On the Road

Der står to blaffere ved motorvejsnedkørslen. Der er 75 minutters kørsel sydpå, så i afvejningen mellem selskab og Slow Traing Coming på stereoen vinder det tilforladeligt udseende unge par, selvom det egentlig ikke er i tråd med chaufførens vaner.

De ligner det de er, altså blafferne. De er i begyndelsen af tyverne, ti år yngre end chaufføren. Afslappet påklædte, ikke just polerede, umiddelbart snakkesalige. Den ene studerer i den anden ende af landet, den anden synes at flytte meget og noget planløst. De er et par, men den ene slår afstanden mellem dem hen med en tilsvarende afstand til forældre, københavnske bekendte o.l.

Jovist. Efterhånden står det klart, at blafferiet er et bevidst valg og sammenhængende med andre valg, som fremtoningen alene nok også kunne afsløre. Happy-go-lucky hedder det på engelsk, vi kommer nok frem. Den ene studerer og er særligt interesseret i hvordan menneskelige mikrofællesskaber opstår. Chaufføren tager sig i en gammelmandsagtig påpegning af, at interessen kan være negativt forbundet med andre fællesskabers opløsning. Den pågældende har i øvrigt indlogeret sig i et havehus uden elektricitet under studietiden.

Samtalerne kommer vidt omkring. Den ene ved ikke hvem Olof Palme var. Teknologi er et brændende emne. Jeg-telefonerne er ikke entydigt populære – den ene har en forældet udgave af dem, den anden en gammel Nokia nøjagtig mage til chaufførens. Et berøringspunkt mellem generationerne; en fælles markør. Internettet er uomgængeligt, men farligt. Ligesom tidligere generationer kunne snuble i starten, være tabte, have den sene fødsels nåde, leve i eksistentiel frygt for atombomben og meget andet, synes denne generation at være spaltet og (for)dømte af teknologien og forholdet til denne. Navnlig den mægtige mobiliseringskraft og slagsmålet om hvad der er sandt og falsk derude.

Chaufførens korte foredrag om Marshall McLuhan vækker interesse, den ene må have kuglepen og notespapir frem. McLuhans herostratisk berømte eksempel på at mediet er budskabet, en handlekraftig journalists telefonopringning til massemorderen Howard B. Unruh, der i september 1949 forskansede sig i sit hjem og besvarede det telefonisk fremsatte spørgsmål ”Hvorfor slår du folk ihjel?” med ”Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke svare på endnu. Jeg må tale med dig senere. Jeg har for travlt lige nu.”, tog kegler. De vil gerne forske i teknologiens betydning, dertil skal de være velkomne. Det har været forsømt i årtier, og Magnus Sinding-Jensen har aldeles ret i at det er påkrævet.

Fra chaufførens bestemmelsessted er der direkte busforbindelse til deres, men de valgte motorvejsafkørslen og blafferiet på ny. Det er ikke helt til at finde ud af, hvor de er på vej hen. De er i hvert fald på vej væk fra noget, og det er spændende hvordan de reagerer, hvis de pludselig mister orienteringen eller modet. Foreløbig skal de holdes ansvarlige for deres egne valg. Den generation de minder om tog nemlig håndfaste metoder i brug, da den ville gøre andre ansvarlige for vildfarelser og valg.