Navngiv de nye gader efter vores helte

Mange danske soldater har i de seneste 25 år måtte lade livet i krig for deres fædreland. Men vi lever i en heltefattig tid, og derfor mindes disse helte ikke med den respekt, som de har fortjent, skriver Alexander Søndergaard, som med et pragmatisk forslag opfordrer landets politikere til at navngive nye gader og byområder efter faldne soldater.

Alexander Søndergaard

Som Søren Kierkegaard skrev, så er den mest fuldendte kærlighed, som vi mennesker kan føle for hinanden, den der føles af de levende for de døde, da den per definition er uegennyttig – den kan intet forvente til gengæld. Kærligheden til dem iblandt os, der har forladt denne verden, udtrykkes ikke blot på det personlige plan, men samfund har til alle tider – uagtet religion, kultur og sæder – følt behov for at rejse mindesmærker over de mænd og kvinder, der har udmærket sig ved at leve mindeværdige liv. Det har derfor været vigtigt at bevare kendskabet til dem, og de har på den måde tjent et opbyggeligt formål for kommende slægter og skabt kontinuitet ved overleveringens eksempel.

I vores del af verden har én måde, hvorpå vi har erindret vores forfædre, været ved at navngive vores pladser og stræder efter dem. En tur igennem en hvilken som helst dansk købstad er som en rejse gennem tiden, hvor man hilser på lokalhistoriske skikkelser, danske politikere, vores gamle monarker, videnskabens pionerer, kunstnere og danske helte som har stridt til lands og søs.

 

Det er en levendegørelse af vores døde. Deres navne lever videre i sproget og dermed i vores fælles bevidsthed. Når den enkelte dansker har et ærinde i Niels Juels Gade i København eller slår en tur forbi Anders Lassens Vej i Faxe Ladeplads betyder det naturligvis ikke automatisk, at den pågældende vil sætte sig ind i Niels Juels eller Anders Lassens liv og levned, men man må have en rimelig formodning om, at det vel fra tid til anden hænder, at et stednavn pirrer en nysgerrighed i den enkelte efter at forstå, hvad præcis denne dansker dog udrettede i sin levetid, der gjorde vedkommende fortjent til at blive udødeliggjort i blandt os.

Navngivningen af vores gader og pladser efter vores forfædre tjener et endog langt større formål ved at være én af de få måder i vores moderne og nutidsfikserede samfund, hvorpå vi har mulighed for at symbolisere vores kærlighed til og veneration for tidligere slægters ofre og store gerninger. Det er én af de få måder, hvorpå vi kan tydeliggøre forbindelsen til dem, der kom før os og dermed minde os om, at nok er de døde, men glemte er de ikke.

Nye gader – nye helte

Vores største byer vokser igen – særligt i København spirer nye bydele frem med en hast, som det vel ikke er set siden 1890’erne. En kombination af økonomisk fremgang og urbaniseringen har ført til, at storbyerne vokser ud af deres tøj, og marker må bebygges og land indvindes. Udviklingen betyder, at kommuner i disse år i stort omfang er i gang med den vigtige opgave at navngive nye pladser og gader, der vil blive nye generationers hjem og referencepunkter.

Den økonomiske fremgang, der danner bagtæppet for byudviklingsprojekterne, har ikke varet længe. Omend mennesket efter kort tid i en bestemt tilstand ikke kan forestille sig, at det nuværende nogensinde har været, ej heller skal blive, anderledes, så var 00’ernes finanskrise dog så spektakulær, at den naturligvis stadig er et af vores generations referencepunkter.

Samtidens glemte soldater

Et andet vigtigt referencepunkt for det danske folk i vores samtid er den internationale militære deltagelse siden Den Kolde Krig, som Danmark har engageret sig i, og som har bragt fjerne egne som eks-Jugoslavien, Irak og Afghanistan tæt ind på livet af tusindvis af danske familier. De mange danske soldater, der har været udsendt i fædrelandets navn de seneste 25 år, er desværre ikke, som selve konflikterne de har været udsendt til, blevet fælles referencepunkter i den brede danske bevidsthed – heller ikke dem, der ikke kom hjem igen, og dem der i dag lever med ar på sjæl og krop. Bevares, vel har vi da nu veteranhjem, arbejdsskadeerstatninger, flagdag og en almindelig respekt og alvor om den danske soldats virke. Død og borte er Dirch Passer og Soldaterkammeraterne. Men de personlige og store fortællinger er ikke en del af den almene bevidsthed.

