Den økonomiske videnskab undergraver demokratiet

Hvad bliver konsekvenserne, når mere og mere af samfundet indrettes efter den økonomiske videnskab? Kai Sørlander peger på, at det i sidste ende betyder en undergravning af enhver kollektiv beslutning, og dermed i yderste konsekvens af selve demokratiet.

Af Kai Sørlander

For kort tid siden skrev jeg et indlæg på Facebook (15.5.2017), hvori jeg gjorde opmærksom på, hvorledes den marxistiske historisering af fornuften stadig præger venstrefløjens politiske filosofi og dermed fordrejer dens forhold til den politiske virkelighed. Denne historisering af fornuften betød, at man har troet, at rationaliteten til at styre den socialistiske økonomi automatisk ville vokse frem, når det blev nødvendigt. Ligesom man nu tror, at vi naturligvis vil kunne løse de integrationsproblemer, som den liberale indvandrings- og asylpolitik skaber.

Men det er ikke kun venstrefløjen, som bygger på et forkert rationalitetsbegreb, og som derfor mangler en dybere forståelse for, hvad rationaliteten kræver. Det gør højrefløjen også. Og det hænger sammen med dens tætte ideologiske bånd til den økonomiske videnskab, som voksede frem i en delvis konfrontation med Marx’ kapitalisme-kritik.

Den økonomiske videnskabs rationalitetsbegreb

Denne økonomiske videnskab forkaster Marx’ arbejdsværditeori og sætter i stedet marginalnytteteorien. Det betyder ganske simpelt, at en vares værdi ikke bestemmes af den arbejdskraft, som det kræver at producere den, men derimod af den pris, som den kan få på markedet. Desuden bygger den nye økonomiske videnskab på den positivistiske værdifilosofi, som indebærer, at det ikke er muligt at begrunde de højeste værdier rationelt – og at vi derfor heller ikke rationelt kan begrunde, hvilke mål vi i sidste instans bør følge. I stedet må vi sætte de højeste værdier og de yderste mål ved en irrationel beslutning, og så skal vi bruge rationaliteten til at finde de optimale midler til at nå de forudsatte irrationelle værdier og mål.

 

Når man bygger en økonomisk teori på dette positivistiske rationalitetsbegreb sammen med marginalnytteteorien, så har det nogle rent principielle konsekvenser. For det første kan sluttes, at selvom det er indeholdt i den forudsatte definition af rationalitetsbegrebet, at man ikke kan begrunde det yderste mål for sin handling rationelt, så kan man begrunde, at det (alt andet lige) er rationelt at forsøge at maksimere sin økonomiske gevinst: at sælge så dyrt som muligt og købe så billigt som muligt. Det skyldes ganske simpelt, at man så får flere penge til rådighed for samme indsats, og at penge er et universalmiddel til ønskeopfyldelse (og i denne sammenhæng er det jo rationalitetens opgave at sikre de optimale midler for den subjektive ønske-opfyldelse). På den baggrund kan man så bygge matematiske teorier for det, som man – positivistisk – anser for rationel økonomisk adfærd.

Trækker tæppet væk under demokratiet

Men tager vi forudsætningen om, at vi ikke rationelt kan begrunde de yderste mål, alvorligt, så kan vi drage yderligere konsekvenser.  Når denne forudsætning gælder os alle hver især, så følger, at vi ikke rationelt kan sammenligne vore yderste mål eller præferencer. Og når dette er givet, så følger igen, at det aldrig kan blive specielt rationelt, at statsmagten går ind og ændrer den herskende indkomstfordeling, hvis den dermed blot stiller én person subjektivt dårligere. Så kan en statslig skattepolitik, som omfordeler fra rige til fattige, derfor ikke kaldes rationel. Det bliver derimod rationelt at forsøge at skabe en generel økonomisk vækst, som vil gøre nogle i samfundet rigere uden at gøre andre fattigere (det er det kriterium, som i den økonomiske litteratur er kendt under navnet Pareto-optimalitet).

