Film: Wonder Woman

8. juni 2017
2 minutters læsetid

Sommeren er traditionen tro sæson for superheltefilm; og i filmene om superhelte fra DC Comics har vi – efter at Christopher Nolans velmenende Batman-trilogi løb ud i noget nær det rene ingenting – senest set Superman og Batman på det store lærred i et par ikke specielt vellykkede film, henholdsvis Man of Steel (2013) og Batman v Superman: Dawn of Justice (2016), der hverken kunne eller ville noget videre. I 2017 er vi nået til superheltinden Wonder Woman, der oprindelig havde det mere poetiske navn Mirakelkvinden i sin danske gestalt.

Mirakler udrettes der ikke mange af i Petty Jenkins film. Instruktøren synes i den grad at have smidt tøjlerne og helt overladt filmens forløb og karakterer til special effects-folkenes nåde. Der er ellers potentiale nok i både historien og karaktererne. Filmen handler om Diana, der lever på den isolerede, antikke paradisø, Themyscira, i Middelhavet, hvor de vilde amazonkvinder i tusindvis af år uforstyrret har trænet til kamp mod krigsguden Ares. Han viser sig i skikkelse af verdenskrigens rædsler; og Diana må sammen med en amerikansk pilot/agent drage til vestfronten anno 1918 for at stoppe en gal, tysk general og hans kvindelige håndlanger, der har konstrueret en dødsensfarlig giftgas, de vil bruge til at tvinge vestmagterne i knæ.

Det kunne have været meget charmerende, hvis man havde gjort sig lidt umage. Men som det er tilfældet med de fleste af nutidens superheltefilm, så er det bedøvende lige meget om handlingen er hensat til 1918, nutiden eller fremtiden. Det er stor set de samme typer slagsmål og skyderier og kasten-rundt-med-huse-og-biler, der indfinder sig. Jeg kan efterhånden ikke fri mig for en mistanke om, at actionscener i superheltefilm produceres isoleret fra de enkelte film. Lidt på samme måde som færdigproducerede byggelementer til typehuse, som man så kan klippe ind efter behov og budget. Wonder Woman ville have fungeret bedre som computerspil.

Det kan på den baggrund vist ikke undre, at der ikke gøres noget ud af at bygge nogle troværdige karakterer op på trods af, at der er mytestof nok til stede.

Humoren forsøges leveret i filmens midterste del, hvor Diana er kommet til det Edwardianske London, men kludrer rundt i tidens normer og kutymer, der er fjernt fra amazonernes mere arkaiske levevis. Herudover udstyres Diana også med et par tumpede medhjælpere. Men det hele bliver noget anstrengt og utroværdigt.

Akavet er også forsøget på at score nogle billige ”feminist-point” ved at fremstille tidens mænd som dumme og mandschauvinistiske. Man skal næppe regne med forståelse hos feministerne, når filmens mest udtalte formål er at vise letpåklædte piger, der slås, frem for et overvejende mandligt publikum. Heller ikke dette formål lykkedes det filmen at realisere, altså sådan for alvor. For rigtigt frækt bliver det aldrig. Slet ikke erotisk. Angsten for ikke at få en R-rating synes at have magt over sindene i en grad, at det giver sig udslag i en form for selvmodsigende puritanisme, hvilket bliver udtalt hvis man eksempelvis sammenligner med, hvordan Cecil B. DeMille fremstillede antik, kvindelig skønhed i filmen Cleopatra helt tilbage i 1934.

Bedst fungerer starten på øen Themyscira, hvor amazonerne efter årtusinders fred pludselig brat konfronteres med den moderne verden 4/10

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside