Holger Danskes mærke

I dette tredje afsnit af Nordisk Morgensamling skal det handle om to sangstykker fra B. S. Ingemanns digtkreds Holger Danske – nemlig den muntre march I alle de riger og lande og den i dag mindre kendte helte-påmindelse til de levende Vær hilset mit gamle fædreland. Begge sange handler om billedet af Holger Danske som Danmarks helt og folkets gode kamp-ånd. I sit skjold bærer han både løver og hjerter, og han vil lære os at gøre det samme – når nøden en dag bliver stor, og han vender tilbage.

 

Du kan følge vores podcasts her på siden, men du kan også abonnere (gratis naturligvis) på dem via iTunes. Når du nu er derinde så smid os lige en fem-stjernet anmeldelse og et par ord på vejen. Så hjælper du andre med at finde os.

PS. vores podcastfeed er: http://aarsskriftet-critique.dk/feed/podcast

I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden fo’r,
jeg fægted med åben pande
for, hvad jeg for alvor tror.

En ørn var mit hjelmemærke,
på brynjen stod korsets tegn,
på skjold bar jeg løverne stærke
i hjerternes milde hegn.

Når mænd jeg kasted min handske,
opslog jeg min ridderhjelm,
de så, jeg var Holger Danske
og ingen formummet skælm.

Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.

_________________________________

Vær hilset, mit gamle fædreland!
du kender mig vel ej ganske?
Engang jeg var en navnkundig mand,
de kaldte mig Holger Danske.

Med mig drev lykken et underligt spil,
hvert barn mit navn skulle kende,
dog mænd skulle tro, den mand var ej til,
hvis ry fór til verdens ende.

Mit liv blev givet et sælsomt kår:
det aldrig i verden ophører,
og død kan jeg synes i tusind år,
men dog i løndom mig rører.

Jeg lever i danskens hjerte og sind,
jeg lever på folkets tunge.
Kom ej jeg i verdenskrøniken ind,
dog skjaldene om mig sjunge.

Min ånd med folkets slægter fór hen,
dybt slumred den mange gange.
Med folket den vågner og kommer igen
med livet i dåd og i sange.

Mit navn hver bonde kender endnu,
og glad jeg rækker ham hånden.
Mit levned kommer hver dansk i hu,
som glædes ved folkeånden.

Du véd det, landsmand, jeg er ej død,
med kraft jeg kommer tilbage,
jeg er din fuldtro hjælper i nød
på Danemarks gamle dage.

Tale: Johan Christian Nord
Klang: Søren Bormann