets ofre Albert Arnesen, den store isenkræmmer og købmand Munck.

Men han tales fra selvmordet af Violet Winther, som fortæller ham en sandhed, han havde glemt, nemlig at der er forskel på ham og den overklasse, han har betjent. Han er ikke som dem, der nu må drukne, for han har aldrig delt, den velstand, de havde.

Der bliver ikke meget hæder til Hr. Schwann i de kommende afsnit. Han må leve af legater fra banken, på Violets velvilje og så på en nebengesjæft som pengeopkræver.

Som et spøgelse fra en for længst druknet stad må han drage fra dør til dør og erfare, at det borgerskab, hvis anerkendelse han har anglet efter, har forstillet sig. De er ikke solide samfundsstøtter, men uslinge, der lever over evne, og forsøger at undgå at betale, hvad de skylder.

Dør efter dør smækkes i hovedet på ham, og han når til klarhed over det. Faldet kan synes dybt, men i virkeligheden har disse døre aldrig været åbne for en som ham, hr. Schwann – den lille førstemand.

Jørgen Varnæs og de sønderjydske diger

Et slående eksempel på forskellen mellem at være og at synes er Jørgen Varnæs, der endnu er konservativ folketingskandidat, (men i øvrigt en svært uheldig af slagsen. Tænk, at en middelstor provinsby med konservativ borgmester ikke kan give valg til ham!). Han er gift med Minna, der er fra Århus og derfor taler som om hun var fra Thy, bare så vi kan høre, at hun er jyde.

Og fordi hun er jyde er hun lige så stejl i sin uforsonlighed, som hun før var enfoldig i sin hengivenhed, da hun erfarer, at han er hende utro. Jørgen Varnæs er – som vi ved – øhm engageret med Gitte Graa, en affære, der senere bliver hans ruin. Også Jørgen forstiller sig, for medens han drager med sin elskerinde til Hamborg, hævder han at skulle bese de sønderjydske diger. Det er en alvorlig sag og afslører mere hykleri, end man først skulle tro.

Men i øvrigt, hvad er det med de diger? Hvad skal en konservativ folketingskandidat fra en by, der mest af alt er Roskilde, i Sønderjylland? Jeg var i sidste uge selv nede at bese de sønderjydske diger og jeg skal love for, at Jørgen Varnæs havde gjort klogt i at følge mit eksempel frem for at kaste sig ud i sine eskapader. Forleden stod jeg således ved Ballum Sluse, tæt ved Skærbæk i det vestlige Sønderjylland. Og hvilket syn.

For den, der ikke kender området, skal det nævnes, at alt derude er fladt, helt fladt. For en østjyde som mig selv er det ligesom at være på månen. At alt er fladt betyder, at egnen historisk har været prisgivet havets luner. Flere gange i historiens løb har havet rejst sig, oversvømmet de små diger, som man dog vidste, at man måtte bygge, og krævet sit. Det er som om, at havet dér har villet lade menneskene betale for dets rigdom i blod. Ligesom de lokale vekslede armod til velstand, vekslede havet liv til død.

Det store Ballum-Astrup dige, som kunne være netop det, Varnæs skulle bese, var først blevet opført i årene 1914-1919, i øvrigt af russiske krigsfanger. Ja, der skulle altså et tysk ran af Sønderjylland, en verdenskrig og organiseret slaveri til at sætte en stopper for havets hærgen i marsklandet. Sønderjylland har, da Matadors handling begyndte, kun været dansk i små 9 år.

Det er derfor Jørgen Varnæs skulle have været der. Som konservativ måtte man være engageret i den sønderjydske sag. Christmas Møller, som vel er nogenlunde jævnaldrende med Jørgen Varnæs, havde brugt sin ungdom på at cykle rundt i det tyskbesatte Sønderjylland for at styrke danskheden. Det var noget, enhver god kosnervativ gik op i med liv og sjæl. Og hvis ikke, ja hvis ikke så måtte man lade som om – og det er netop tilfældet med Jørgen Varnæs.

Han er en mand uden moralsk habitus, en selvrealiserende 68’er, der hverken er i stand til at arbejde disciplineret for en sag, endsige tage en sag på sig.

Men de sønderjydske diger er vigtige, ligesom det sønderjydske spørgsmål var vigtigt. Det handlede om grænsedragningen mellem land og hav, liv og død – os og dem. Men alt det har Jørgen Varnæs og hans mange ætlinge idag ingen sans for. De er jo på vej til Hamborg med Gitte Graa.

Alt imens gnaver havet sig ind i diget, og klokkerne fra den druknede stad varsler undergang.