Forudsætningen om, at vi hver især som individer ikke rationelt kan begrunde vore højeste præferencer og værdier, har imidlertid endnu alvorligere konsekvenser. Den tager ikke kun grunden bort under enhver statslig omfordelingspolitik. Den tager på tilsvarende vis grunden væk under rationaliteten af enhver kollektiv, samfundsmæssig beslutning. Det betyder, at enhver sådan beslutning – og dermed demokratiet selv – får en indbygget irrationalitet (dette kommer på prægnant vis til udtryk i Arrows umulighedssætning).

På baggrund af det rationalitetsbegreb, som de herskende økonomiske teorier bygger på, fremstår såvel demokratiet selv som enhver demokratisk omfordelingspolitik altså som dybest set irrationel. Det vil sige, at hvis vi oprindeligt var gået ud fra det økonomiske rationalitetsbegreb, og hvis vi var gået rationelt frem i overensstemmelse med dette begreb, så ville vi aldrig have fået indført demokratiet, ligesom vi aldrig ville have fået indført en vis statslig omfordelingspolitik.

Demokratiets forudsætninger

Når vi faktisk har fået udviklet en nogenlunde velfungerende demokratisk orden med en vis omfordelingspolitik, der tager hånd om de svageste, så skyldes det altså helt andre faktorer. Det skyldes for det første den protestantiske tradition, som sættes i gang med Reformationen, og som med tiden stillede den enkelte troende over for et personligt trosvalg. Og det skyldes en dermed komplementær Oplysningstid, som stillede som krav, at den enkelte skulle vove at bruge sin egen forstand. Det nogenlunde velfungerende demokrati med dets historisk bestemte omfordelingspolitik, som vi har fået i arv, skyldes i vid udstrækning disse historiske forudsætninger.

Vi står altså i den prekære situation, at vi har fået udviklet en økonomisk videnskab, som bygger på et rationalitetsbegreb, som i princippet undergraver vor herskende demokratiske orden. Denne orden kan ikke være rationel, hvis det økonomiske rationalitetsbegreb er rationelt. Og i praksis undergraver vi stump for stump demokratiet ved aktivt at skyde markedet ind, hvor der traditionelt er blevet handlet politisk, og ved at gøre det til højeste mål at skabe økonomisk vækst.

Er den udvikling rationel? Det er den kun, hvis det økonomiske rationalitetsbegreb er rationelt. Hvis det altså ikke er muligt rationelt at begrunde, hvilke yderste mål og højeste værdier vi bør sætte, men at disse mål og værdier må sættes rent irrationelt. Hvis dette er sandt, så er vi rent principielt anbragt i en skræmmende situation. Så står vi i sidste instans kun med vore subjektive præferencer og ønsker som højeste norm, og så vil vi tære på den historiske arv, som har givet os demokratiet, indtil den er slidt op. Uden nogen sikkerhed for at de mere eller mindre tilfældige ønsker og præferencer, som så står tilbage, kan danne fundament for en stabil politisk orden.

Har den økonomiske videnskab ret?

Derfor er det helt afgørende spørgsmål, om det økonomiske rationalitetsbegreb er rationelt: om det er korrekt, at vi ikke rationelt kan begrunde, hvad der bør være vor højeste værdi, men at denne værdi altid må sættes irrationelt. Og derfor er det påkrævet, at vi går til sagen på ny og så enkelt som muligt spørger, hvad der rent rationelt bør være vor højeste værdi. Tænker vi dette spørgsmål alvorligt og konsistent igennem, så må vi rent principielt føres frem til at erkende, at spørgsmålet besvarer sig selv. Rationalitetens højeste værdi må – rent begrebslogisk – være rationaliteten selv. Det er derfor ikke rigtigt, som det er forudsat i den nuværende økonomiske videnskabs matematiske teorier, at vi ikke rationelt kan begrunde, hvad der bør være vor højeste værdi, men at denne værdi må sættes irrationelt. Det er derimod rigtigt, at rationaliteten må være sin egen højeste værdi – og sit eget yderste mål.

