Prædiken: “Hvorfor står I og ser op mod himlen?”

Af Mikael Brorson

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med (Mark 16,14-20). Amen! 

Det er ikke just rosende ord Jesus har at sige om sine disciple. Nej, faktisk kritiserer han dem sønder og sammen, og han nøjes da heller ikke med at kalde dem vaklende eller svage i troen, således at de er på rette vej og bare mangler det sidste. Han kalder dem i stedet vantro, således at troen helt og aldeles mangler. Og det gør den jo også, for disciplene troede vitterligt ikke på, at Jesus var opstået fra de døde.

Og hvad stiller Jesus så op med disse vantro? Ja, han siger ikke at man skal kappe hovedet af dem, og han kalder dem heller ikke fortabte, som man ellers kunne forvente. I stedet kalder han dem til at forkynde evangeliet! De mennesker, som Jesus netop har skældt al hæder og ære fra, fordi de slet ikke troede på ham og på hans opstandelse, de selvsamme mennesker sætter han nu til at forkynde evangeliet!

Kristeligt talt findes der hos mennesket intet andet end vantro, hårde og forstenede hjerter.

For disciplene kan ikke tro. De er, med en betegnelse fra Martin A. Hansens roman Løgneren, en flok “troens dilettanter”. At være en troens dilletant, det er ifølge romanens hovedperson, Johannes Vig, at være som en “ikketroende, som tror, hvad han ikke tror”. Det er altså at have sin tro omkranset af vantro, at have vantro som troens første og sidste ord. Det er at sige “Herre, jeg tror, hjælp min vantro”. Eller, kunne vi også sige: det er at være menneske. At være synder.

Og hermed er egentlig sagt alt, hvad kristendommen har at sige om troen. Kristeligt talt findes der hos mennesket intet andet end vantro, hårde og forstenede hjerter. Mennesket er altid en troens dilletant, en ikketroende, som har vantroen som fortegn for alle sine handlinger, og dermed også vantroen som fortegn for sin tro på Kristus. Og at være vantro, det er ét og det samme som at være synder: ikke at tro på Gud, men at tro på menneskeheden, at tro på og sætte al sin lid til den menneskelige fornuft i en eller anden afskygning.

Eller, med andre ord, at være vantro er at sætte sig i Guds sted, og dermed også at ville gøre Guds arbejde: frelse verden. Så vil man skabe en ny og bedre verden, et tusindårsrige, paradis på jord. Engang var det igennem nazisme eller kommunisme at verden skulle frelses, og nu er ideologien en anden: klimaforandringerne skal stoppes, det multikulturelle paradis oprettes eller den verdensomspændende fattigdom bremses. Men målet er det samme: man vil skabe en ny og forbedret verden, bedre end den man er blevet givet.

Den samme idealisme, det vil sige den guddommeliggørelse af den menneskelige fornuft, som er at finde i politiske bestræbelser på at redde verden, kan vi se i folkekirken. Her skal der innoveres og moderniseres, her skal PR-medarbejdere og social media-eksperter ansættes for at forbedre kirkens image og dens tilstedeværelse på Facebook, imens der i sognene afholdes spaghetti-gudstjenester og forkyndes sødsuppe-humanisme, så kirkegængerne ikke stødes på manchetterne. Og så skal der målstyres og tælles altergængere, så evangeliets fremgang kan kvantificeres og dokumenteres. Og midt i al skyndsomheden og spekulationen for at redde kirken og kristendommen, ja da glemmer vi kun én, lillebitte og ubetydelig ting: forkyndelsen af Jesus Kristus som alverdens frelser.

Men dermed er kirken gjort til menneskers kirke, og ikke Guds kirke, fordi kirken ikke vil blive i sin afhængighed af Guds Ord: Kristus. At være Guds kirke det er nemlig at være Ordets kirke, og som sådan forkynde evangeliet under korsets tegn, altså i paradokset. Da Jesus hang på korset var det i den ultimative afmagt; men den afmagt var et udtryk for Guds almagt, for med den frelste han verden. På samme måde var Jesus den hjemløse, ludfattige jøde, som kom riddende på et æsel; men denne vagabond var og er samtidig alverdens Herre. Og Ordet, som kirken skal hænge ved, er på samme måde et tveægget sværd; det er småt og uanseligt, ja, det er rent ud sagt latterligt, at vi skal sætte al vores håb til denne Jesus af Nazareth. Men dette lille og ubetydelige ord, det er også det mægtigste Ord i verden, når Gud sender sin hellige ånd og med den tager vores kolde og døde ord, og gør dem til sine egne. Da kommer det ikke an på vores bestræbelser, mængden af Facebook-reklamer og spaghettigudstjenester, men alene på Gud.

