Nikolaj Bøgh, konservativ

Tilbage til statens rødder

29. maj 2017
4 minutters læsetid

Fra tidernes morgen har staten været udstyret med visse grundlæggende opgaver. Den skulle kunne forsvare rigets grænser, sørge for borgernes sikkerhed og opkræve skat på et legalt og gennemskueligt grundlag. Alle uenigheder mellem politiske filosoffer, ideologier og partier til trods, så har der gennem århundrederne altid været konsensus om, at disse ting i hvert fald skulle være på plads. Det er derfor ganske utroligt at være vidne til, at den danske stat – en af verdens mest veludbyggede og omfangsrige – i stigende grad fejler på disse helt grundlæggende parametre.

Det danske forsvar er skåret ned til sokkeholderne i en naiv efterkoldkrigs-forestilling om, at alt nu ville være fred og fordragelighed i verden, og at alle trusler mod Danmarks territorium var faldet bort. Så sent som ved forsvarsforliget i 2012 blev forsvaret nedskåret med 2,4 mia. kr., svarende til 15 pct. af forsvarsbudgettet. Vel at mærke et forsvarsbudget, der i forvejen var presset af adskillige sparerunder, siden man efter murens fald gik i gang med at forsyne sig med ”fredsdividenden” til en lang række andre rare politiske formål. Siden er der truffet beslutninger om materielinvesteringer, bl.a. i kampfly, som kræver yderligere besparelser andre steder i forsvaret, og i realiteten er store dele af det danske forsvar ude af stand til at fungere efter hensigten. Kom fjenden, så ville han – præcis som den 9. april 1940 – møde os magtesløse og uden andre muligheder end at kapitulere så hurtigt som muligt. Vi har naivt sat vores lid til, at NATO-medlemskabet, hvor vi siden den kolde krig ikke har bidraget med de 2 pct. af BNP i forsvarsudgifter, som vi ellers har forpligtet os til, ville være en tilstrækkelig garanti for vores sikkerhed. Men verdenspolitikken er omskiftelig, og i Det Hvide Hus sidder nu en præsident, der stiller alvorlige spørgsmålstegn ved NATO-alliancens solidaritet og helt bevidst undlader at erklære sin opbakning til artikel 5 i NATO-pagten, der siger, at et angreb på et af landene er et angreb på alle. Uden den amerikanske sikkerhedsgaranti vil en lang række europæiske NATO-lande være særdeles ilde stedt i en mulig kommende krigssituation, og Danmark et af de mest truede. Den danske stat svigter sine borgere, fordi den ikke kan forsvare dem.

Også den grundlæggende kontrol med rigets grænser kniber det som bekendt særdeles meget med. Faktisk har vi som Schengen-medlem helt bevidst nedlagt vores grænsekontrol på grundlag af et løfte om, at Schengens ydre grænser ville blive kontrolleret. Det skete bare ikke, og derfor er der i realiteten fri passage for mennesker fra alverdens lande, der ønsker at opholde sig i Danmark af den ene eller den anden årsag. For ikke at tale om personer fra andre EU-lande, hvis hensigter vi heller ikke altid kan være helt trygge ved. Ganske vist har vi nu allernådigst fået lov af EU til at foretage stikprøvevis grænsekontrol i en afgrænset periode, hvilket naturligt nok viser sig særdeles effektivt i forhold til at afsløre masser af kriminelle, indbrudstyve og narkokurerer, der forsøger at krydse grænsen. Antallet af personer, der opholder sig illegalt i Danmark, er i sagens natur ukendt, men efter alle tilgængelige vurderinger at dømme svimlende højt. Nedlæggelsen af grænsekontrollen mellem Schengen-landene er et ideologisk fatamorgana, som på ingen måde fungerer, og som kompromitterer den grundlæggende tryghed, som borgerne i Danmark tidligere har følt, fordi vi havde en grænse, en klar markering af, at inden for vores egne grænser, her bestemte vi spillereglerne. Den danske stat svigter sine borgere, fordi den ikke kan garantere dem tryghed bag egne grænser.

Den sikkerhed inden for landets grænser, som politiet skulle sikre, er det også så som så med. Der bliver utvivlsomt gjort hæderlige forsøg på at styrke politiet, der også er stærkt ressourcepresset, med uddannelse af flere betjente og forskellige retspolitiske redskaber, der styrker indsatsen mod den organiserede kriminalitet. Men ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at det danske samfund i dag er mere utrygt, og at der er store og stigende udfordringer med terrorbekæmpelse, voldskriminalitet og indbrud, som politiet i realiteten står magtesløse overfor. Alle, der har oplevet et indbrud på nærmeste hold ved, at denne samfundsmæssige svøbe, hvor Danmark ligger i toppen af indbrudsstatistikken blandt de europæiske lande, og som jo grundlæggende handler om, at borgerne skal kunne være i fred i deres eget hjem, den i hvert fald bliver prioriteret særdeles lavt af vores politi. Den danske stat svigter sine borgere, fordi den ikke kan garantere dem tryghed i deres eget hjem eller sikkerhed mod vold.

Fundamentet for statens virksomhed er naturligvis, at den kan opkræve skatter på et legitimt og gennemskueligt grundlag. I et totalt fejlslagent IT-effektiviseringsforsøg er SKAT’s indkrævning af restancer brudt sammen, så vurderingen nu er, at omkring 80 mia. kr. ud af danskernes gæld til det offentlige på omkring 100 mia. kr. ikke vil kunne inddrives, da kravene er blevet forældede. 80 mia. kr. er et astronomisk beløb, som f.eks. svarer til det samlede danske forsvarsbudget i omkring fem år. De forskellige skatteministre i de år, denne katastrofe har vokset sig stor og mægtig, vasker hænder, men heldigvis kommer der nu en tilbundsgående undersøgelse af, hvordan denne skandale – som hører til Danmarkshistoriens absolut største – kunne finde sted. Det er et rimeligt krav fra os som borgere, at hver en sten bliver vendt, så noget lignende forhåbentlig aldrig mere kan gentage sig. Nogensinde. Men lige nu må vi konstatere, at tilliden til skattesystemet befinder sig på et historisk lavpunkt, og at den danske stat svigter sine borgere, fordi den ikke er i stand til at overbevise dem om, at der bliver opkrævet skat på en rimelig måde.

Den danske stat har siden enevældens tid haft ry for effektivitet, og har traditionelt kunnet regne med en meget høj grad af tillid fra borgerne, fordi de har været overbeviste om, at staten løste sine opgaver på en effektiv, legitim og retfærdig måde. I vores højtudviklede tidsalder må vi pludselig måbende konstatere, at sådan er det ikke nødvendigvis mere. Den danske stat kan ikke nødvendigvis forsvare os, sikre vores tryghed og vore hjems ukrænkelighed, eller skaffe sig indtægter på en måde, som vi kan have tillid til. Vi har brug for politikere, som kan sikre, at disse basale forhold kommer i orden, at vi så at sige kommer tilbage til statens rødder. Det er fundamentet for al anden offentlig virksomhed, og det er forudsætningen for, at vi kan bevare et trygt, tillidsfuldt og velfungerende Danmark.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside