Cars og konservatisme

27. juni 2017
3 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

For nyligt købte vi herhjemme en bunke DVD-film. (Altså de her skiver, som engang var fremtiden, men som nu mestendels sendes til forbrænding eller opmagasinering.) En af dem var Pixar-filmen Cars eller Biler, som jeg også så dengang den kom i biografen tilbage i 2006. Så vidt jeg forstår , regnes den egentlig ikke for en af de bedre Pixar film (i hvis rækker vi blandt andet finder Toy Story I & III og den fremragende Wall-e)

Men den er nu alligevel ganske underholdende. Og så rummer den ikke så få konservative elementer. Ja, det kan måske lyde lidt underligt, men ikke desto mindre er Cars (ligesom Wall-e) på et helt basalt plan et udslag af en konservativ modernitetskritik, der kredser om nostalgien som positiv kraft og en markant afstandstagen fra den dyrkelse af fart og fremskridt, der er vores credo her i vores fart- og disruptionsforelskede samfund.

Filmens hovedperson Lightning McQueen er ved filmens begyndelse modernitetens fartdyrkelse in persona – ” I am speed” siger han ganske ubeskedent. Hans liv handler om at vinde, at være den første og den hurtigste. Hans hele tilværelse er centreret om dette ene ønske, og kun når han et øjeblik træder til side for at dyrke sig selv, stopper han op.

Han er så betaget af sig selv og sine evner at han afviser enhver form for autoritet. Eksempelvis vil han ikke have en sportschef. Og i sin omgang med den gamle, ærede mester ”The king” er han kun i stand til at hykle respekt. Det er åbenlyst, at det alt sammen kun er ren overflade. Lightning McQueen er det moderne menneske, der frygter at gå i stå og som kører stærkt for ikke at blive indhentet af undergangen. Han afskyer alderdommen i form af de kiksede, rustne biler, som han ikke vil lade sige komme nær. Sat over for alderdommens memento mori gasser han blot op.

Ved et uheld ender McQueen ene og forladt i den lille by Radiator Springs. Historien bag byen er tragisk. Den lå på Route 66, ”the mother road”, vejen der forbandt USA og gik igennem talløse småbyer, der havde god gavn af den gamle hovedvej, der ledte trafik, liv og handel forbi. Men da nye motorveje blev bygget, ledtes trafik uden om de små flækker, og altså også Radiator Springs.

I en meget smuk scene ser man den snorlige motorvej strække sig hen over en utæmmet flod, der næsten demonstrativt bugter sig som en slange i ørkensandet. Her stilles altså det organiske over for det mekaniske på en måde, der afslører sidstnævnte som en skændsel mod den skabte orden. Motorvejen er en modernitetens kile, der uskønt skærer sig gennem det organiske landskab uden sans for sammenhængen. Den er ren effektivitet. Den bringer det moderne menneske fra A til B.

Men effektiviteten har konsekvenser for den lille by, der nu er næsten helt død. (Og som sådan er der jo noget faretruende aktuelt, for Radiator Springs er netop det glemte USA, der gav os Trump). Kun en lille gruppe originaler – landsbytosser – holder stand under ledelse af fredsdommeren Doc Hudson. Sammen med byen, der stoppede sin udvikling i 60’erne, står de som symboler på det utidssvarende og ineffektive, der dog netop fordi det er utidssvarende og ineffektivt rummer sand menneskelighed eller i dette tilfælde billighed.

Ligthning McQueen får ved mødet med dette autentiske liv indprentet de sunde og gode værdier. Han lærer at holde af fællesskabet, som han møder i den lille by, han lærer at underkaste sig autoriteter i form af fredsdommer Duc Hudson, (som man finder ud af er en tidligere racerkører og en levende legende, der forlod livet i overhalingsbanen, da branchen havde vendt ham ryggen efter et fatalt uheld.)

Derved fremstår filmen som en sand konservativ fortælling med fokus på de gode dyder, en kritik af det moderne menneskes selvsmagende egoisme og modernitetens kyniske rationalisme, der lægger byer øde, skamferer naturen og gør, at mennesket (eller bilen) nok kommer hurtigt fra A til B, men også frarøver det muligheden for at blive dannet under rejsen.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside