Science fiction – i dag er vi blevet klogere

Året er 2136. Gennem næste et helt århundrede har menneskeheden på jorden forberedt sig på galaktisk krig mod det hensygnende centauriske imperium, der på trods af sin åbenbare svækkelse stadig formår at holde menneskeheden indespærret i sit eget lille solsystem.

Centralt i krigsforberedelserne er SRB-maskinerne, supercomputere der kan udregne det sandsynlige udfald af en krig mellem de to magter. Igennem århundreder er de blevet fodret med alle tilgængelige oplysninger om alt og alle. Og dagligt fodres de til stadighed med data fra hele samfundet samt alt hvad spioner kan skaffe til veje om centaurernes gøren og laden i den anden ende af galaksen.

Til menneskehedens store ærgrelse er oddsene dog til stadighed lige akkurat i centaurernes favør. Dette ærgrer ikke mindst sikkerhedskommissær Eric Reinhart, der dagligt iagttager oddsene for at se, om de militære anstrengelser bærer frugt og får oddsene til at tippe til menneskenes favør, sådan at man endelig kan bryde fri og indtage sin retmæssige plads som galaksens herskere.

Men så ser sker der endelig noget. Den polske videnskabsmand Peter Sherikov har i sine laboratorier dybt under Uralbjergene udviklet en superbombe, der omsider ser ud til at kunne gøre udfaldet, den såkaldte ”FTL bomb”, kaldet ”Icarus”. FTL står for ”Faster Than Light”, og bomben var oprindelig et resultat af et eksperiment, der skulle sætte menneskeheden i stand til at rejse hurtigere end lyset og på den måde gøre sig fri af hæmningerne forbundet med dens eget solsystem. Eksperimentet lykkedes delvist, da det faktisk lykkedes at få Icarus til at rejse hurtige end lyset.

Da det imidlertid i vores univers er muligt at rejse hurtigere end lyset betød dette imidlertid, at Icarus forsvandt ud af det kendte univers og ind i et andet. Da man forsøgte at bringe den tilbage medførte det en eksplosion, der ødelagde alt inden for en radius på mange millioner kilometer, inklusiv det rumskib hvor al data vedrørende Icarus befandt sig. Et sådant apparat er naturligvis ikke meget bevendt til rejseformål, men til gengæld rummer det andre perspektiver, der giver mennesket mulighed for at beherske verdensrummet.

Det er nu omsider lykkedes Sherikov at rekonstruerer Icarus, der vil være færdig inden for 10 dage. Bomben kan herefter sendes afsted ind i det ukendte univers, og bringes uset tilbage igen midt i centaurernes solsystem, sådan at fjenden udslettes i så grundlæggende en forstand, som det overhovedet er naturvidenskabeligt muligt. Det burde herefter være en smal sag for menneskenes flåde at nedkæmpe, hvad der måtte være tilbage hos centaurerne i resten af galaksen. Det gamle imperiums kolonier kan herefter overtages af et nyt, og menneskelighedens lys kan herefter skinne over galaksen i en meget, meget lang tid.

Reinhart er ikke sen til at give de gode nyheder om Icarus’ snarlig færdiggørelse til SRB-maskinerne, og omsider tipper oddsene! Chancen for at menneskeheden vil vinde en krig er nu 7-6! Reinhart iværksætter straks en generalmobilisering af alle styrker. Produktionen omstilles til militært brug både på jorden og på dens kolonier i solsystemet. Ikke alt går dog helt gnidningsfrit.

Besværlige politikere stiller spørgsmålstegn ved, om oddsene nu også er gode nok til at indlede en krig i så stor en skala. Ikke mindst præsident Margaret Duffe er skeptisk. Men der er ikke så meget at gøre, når mobiliseringsorden er blevet givet i et samfund, der i næsten hundrede år har forberedt befolkningen på nødvendigheden af en krig mod en ydre fjende.

Krigen er uomgængelig Menneskehedens ledelse beslutter sig herefter for at indlede et angreb, straks Icarus er klar. I mellemtiden fodres SRB-maskinerne med stadig større mængder data for at kunne udregne nye odds for udfaldet af en sandsynlig krig.