Hvad vil dette så sige? Det vil primært sige, at vi rent rationelt bør være rationelle. Det betyder, at vi bør sætte rationaliteten som højeste værdi. Rationaliteten er en selvpålagt fordring. En fordring, som gælder af rent begrebslogiske grunde. Denne fordring kræver på den ene side, at vi går bag om vore fordomme og søger sandheden. Og den kræver på den anden side, at vi ikke blindt følger vore umiddelbare ønsker og præferencer, men at vi spørger om, hvorledes vi rent rationelt bør handle, uafhængigt af hvad vi umiddelbart ønsker eller føler tilskyndelse til.

Alternativet

Rationelt set kan vi stille to betingelser til et svar på dette spørgsmål. Den første er, at svaret skal være konsistent med, at den enkelte fortsat kan opretholde sin eksistens som rationelt forpligtet person. Den anden betingelse er, at svaret skal være konsistent med, at det skal gælde for enhver mulig rationelt forpligtet person. Men har vi først disse to betingelser, så har vi også svaret. For så kan vi ganske simpelt deducere svaret fra betingelserne. På denne måde kan vi nå frem til det etiske konsistenskrav, som er en universelt forpligtende rationel handlingsnorm, der siger, at vi hver især bør handle i konsistens med, at vi alle kan leve som personer. Vi bør altså ikke blindt følge vore umiddelbare ønsker og tilskyndelser, men vi bør i stedet handle således, at vi dækker vore ønske-uafhængige behov qua personer. Dette betyder for det første, at vi alle bør have lige ret til at deltage i de fælles samfundsmæssige beslutninger: der bør være en elementær form for politisk ligeværdighed. Og det betyder for det andet, at vi alle bør bestræbe os for, at der tages politiske beslutninger (gives love), som sikrer, at vi alle som samfundsborgere hver især fortsat kan opretholde vor eksistens som politisk ligeværdige medborgere. Det kræver, at vi udformer et samfund, hvor der er mulighed for, at alle kan få den nødvendige borgerlige dannelse; og hvor der ydes en basissikring til dem, der kommer i vanskeligheder. Et samfund, hvor rationaliteten gives plads til udfoldelse i videnskab og politik.

Nu har vi så ikke kun påvist, at det rationalitetsbegreb, som er forudsat de herskende økonomiske teorier, er inkonsistent. Vi har også godtgjort, at det konsistente rationalitetsbegreb, som vi bør sætte i stedet, rent principielt kan lægge grunden for en demokratisk orden, som ud over at den forsøger at give borgerne politisk ligeværdighed også forsøger at give dem den elementære dannelse, som de behøver for at kunne udøve deres politiske ligeværdighed rationelt. Dette betyder, at vi rent principielt har løst det dilemma, som vi stødte på, da vi erkendte, at det økonomiske rationalitetsbegreb ikke kan begrunde demokratiet, men tværtimod er på vej til at undergrave vort eksisterende demokratis historiske fundament i den protestantiske kristendom.

Rationel selvopdragelse

Men at vi således rent principielt – eller politisk filosofisk – har løst dilemmaet, er ikke det samme som, at vi også i praksis har løst det. Forskellen skyldes, at vi ikke nødvendigvis er så rationelle, som vi burde være. Det rationelle ideal nærmer vi os kun igennem selvopdragelse – selvdannelse. Hvis vi faktisk skal løse dilemmaet, så skal vi have vore politikere, vore økonomer og i sidste instans befolkningen som helhed til at forstå, at nutidens økonomiske videnskab bygger på et irrationelt rationalitetsbegreb – og at rationaliteten kun er konsistent, hvis den sætter sig selv som højeste værdi. Vi skal forstå, at frihed til ønskeopfyldelse – rationelt set – er sekundær i forhold til frihed under det etiske konsistenskrav (for det sidste sætter også én fri i forhold til sine egne umiddelbare drifter). Befolkningen skal lære sig selv den dermed implicerede selvrefleksion og selvbegrænsning.

