Når Gud systematiseres væk

Af Mikael Brorson

Den 27. april skrev Jacob Munk et blogindlæg på denne hjemmeside med 4 bibelske principper for økonomien. Intentionen var utvivlsomt god: at tale en forløjet kristendom imod, som ikke vil kendes ved Gud som andet end en behagelig fornemmelse i maveregionen eller et abstrakt diskussionsobjekt i en uforpligtende snik-snak over en kop kaffe. Der er nemlig “intet aspekt af menneskets tilværelse, der ikke er underlagt Kristi herredømme”, som Munk skriver, og det forstår jeg derhen, at Guds tiltale ikke kan undslippes eller reserveres til særlige lejligheder. Menneskets skal holdes fast på, at Guds fordring lyder i ethvert aspekt af tilværelsen.

Det forekommer mig imidlertid, at Munk ender med at få gjort det stik modsatte i dette forsøg på “at give Bibelens autoritet taleret ind i samfundsdebatten”. Snarere end at gøre Guds tale forpligtende hvor end mennesket er, ender han med at skaffe mennesket et helle, hvor det i kristendommens navn kan undslippe Guds fordring, fordi det har så travlt med at indrette samfundsøkonomien på den rette kristelige vis.

Kunsten at systematisere Gud væk

Det illustreres ganske godt af det første princip, som Munk mener at kunne udlede af Bibelen (og menneskets natur), nemlig ejendomsrettens ukrænkelighed. Den følger af De Ti Bud – nærmere bestemt det 7., 9. og 10. bud, imod hhv. at stjæle, begære sin næstes hus samt begære sin næstes hustru og ejendom – skriver Munk. Men ved således at lade buddene omhandle økonomien, gør han ikke Guds tiltale mere forpligtende. Tværtimod systematiserer han Gud væk, idet buddene nu ikke er en fordring der lyder til mig, men blot et abstrakt princip for samfundsindretning. Og det er ellers nok en lettelse for mennesket med den tyngede samvittighed, som da kan slappe af og helt slippe for at være så ramt af sin synd og uformåen, at han må fly til Kristus.

Når Bibelen gøres til politisk drejebog, bliver den brugt til at blåstemple vores eget verdensbillede, imens Gud tæmmes og systematiseres helt ud af billedet.

Selvsamme problem møder vi i det andet princip, som Munk fremdrager, og som handler om at yde økonomisk støtte til de, der ikke kan forsørge sig selv. Det er ikke blot noget Gud byder den enkelte, men derimod et samfundsansvar, hævder Munk med 3. Mosebog 23,22 i hånden, og får dermed på ny systematiseret Gud væk, får ham fra livet ved at degradere Ham til et redskab i samfundsdebatten. Og de fattige, dem må velfærdsstaten så tage sig af.

Metodiske problemer

Men Munks iver efter at give Gud og Bibel en stemme i samfundsdebatten får ikke blot Gud tæmmet og placeret pænt og nydeligt i et hjørne. Det er også forbundet fejl af mere “metodisk” karakter.

Det bliver tydeligt i Munks tredje princip, hvor der er en total mangel på hensyn til konteksten. Munk hævder, med udgangspunkt i 2. Thessalonikerbrev 3,10-11, at Bibelen fastslår, at de der kan arbejde, skal arbejde. Stykket lyder: “Vi har nemlig hørt, at der er nogle blandt jer, der lever uordentligt; de arbejder ikke, men blander sig i ting, som ikke kommer dem ved. Dem byder og formaner vi ved Herren Jesus Kristus, at de skal arbejde støt og stille og selv skaffe sig til livets ophold.”

Problemet er bare, at Paulus her ikke fremsætter et abstrakt princip for, hvordan økonomien i ethvert samfund skal indrettes. Han råder derimod bod på et konkret problem, han selv har været med til at skabe i menigheden i Thessalonika. I 1. Thessalonikerbrev har Paulus nemlig betonet nærforventningen – forventningen om, at Jesus kommer igen lige straks – så voldsomt, at nogle medlemmer af menigheden er ophørt med at arbejde – det kan jo ikke betale sig, hvis verden som vi kender den ophører i morgen. Og det truer naturligvis orden og stabilitet i menigheden, hvorfor Paulus må gribe ind og formane dem til at arbejde i 2. Thessalonikerbrev. Paulus løser et ganske konkret problem, og det er som minimum problematisk uden videre at løfte den løsning ud af sin historiske kontekst og gøre den til et abstrakt princip.

Munk tager også glad og gerne lovstof fra Mosebøgerne og anfører det som bindende for vores samfundsindretning i dag, og derfor kritiserer han bl.a. den danske lukkelov, som lader butikker holde åbent på søn- og helligdage, hvormed hvilkedagen ikke respekteres. Men er Munk villig til konsekvent at lade vores samfund indrette efter gammeltestamentlige love? Skal en kvinde, som ikke er jomfru ved indgåelse af ægteskab, stenes (5 Mos 22,20-21)? Eller hvad med forbuddene mod at klippe sit hår kort eller studse sit skæg (3 Mos 19,27)? Og nu har Munk jo slået fast, hvor afgørende et princip det er, at hviledagen skal holdes hellig. Men skal overholdelsen af hviledagen også håndhæves efter Bibelens egne anvisninger, nemlig med dødsstraf: “I skal holde sabbatten, for den er hellig for jer. Den, som vanhelliger den, skal lide døden; enhver, som udfører arbejde på den, skal udryddes fra sit folk.” (2 Mos 31,14)?

Bibelen er ikke en politisk drejebog

Mon dog. For selvom Munk skriver, at vi skal lytte til Bibelen, også når den taler vores egne fordomme imod, ender han pudsigt nok med at finde frem til fire principper for indretningen af samfundsøkonomien, som stemmer ganske godt overens med hans egen overbevisning. Ganske ligesom Jesus i visse afro-amerikanske miljøer i USA er en sort befrier, ganske ligesom Jesus blandt feminister er en engageret kvindeforkæmper og ganske ligesom Jesus, da marxismen var på sit højeste, var munkemarxisten over dem alle.

Når Bibelen gøres til politisk drejebog, bliver den brugt til at blåstemple vores eget verdensbillede, imens Gud tæmmes og systematiseres helt ud af billedet. Der kommer intet godt ud af at spekulere i, om Jesus var munkemarxist eller kapitalist.


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.