Disse danske mænd og kvinder måtte betale med det dyrebareste – selve livet – på vegne af os som samfund, fordi vi bad dem om at bære en byrde i vores navn. De påtog sig ultimativt byrden af kærlighed. Enten af kærlighed til den konkrete næste ved siden af dem eller af kærlighed til det danske folk på hvis vegne, de kæmpede.

Ingen skolebørn vokser i dag op med historier om soldaterne fra samtiden. Ingen navne er blevet fælleseje. Det står i stærk historisk kontrast til den måde, som navnkundige søofficerer blev en del af folkefortællingerne efter Englandskrigene og berømte bataljer og soldater blev det efter de Slesvigske Krige. For slet ikke at tale om, hvordan mange danskere kom på fornavn med berømte modstandsfolk efter 2. Verdenskrig. Sådan er det ikke gået i vores tid. Denne generations krige er ikke blevet til opbyggelige fortællinger for ungdommen om heltemod, opofrelse, pligt og ansvar. Årsagerne til dette er formentlig mange. Det vil jeg ikke berøre nærmere her, men blot konstatere, at det er en historisk forsømmelse. I blandt vores døde fra krigene i eks-Jugoslavien, Irak og Afghanistan gemmer der sig historier om danske mænd og kvinder, der levede almindelige såvel som ekstraordinære liv og ofrede selvsamme af ekstraordinære årsager. Fantastiske historier der kun venter på at blive levendegjort i kraft af den fælles erindring i samfundet, der trækker en tråd fra vores døde til nutiden og sikrer dem en stemme i al evighed.

Opfordring til landets politikere

Levendegørelsen af vores faldne i den folkelige bevidsthed sker ikke blot ved en enkelt tanke eller gerning. Fortællingen om den faldne soldat formidles ikke i fuldstændighed ved, at en enkelt plads i en dansk by opkaldes efter vedkommende. Men det kan være et vigtigt skridt i mod, at disse danskere får deres retmæssige plads i historien, og at fortællingerne med tiden vil blive fortalt. Jeg vil i den forbindelse appellere til alle ansvarlige politikere om, særligt i de store byer hvor der pågår navngivning af gader og pladser i disse år, at I betænker de helte i vores generation, der har ladet livet på opgave for Danmark de seneste 25 år.

Opgavernes karakter og politiske baggrund er i den forbindelse ligegyldig. Essensen er, at disse danske mænd og kvinder måtte betale med det dyrebareste – selve livet – på vegne af os som samfund, fordi vi bad dem om at bære en byrde i vores navn. De påtog sig ultimativt byrden af kærlighed. Enten af kærlighed til den konkrete næste ved siden af dem eller af kærlighed til det danske folk på hvis vegne, de kæmpede. For mange var det formentlig ikke enten-eller men både-og.

Vi bør gengælde deres ofre ved at udødeliggøre deres minde i vores midte og navngive de mange nye pladser og gader, som pibler frem rundt omkring, efter vores faldne soldater. I behørig dialog med de efterladte og med eftertænksomhed og visdom. Bag hvert navn gemmer der sig en historie, som bærer tegnet på det unikt menneskelige: den personlige beslutning om at ville ofre sit liv for noget, der opfattes større og vigtigere end livet selv. Et klarere eksempel på det hellige i det allermest menneskelige findes ikke. Der findes derfor næppe noget i vores heltefattige generation, der er vigtigere at give videre til kommende slægter.

Alexander Søndergaard er fuldmægtig, premierløjtnant af reserven i Hæren og har en kandidat i international sikkerhed og folkeret fra Syddansk Universitet.