Men så sker det lige pludselig, som en nærmest tilfældig følge af mobiliseringen, at der kommer en ukendt variabel ind i ligningen. Ved et uheld kommer et forskerhold af historikere, der bruger en tidsboble til at iagttage fortidens begivenheder, nemlig til at tage en mand fra 1913 med tilbage til år 2136, da de kalder boblen hjem til brug for mobiliseringen.

Manden, Thomas Cole, er ikke nogen særlig person, men en slags omrejsende altmuligmand, der fra sin hestevogn laver småreparationer, hvor der er behov for det. Han er i gang med at slibe en kniv, da tidsboblen kommer forbi, og befinder sig pludselig midt i verden anno 2136. Som alt andet bliver denne hændelse rapporteret til sikkerhedstjenesten, der indlevere dataet til SRB-maskinerne. Og så går det galt. Beretningen om manden fra fortiden, får maskinerne til at vise helt tilfældige odds til fordel for snart menneskene og snart centaurerne, inden de går helt i sort. Forklaringen er lige så åbenbar, som den er gruopvækkende:

»Reinhart considered. ”But it worries me, a man like that out in the open. Loose. A man who can’t be predicted. It goes against science. We’ve been making statistical reports on society for two centuries. We have immense files of data. The machines are able to predict what each person and group will do at a given time, in a given situation. But this man is beyond all prediction. He’s a variable. It’s contrary to science.”«

Et frit individ er med andre ord sluppet løs i fremtidens samfund – en variabel mand. En mand fra tiden før den første verdenskrig, hvor nysgerrighed, kreativitet og individualitet var dyder, der var lige så værdsatte, som de nu er uønskede:

»Look at the period he came from (…) The early part of the twentieth century. Before the wars began. That was a unique period. There was a certain vitality, a certain ability. It was a period of incredible growth and discovery.«

Reinhart har ikke andet valg end at udslette denne ”the variable man”, som han bliver kaldt, så han ophører med at eksisterer som uberegnelig data. Kun på den måde kan maskinerne igen komme til at virke og krigsmobiliseringen fortsætte uanfægtet. Det tunge skyts sættes ind. Reinhart går så vidt som til at pulverisere hele bjergkæder for at fjerne den uregerlige variabel. Imens tikker uret, for centaurerne begynder nu også at mobilisere. Hvordan skal det hele dog ende?

I Philip K. Dicks historie, The Variable Man, fra 1953 er der ikke meget – hvis noget – håb eller tiltro til menneskeheden, hvis evner og fremskridt beskrives med en ironi, der er så subtil og kølig, at man mest af alt sidder tilbage med en lille smule dårlig samvittighed over at tilhøre arten. Kommentarerne til den samtidige, kolde krigs terrorbalance er det mest udtalte i historien, mens det afgjort mest interessante i 2017 er synet på computerens rolle i forhold til at indsamle data med henblik på at kontrollere og i sidste ende styre individet.

Her er historien dog alt for urealistisk. Og god science fiction kendes jo på, at man tror på, at det kunne ske på et tidspunkt. Ingen tror seriøst på, at man nogensinde vil indsamle datamængder i så stort et omfang, at computer bliver i stand til at forudsige menneskers adfærd.

Og det er nok også lige at strække den, når forfatteren tror, at politikere seriøst vil træffe vigtige beslutninger på baggrund af sandsynlighedsberegninger foretaget af en computer og dermed overlade vigtige afgørelser til maskiner. Helt galt går det, når han har den frækhed at antyde, at der i fremtiden ikke længere vil findes frie individer, hvis adfærd ikke kan beregnes, forudsiges, kontrolleres og styres.

Som om folk nogensinde bliver letsindige nok til at dele deres personlige oplysninger via en computer, uden at have nogen kontrol over dem. Den slags kunne man sikkert bilde folk ind i 1953. Den værste og mest utroværdige af forfatterens subtile pointer er dog, at den sidste gnist af kreativitet, vitalitet og ægte individualisme blev slukket med den første verdenskrig, og at alting herefter har været en lang deroute mod selvudslettelse.

Det har jo for længst vist sig at være forkert. I 2017 ved vi heldigvis bedre. I 2017 er vi blevet klogere.

Philip K. Dick, The Variable Man (1953) – Her taget fra fra Philip K. Dick, The Collected Stories, Volume One, Beyond Lies the Wub (Gollancz, 1999)

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!