Trumpistisk internationale og fiaskofrelseren fra Queens – opdateret

Af Christian Egander Skov

Som så mange andre før os lever vi en politisk opbrudstid. De politiske og ideologiske skillelinjer har siden afslutningen af Den kolde krig været under forandring. Globaliseringen er vores tids udfordring og mulighed. Globalisme og anti-globalisme er de overordnede principper for politisk mobilisering. Alt det kender vi og alt det har vi hørt mange gange.

Konservative skal finde deres plads i et spektrum, der går fra den ene yderlighed til den anden, og her er det en væsentlig pointe, at vi hverken skal vælge globalisme eller anti-globalisme. Denne balancegang er måske ikke heroisk. Men den er realistisk. Og konservatisme er netop det at sværge til realiteterne og erkende virkelighedens jernlove.

Trump og den nye tid

Intet understreger bedre de muligheder og faldgruber, der møder konservativ politik i dag end det stadig mere ulykkelige tilfælde Donald Trump.

Der findes – eller fandtes i hvert fald – herhjemme en udbredt entusiasme for Trump på dele af højrefløjen. Ja, en talskvinde for Trumpistisk Internationale har endog kaldt ham ”fornuften, der steg ned fra princippernes tinde”. Store ord må man sige. Og svære at leve op til. Men der var masser af tro i menigheden, måske manglede der lidt tvivl.

Trump er i visse kredse blevet opfattet som bannerfører for et genuint konservativt og nationalt – ja endog kristent – opgør med eliterne, globaliseringen, frihandlen, den ubegrænsede indvandring samt ikke mindst den internationale liberale orden, der angiveligt skulle skade Vesten.

Fiasko på fiasko på fiasko

Men Trump har været en eklatant fiasko. Ikke alene har han i høj grad svigtet sit eget program, han har også gang på gang understreget, at han aldrig vil kunne vokse ind i posten som præsident. Eksemplerne hober sig op.

Lad os bare tage et par af dem, der stikker i øjnene.

Han har uden dokumentation beskyldt præsident Obama for at have misbrugt sin magt til at aflytte ham. Han har fyldt Det Hvide Hus med udygtige ideologer som Stephen Bannon. Han har skabt alvorlig usikkerhed om USAs position i verden, sat en bom for bestræbelserne for mere frihandel og naturligvis klokket godt og grundigt i forsøget på at reformere det fejlslagne Obamacare.

Og ja så har han fyret FBI’s direktør James Comey, enten for at lukke FBI’s undersøgelse af forbindelserne mellem Trumps kampagne og Putin-regimet, eller (mere sandsynligt) uden anden grund, end at han var træt af, at Comey ikke ville reducere sig selv til et lydigt redskab i magtens hånd. Det bedste forsvar for Trump er faktisk hans inkompetence. [opdatering et nyt læk tyder på, at Trump faktisk troede, at fyringen af Coney ville lette presset på ham fra undersøgelserne]

Nå ja, og så har han skødesløst videregivet fortrolige efterretninger til selvsamme Putin-regime. Dagen efter, han fyrede Comey.

Det er godt med den inkompetence. Ellers ville man sige, at det lugtede.

Kaos hersker

Trumpisterne ævler løs om ”Den dybe stat”, ”kup” og hvad ved jeg. Venstrefløjen rabler om ”rygende pistoler”, ”fascisme” og ”rigsretssag”. Uanset hvad er der ingen tvivl om, at Trump er havnet i en dyb krise, som han langt hen ad vejen selv er skyld i. Nok så meget manglende selvindsigt blandt medlemmer af Trumpistisk Internationale kan ikke rokke ved det faktum.

Og den krise er blevet en krise for hele det politiske system og ikke mindst for Republikanerne, der snart måske står over for valget mellem loyalitet til Trump og loyalitet til systemets bærende prncipper. Partiet vil betale en høj pris, uanset hvad de vælger. Den konservative kommentator Charles Krauthammer har udtrykt resultatet af 100+ dages Trump-i-praksis meget godt:

“The country is now caught in the internal maelstrom that is the mind of Donald Trump. We are in the realm of the id. Chaos reigns. No guardrails can hold.”

Kunne dette kaos have været forudset?

Ja egentlig. For mens Trumpistisk Internationale netop har hyldet Trump, fordi han var ”disruption”, som det med et modeord hedder, så var der andre mere besindige stemmer – også konservative – der advarede mod ham af samme grund. Det er faktisk en politisk dyd at kunne spillets regler og ikke mindst acceptere, at spillet har regler. Det er netop regler, der adskiller konstitutionalisme fra demagogi.

Kritikken af Trump er altid både gået på hans person og hans ideer. Det har den gjort, fordi både personen og ideerne er problemet. Trump er en historisk uegnet præsident med historisk dårlige ideer. Resultatet ville i bedste fald blive kaos. I værste fald mere kaos. De, der støttede ham, var advaret.

Nuvel mennesker er mennesker, og mennesker laver fejl. Men måske netop derfor skal vi undgå at opfatte nogle højst fejlbarlige mennesker som profeter og andre aendnu mere fejlbarlige som frelsere.

Sådan er verden ikke, og sådan vil den aldrig blive.