Eleven og elefanten

Af Stefan Agger

Jeg har tidligere her på bloggen – i mit første indlæg – gjort opmærksom på den absolut centrale rolle som relationen mellem lærer og elev spiller for elevens indlæring. Den påstand vil jeg i denne blog underbygge med viden fra en af tidens mest fremtrædende tænkere, nemlig socialpsykologen Jonathan Haidt.

På den måde vil denne måneds blog gå lidt tættere på den egentlige lærergerning end jeg har gjort før, men for mig er det afgørende for enhver politisk diskussion af rammerne for Folkeskolen og ungdomsuddannelserne, at der i samfundet findes en reel forståelse for den proces der foregår mellem læreren, eleven og stoffet.

Af yderligere interesse for denne blogs læsere vil det nok også være at Haidts beskrivelser af menneskesindet, der bygger på talrige empiriske studier, i langt højere grad finder et menneskesyn der svarer til det der findes i konservatismen end det rationelle menneske som liberalismen i høj grad bygger på.

Hume er vinderen

I bogen ”The Righteous Mind” indleder Haidt sin lange argumentation med at opridse den klassiske kamp mellem de der først og fremmest anser mennesket for et rationelt tænkende væsen, og så de der som David Hume udtrykker det, opfatter mennesker som væsner der styres først og fremmest af intuitioner og følelser. Det er altså en direkte tvekamp mellem traditionen efter Hume på den ene side, mens skikkelser som Platon og Kant findes på den anden.

Den udfoldede argumentation og de mange empiriske underbyggelser må man selv finde hos Haidt, men konklusionen kan kort gengives her: Det er i langt højere grad vores intuitioner der tager stilling til vores omverden, end det er vores fornuft. Den menneskelige intuition er i et evolutionært perspektiv en langt ældre opfindelse end vores fornuft, som formentlig er opstået på samme tid som sproget, for noget der ligner 70.000 år siden. Intuitionen er derimod vokset ud af millioner af års evolution, og en af de egenskaber succesfulde skabninger har haft, har været at de lynhurtigt har kunnet bestemme sig for om noget er godt eller skidt, eller måske endda farligt.

Den evne har ikke forladt mennesket på trods af at vi ikke længere bebor en farlig natur, og som følge af det, er menneskehjernen kun få dele af et sekund om at bestemme sig for om vi bryder os om de ting vi møder: uanset om det er ny viden, nye mennesker eller nyt tøj.

Elefanten og rytteren

På baggrund af den indsigt opstiller Haidt et billede til at forstå hvordan mennesker tænker og tager beslutninger: Den menneskelige psyke er at ligne med en elefant med en rytter ovenpå. Elefanter er intuitionerne og rytteren er fornuften. Når elefanten opfatter noget som positivt, så vil den i løbet af et splitsekund læne sig i retning af det den opfatter som positivt, og hvis den opfatter noget som negativt, så vil den læne sig væk.

Rytteren – fornuften – vil som oftest ikke kunne få elefanten til at læne sig i den modsatte retning. I stedet vil det være rytterens opgave at give en rationel begrundelse for den beslutning elefanten allerede har truffet. Det viser talrige studier at rytteren er ganske ferm til. Selv helt ulogiske retningsskift i form af nye holdninger, nyt partivalg eller nye livsstilsvalg kan mennesker typisk give en rationel begrundelse for i løbet af få sekunder.

Haidt udvikler sit billede ved også at kalde rytteren for en pressetalsmand og advokat for elefanten. Rytteren er altså en slags metaforisk Sean Spicer, der loyalt vil forsvare enhver beslutning elefanten har truffet.

Eleven og elefanten

Hvad betyder det så for undervisning? Det betyder at undervisning ikke kan forventes at have den fjerneste effekt, hvis elevens elefant enten læner sig væk fra læreren eller stoffet. Det almene sprog om undervisning vil som regel have rod i det rationelle paradigme, hvor informationsoverførsel ikke forstyrres af mærkelige elefanter som læner sig. Det efterlader ofte lærere frustrerede, når eleverne ikke ved det man forventer: ”Jamen, jeg har jo sagt det…vi har jo læst det….vi har jo haft om…”.

Jonathan Haidt er godt klar over at hans fund principielt gør vores ideal om den rationelle politiske diskussion, ført med gode argumenter, uopnåeligt. Det vil han dog alligevel ikke helt skrive under på, da det er muligt at få mennesker til at skifte mening og fjerne dem fra deres intuitive reaktion; det kræver bare at man forstår at man skal tale til elefanten og ikke til rytteren, eller i hvert fald som minimum til dem begge.

En af de måder man taler til elefanten på, er at opbygge gode og tillidsfulde relationer. Har man sådan en med et andet menneske, så er det faktisk muligt at få dem til at skifte mening om ting, som de ellers intuitivt ikke bryder sig om. Hvis elevens elefant altså læner sig væk fra matematik, så kan kun den gode relation til matematiklæreren sikre at der bliver lært noget matematik, og hvis det er selve læreren som eleven intuitivt ikke bryder sig om, så er undervisningen op ad bakke, medmindre elever af sig selv er meget motiveret for det der skal læres.

En god skole er derfor en skole der tager elevernes sociale liv sammen med lærerne meget alvorligt. Det er en skole, hvor der er plads og tid til at være mennesker fyldt med liv, ånd og elefanter.

Er du ikke overbevist håber jeg du vil læse Haidts fremragende bog. Det er en hjerneblæsende oplevelse, i mangel af et bedre udtryk, og den indeholder også den afgørende forklaring på, hvorfor liberals og konservative tænker grundlæggende forskelligt.


Stefan Agger er cand. scient. pol. og lektor i Samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Lemvig Gymnasium samt konservativt kommunalbestyrlsesmedlem og folketingskandidat. Han er desuden formand for Det Konservative Folkepartis uddannelsespolitiske netværk. Han skriver her om  dannelse, kundskaber og det principielle spørgsmål, hvad en skole egentlig er for en størrelse.