Film: Alien: Covenant

Der er gået 5 år siden Ridley Scott genstartede Alien-filmserien med filmen Prometheus, og nu er tiden så igen moden til endnu en gang at rejse ud i det mørke og uhyggelige verdensrum. Prometheus var egentlig en fin film i den forstand, at den udvidede universitet i Alien-serien noget frem for at fortsætte i det spor, der var endt blindt med den fjerde, film Alien Resurrection, fra 1997, hvor Jean-Pierre Jeunet på ingen måde formåede at løfte arven efter Ridley Scott (Alien, 1979), James Cameron (Aliens, 1986) og David Fincher (Alien 3, 1992). De forskellige Alien v Predator-film, der blev lanceret i 00’erne, var et decideret vildspor. Med Prometheus startede man fra begyndelsen i samme univers og forsøgte at samle nogle af de tråde op, der blev kastet ud i de tidligere film. Alien: Covenant er en form for løst-forbundet fortsættelse.

Det hele starter med, at nogle kolonister, der er på vej til kolonien Covenant, vågner af den hypersøvn, de er lagt i for at kunne klare den lange rejse. (Det kender vi jo – opvågnen fra drømmesøvn er et gennemgående tema i de gamle film). Noget er gået galt under rejsen, og man er kun halvvejs fremme. Pludselig hører de et nødsignal fra en ikke alt for fjern planet. Nogen (eller noget) beder om hjælp, men beskeden er for uklar til, at man helt kan høre, hvad der er på færde. (Det begynder at ligne en regulær genindspilning af den første film fra 1979). Det viser sig, at den pågældende planet er intet mindre end perfekt egnet til menneskeliv. En regulær honningkrukke placeret midt ude i verdensrummet. Man behøver slet ikke tage hele den lange vej til Covenant for at finde et egnet bosted uden for vores eget solsystem. Skal man begive sig til den nye planet og spare den lange rejse? Et par kritiske røster er imod: Kunne det tænkes, at ”honningkrukken” reelt er en venus’ fluefanger? En ung og uerfaren kaptajn forsøger at skjule sin usikkerhed ved at vise handlekraft, og kursen sættes mod den nye planet.

Det bedste ved den nye film er, at H. R. Gigers rumhyre nok aldrig har set bedre ud, end det gør nu, hvor man har teknologien til at kunne vise det i al sin mareridtsagtige og surrealistiske gru. Det gjorde nu også uudslettelige indtryk, at man i de gamle film aldrig så det helt, men altid kun så det i glimt. Ellers må jeg nok indrømme, at der ikke er så forfærdelig meget at komme efter i den nye film, der fungerer bedst, når den kopierer de gamle film, men mangler mange af de ingredienser, der gjorde dem så virkningsfulde, ikke mindst følelsen af at være et lille, svagt menneske fanget alene og isoleret i et stort, mørkt og ondt verdensrum.

Man gør et bravt forsøg på at bygge en ny fortælling op, men det mislykkedes, fordi man forsøger at koble det til det eksisterende univers uden at have gennemtænkt sammenhængen. Man har ingen plan. George Lucas kunne uden besvær lave nye Star Wars-film 20 år efter de oprindelig og passe dem ind i den eksisterende fortælling, fordi man – angiveligt – havde gennemtænkt det hele og lagt en plan. Det har Ridley Scott & Co ikke. Det virker mest af alt som om, at man skal finde en undskyldning for endnu engang at kunne lade Gigers uhyre gøre, hvad det er bedst til. Man sætter sig med andre ord mellem to stole: Man vil gerne introducere en ny mytologi, men er bange for, at folk kun vil betale for at se den gamle. Den nye mytologi bliver derfor kun halvhjertet udfoldet og den gamle bliver kun en halvsløj kopi af noget som allerede er gjort bedre.

Den nye mytologi fungerer i øvrigt ikke. Der er alt for meget pesudo-videnskab, hvor genmanipulation og mutationer tjener som undskyldning for at vise os noget større og vildere. Covenant vil på en og samme tid både for meget og ingen ting. Gode karakterer er der heller ikke rigtigt nogle af, med undtagelse måske af de to androider, der gerne vil vise, at de er mindst lige så gode som menneskene. Det er et lidt pudsigt indslag installeret i filmen. De er på alle måde perfekte og alt det, som mennesket ikke er. Men på trods af deres overmenneskelige viden går de alligevel fejl af de store klassikere, som de så inderligt gerne vil mestre. Det er en selvstændig pointe, at der mere er tale om en bevidstløs akkumulering af viden, end om oprigtig indlevelse, og de går derfor ofte galt i byen. Eksempelvis er Gudernes indtog i Valhal ikke fra Rhinguldets anden scene, men fra den sidste del af den afsluttende, fjerde, scene. Hvorfor dette er vigtigt, må man se filmen for at finde ud af. Der skal også lyde lidt ros til Jed Kurzels musik, der fungerer godt og stemningsfuldt, og som effektfuldt inddrager elementer fra Jerry Goldsmiths musik til den oprindelige 1979-film. De lyspunkter ændrer dog ikke ved, at Covenant ikke er en film, der hæver sig over det middelmådige. 5/10