Samtidig med at vi i den vestlige lande på den ene side har undergået en udvikling frem mod større politisk ligeværdighed, så har vi på den anden side også undergået en udvikling, som har været styret af den økonomiske videnskabeligheds misforståelse af rationalitetsbegrebet. Det er os selv, som på basis af denne misforståelse af rationalitetsbegrebet har medvirket til at undergrave de traditionelle social-psykologiske mekanismer, som holdt den økonomiske begærlighed i ave. Det er denne sociale karakteropløsning, som vi nu skal forsøge at modvirke på et rationelt grundlag. Et grundlag, som ikke kun indbefatter selve den principielle afklaring af rationalitetsbegrebet, men som også indbefatter en erkendelse af, hvad vi, som lever i denne bestemte demokratiske orden, faktisk skylder arven fra vore forfædres protestantiske indskoling.

Grænser for markedet

Om vi faktisk kan foretage denne nødvendige sociale selvopdragelse er stadig et åbent spørgsmål. Opgaven kræver, at vi igennem vor demokratiske beslutningsproces skal sætte grænser for markedet. For det første skal vi sikre, at alle borgere kan finde et anstændigt livsgrundlag på markedet (og ikke står uden alternativ til at arbejde under slavelignende forhold). Og for det andet skal vi sikre, at den økonomiske ulighed ikke bliver så stor, at den undergraver den politiske ligeværdighed og den effektive social-økonomiske udvikling. Hvor stor en ulighed, der er acceptabel under disse betingelser, er et politisk spørgsmål. Det har ingen principielt entydig løsning. Hvor grænsen skal trækkes, afhænger af en social selvopdragelse, hvor vi som samfund lærer at skelne mellem, hvad der er en retfærdig og anstændig ulighed, og hvad der er en ulighed, som skyldes markedets uheldige sider.

Men selvom der ikke er nogen entydig løsning, så kan vi se, at noget er gået galt, når en administrerende direktør i en stor, multinational amerikansk virksomhed tidligere kunne tjene 30 gange en almindelig arbejdsløn på sin virksomhed, mens han nu kan tjene op mod 300 gange den almindelige arbejdsløn. Når man politisk har kunnet acceptere en sådan udvikling, så hænger det sammen med, at man har accepteret den økonomiske videnskabeligheds irrationelle rationalitetsbegreb. Derfor er der på nuværende tidspunkt stærke økonomiske interesser i at opretholde dette irrationelle rationalitetsbegreb. Og når de økonomiske interesser, der lever højt på irrationaliteten, er så store, skal vi så tro, at rationaliteten alligevel i sidste instans har kraft til at sætte sig igennem? Vi bør tro det, for vi bør kæmpe for det.

Mit ærinde i denne tekst har blot været at påvise, at den herskende økonomiske videnskabelighed bygger på et irrationelt rationalitetsbegreb. Derunder har jeg gjort klart, at dette rationalitetsbegreb principielt undergraver demokratiet, og at vi derfor for demokratiets og den politiske friheds skyld bør bestræbe os på at udbrede en korrekt forståelse af vor rationelle forpligtelse. Men i denne principielle diskussion har jeg ikke nævnt, at den forsimplede menneskeopfattelse, som den herskende økonomiske videnskabeligheds irrationelle rationalitetsbegreb forudsætter, har haft andre utilsigtede og uheldige konsekvenser. Specielt er der én sådan konsekvens, som for perspektivets skyld bør nævnes. Som følge af den økonomiske videnskabeligheds menneskeopfattelse har man troet, at når fremmede folk – hvad enten de var muslimer eller ej – kom til vore lande, så ville de handle, som forudsat i det økonomiske rationalitetsbegreb, og i øvrigt være demokrater. Men denne forudsætning er lige så irrationel som det økonomiske rationalitetsbegreb. Og først når man forstår dette, så forstår man også, hvilket kolossalt demokratisk problem, som vi har skabt os selv som følge af det naive menneskesyn – styret af den økonomiske videnskabeligheds irrationelle rationalitetsbegreb – der har ligget bag vor indvandrings- og asylpolitik gennem de seneste halvtreds år.

Kai Sørlander er forfatter og filosof og har udgivet flere bøger.