Hvad jeg taler om, når jeg taler om konservatisme

Af Jacob Munk

Der er en unik impuls i konservatismen til hele tiden at søge tilbage til sit grundlag og stille spørgsmålet: hvad er konservatismens kerne? Unik, siger jeg, for selvom liberalister, socialdemokrater, kristendemokrater, socialister og nationalister, alle har deres chefideologer, så møder man ikke her samme insisteren på at finde ind til eksempelvis ”socialdemokratismens kerne”. Årsagen hertil er delvist, at konservatismen er uhyre kompleks og derfor til tider truer med at blive et anliggende for en lille gruppe studentikose nostalgikere eller værre endnu, en tom ideologi uden nogen intellektuel substans, der derfor kan bruges til nærved hvad som helst.

Hvad jeg vil gøre i følgende er at give den simplest mulige karakteristik af konservatismen. Stor og kompleks som ideologien er, kan den i mine øjne koges ned til ét grundlæggende princip, hvorfra hele det konservative program kan udledes. Glemmer vi dette princip, kan der i mine øjne ikke længere tales om én sammenhængende konservatisme, og mærker man ikke, at al vores realpolitik udgår fra dette grundlæggende princip, bliver den konservative praksis åndsforladt og virkningsløs.

Inden jeg udreder dette princip, vil jeg vende blikket mod Jarlovs fremragende forsøg på at skitsere den intellektuelle kerne i konservatismen i artiklen ”Drop de lange udredninger” fra Critique nr. 4. Jarlov opsummerer her den konservative bestræbelse i tre mærkesager: socialt ansvar, dansk kultur og personlig frihed. I denne elegante treklang samles de tre potentielt konkurrerende strømninger, social- liberal- og nationalkonservatisme, i en organisk helhed, der samtidig formår at afgrænse konservatismen fra dens liberale og socialdemokratiske naboer. I forhold til det realpolitiske arbejde, mener jeg ikke, at der kan gives en meget bedre karakteristik af konservatismens kerne.

Men treklangen lader imidlertid et spørgsmål stå ubesvaret: hvorfor insisterer vi på socialt ansvar, dansk kultur og personlig frihed? Og er forholdet mellem disse tre helt arbitrært? Vi mangler altså endnu at identificere konservatismens hjerte, hvorfra disse tre principper flyder naturligt ud.

Og dette hjerte er en fortælling. Det er et konsistent narrativ, der altid er tro mod sin kerne, og som dog aldrig bliver stift og forudsigeligt. Og denne fortælling siger som følger:

Verden er gennemsyret af Det Hellige. Vi træffer det, hvor end vi vender os. På vej til arbejde. I samtalerne over middagsbordet. I kunsten. I venskabet. I naturen. Det Hellige er en kraft, vi ikke selv har skabt og ikke selv kan skabe, men som vi kun kan give plads for ved selv at træde til side og lade Det Hellige komme til.

Kun hvor Det Hellige er, er der sand frihed, og dog er friheden aldrig uden tøjler. Hvor man vil sige sig fri fra disse tøjler, insisterer den konservative, har man blot gjort sig selv til slave for Profaniteten i enfoldig tro på, at dette er frihed.

Men forstå Det Hellige kan vi ikke. Vi kan beundre det, når vi træffer det, og bøje os for det. Men vi kan aldrig bemestre det, kontrollere det, besidde det. Forholdet er absolut asymmetrisk, og jo mere vi dvæler ved Det Hellige, des større bliver Det og jo mindre vi selv.

Den konservative kigger ud over Kongeriget, og ser at det er godt, uden at kunne forstå hverken hvorfra eller hvortil alt dette gode kommer. Han ser på staten og ser, hvordan den bærer Det Helliges navn: hertil har Det uddelt retfærdighedens nådegave, den ukrænkelige ret og magt til at belønne det gode og straffe det onde. Derefter ser han på markedet og finder, at også dét bærer Det Helliges fingeraftryk. Mens mennesket har famlet i blinde og koncentreret sig om dagliglivets mange bekymringer, har det, uden at vide af det, været et redskab for Det Helliges hånd, der igennem disse mennesker har velsignet al fremtid med velstand, føde og bo.

Og når han først har fået øje på Det, kan han intet se uden at se Det Hellige foran og bag det. Ægteskabet, kunsten, kulturen, vanerne, traditionen og kærligheden. Intet af dette kommer fra menneskets bevidste bestræbelser men er blevet givet det fra oven, og netop fordi det ikke er dets egne intentionelle frembringelse, er det værdifuldt og uerstatteligt.

Så hvad er konservatisme? Konservatisme er en insisteren på at beskytte Det Hellige mod menneskets mange forsøg på at erstatte det med en ny rationel orden. Konservatismen ser i samfundets bestående institutioner en værdi, der langt overgår deres nytteværdi, og betragter derfor samfundet ud fra et æstetisk snarere end mekanisk rationalistisk perspektiv.

Men forudsætter konservatismen da, at man accepterer metafysikken om Det Hellige? Langt fra. Det Hellige skal ikke nødvendigvis forstås i metafysisk forstand. Det er tilstrækkeligt at mene, at samfundsorganismen langt overgår menneskets intentionelle bestræbelser og derfor skal behandles med den ærefrygt, som Det Hellige fordrer. Imidlertid mener jeg, at forklaringen på den tætte forbindelse, som konservatismen ofte har til religion, ligger heri. Konservatismen er en oplagt slutning af en skabelsestanke men ikke en nødvendig slutning.
I denne fortælling ligger også nøglen til at præsentere konservatismen som en attraktiv mulighed. Kampen for den politiske orden som noget i sig selv smukt og værdifuldt er netop, hvad der driver konservative til handling. Det smerter os, når sociale og liberale mener, det står dem frit for at omskabe økonomien, ægteskabet, staten, kønsrollerne eller traditionerne efter forgodtbefindende, uden at se den værdi som den bestående orden besidder i sig selv.

Imidlertid er vi Det Helliges udvalgte forvaltere, hvorfor konservatismen aldrig kan blive til passivitet. Som bekendt forandrer vi ikke, fordi vi tror på ”udvikling”, men for at bevare. At bevare er ikke at være handlingslammet. Det kræver årvågne forvaltere, som er villige til at tage den altid forhadte sag for den bestående orden i al dens ufuldkommenhed mod idealitetens ufejlbarlige drømmebilleder. Forvaltere som kan navigere i politikkens komplekse spil uden nogensinde at tabe målet for øje. Og det mål er Det Hellige.


 

Jacob Munk er stud.mag. i Litteraturhistorie og Religionsvidenskab og har bl.a. udgivet akademiske artikler om tysk og engelsk romantisk poesi. På aarskriftet-critique.dk behandler han emner som politisk filosofi, luthersk teologi, betydningen af den fælleseuropæiske kulturelle arv, seksualmoral, poesi og kritisk samtidsanalyse med henblik på at forsvare traditionelle konservative værdiers gyldighed i det post-postmoderne samfund.