Men det er jo uudholdeligt blot at skulle hænge ved dette ord, fordi det gør os til ingenting, og derfor forsøger vi at redde verden eller kirken med vores egen spekulation. Så har vi da noget at skulle have sagt. Men sådan ender vi også med at abstrahere fra det “du skal”, og den fordring, som Gud altid møder os med: du skal elske Gud og din næste som dig selv! Vi går og gør os store tanker, og imens glemmer vi menneskene omkring os, dem vi rent faktisk har et ansvar overfor. Men disse mennesker viser kristendommen os tilbage til. For i kristendommen findes intet helligt undtagen Jesus Kristus. Og dermed er alt helliget. Dermed er vores hverdag, i sin allermest grå og kedelige form helliget, som stedet hvor vi står under ansvar. Da er et helligt liv og levned at gøre sin pligt i den konkrete sammenhæng, hvori man er blevet placeret og indgår.

Vorherre er steget til himmels, og det betyder, at vi ikke længere behøver at forsøge at kravle op i himmelen eller trække himmelen ned på jorden, for i himmelen, dér troner Jesus allerede ved Guds højre hånd.

Og hvor end vi på idealistisk vis abstraherer fra denne hverdag og søger at undslippe vores ansvar, da holder kristendommen os jorden tro ved at vise, at vores idealisme ikke er andet end afgudsdyrkelse og guddommeliggørelse af egen fornuft. Det er ikke mindst værd at huske på i lyset af det nylige terrorangreb i Manchester, hvor pascifismens afgud spøger, og vi igen skal høre på, at vi ikke må lade angrebet gå os på, ikke blive vrede eller kede af det, for lader vi blot som ingenting, så bliver alting godt igen. Men det er en falsk og kujonsk tale om virkeligheden, ja det er netop slet ikke tale om virkeligheden, for virkeligheden er netop synden, dvs. at verden er ond. Det er syndens realitet, der gør livet til et liv i strid, og dermed er kampen nødvendig. Selvfølgelig skal vi lade os gå på, når 22 unge, uskyldige mennesker slås ihjel i koldt blod. Her skal vi ikke lade os forblinde af tågesnak og idealisme, men gribe til våben – både åndeligt, politisk og militært. Da må vi sige, som vi synger i salmen “Kærligheds og sandheds ånd”:

Du, som af den »liden flok«,
svag og bly og bange nok,
gjorde kæmper stærke,
skab nu og af os en hær,
som tør svinge Åndens sværd
under korsets mærke!

Og når vi vil løbe fra vores ansvar og abstrahere fra det givne, da lyder englenes spørgsmål til disciplene, som vi læste i Apostlenes Gerninger i dag, til os: “Hvorfor står I og ser op mod himlen?” Hvorfor står I og glor op i stjernerne og lægger planer for at frelse hele verden? Jesus har jo allerede frelst verden, men alligevel stiller I jer an og spekulerer på tider og timer.

Dermed mindes vi troens dilletanter om vores grænse her på Kristi himmelfarts dag. Vorherre er steget til himmels, og det betyder, at vi ikke længere behøver at forsøge at kravle op i himmelen eller trække himmelen ned på jorden, for i himmelen, dér troner Jesus allerede ved Guds højre hånd. Vi behøver ikke spekulere og gøre os store planer om vores egen eller verdens frelse, men blot tage vores ansvar på os, drage ud i livet og gøre vores pligt i den sammenhæng, som Gud har placeret os i, og som vi skylder vores næste at være tro overfor.

Se, vort Hoved er deroppe,
Jesus Kristus, Gud og mand;
over alle stjernetoppe
troner højt i vælde han.

Amen!